Byens grønne julegave

Af Sebastian Jonshøj, formand i DN Aarhus

Julen står for døren, og alle aarhusianere har netop taget forskud på glæderne med årets første – og formentlig største – julegave. Den endelige fredning af Botanisk Have er nu en realitet, og dermed er byens største og mest centralt beliggende grønne område sikret for eftertiden – og for fremtiden. Det fremstilles som en sejr for Danmarks Naturfredningsforening (DN) og som et nederlag for Aarhus Kommune, der var imod fredningen, men når røgen har lagt sig, vil alle parter erkende, at fredningen er en kæmpe gevinst for hele byen og alle dens indbyggere. Med fredningen garanteres haven den varige beskyttelse, som en bevarende lokalplan kun kunne stille vage løfter om. Uanset fremtidige politiske holdningsændringer og kortsigtede økonomiske prioriteringer, vil Botanisk Have også i fremtiden forblive den fysiske og mentale oase, det grønne åndehul, som borgerne i en travl og hektisk storby i stigende grad efterspørger og længes efter.

Som enhver, der interesserer sig for byens udvikling ved, så er de grønne, ubebyggede arealer under stigende pres. Befolkningstilvæksten er nærmest eksplosiv, og skønt byfortætning i høj grad tager udgangspunkt i fornyelse af eksisterende, forældet bygningsmasse, og samtidig stræber opefter, så trues også de få tilbageværende frirum for natur og mennesker. Det ser vi langs Aarhus Å ved Søren Frichs Vej, på Godsbanearealerne, ved Ceres-grunden, i Langenæsparken, ja, i Hjortshøj og sikkert mange flere steder. Selv om politikerne over en bred kam erklærer et højlydt hensyn til såvel konkrete natur- og landskabsværdier, som til borgernes behov for, og ret til, umiddelbart tilgængelige grønne områder indenfor bygrænsen, så udfordres de gode intentioner hele tiden af lukrative tilbud fra projektmagere og byudviklere, der stiller kortsigtede økonomiske gevinster i udsigt for et fåtal.

Det er desværre som om, at bevarelse af naturværdier i byen konsekvent underordnes andre planlægningshensyn, og oven i købet ofte involverer en gevaldig gang greenwashing, når projekter på tegnebrættet fremstilles mere grønne end de ender med at tage sig ud. Når et nyt lokalplansforslag således skal sælge varen, sker det typisk med idyllisk visualiserede scenarier af sorgløse studerende og lykkelige børnefamilier, hånd i hånd i evigt solbeskinnede gader og på åbne pladser, omgivet af et veritabelt vildnis af træer, blomster og baskende sommerfugle. Ja, man kan næsten høre lyden af rindende vand og fuglekvidder. Når scenariet realiseres – måske på bekostning af eksisterende naturværdier – så materialiserer idyllen sig gerne i et par forkrøblede træer og en tarvelig blomsterkumme hist og her, i en befæstet ørken af asfalt, fliser og betonelementer. Det grønne alibi, der skal sikre trivslen for områdets nye beboere, består typisk af en afsluttende etablering af stereotype græsflader uden nævneværdigt liv. Der er med andre ord en tilbøjelighed til at erstatte gammelt guld med nyt simili, og hverken når det kommer til beskyttelse af biodiversitet eller fremme af menneskelig trivsel, er det en hensigtsmæssig fremgangsmåde.

Danmarks Naturfredningsforening i Aarhus modtager i dagligdagen et stadigt stigende antal henvendelser fra frustrerede aarhusianere, vedrørende truede eller tabte natur- og rekreative værdier. Henvendelserne bunder ofte i bekymring over udsigten til at miste geografisk landkending i et urbant landskab i hastig forandring, men også i reel fortvivlelse over udsigten til at miste alt det andet liv, der rør sig i gamle træer, på solbeskinnede baneterræner og i talrige andre tiloversblevne, unyttige frimærker; den levende kontekst, som er med til at sætte vores egen tilværelse i perspektiv. Begge dele er relevante og rimelige begrundelser, idet menneskers forankring og funktion i deres omgivelser forudsætter en vis stabilitet og kontinuitet, præcis som det er tilfældet med dyr og planter. Og begge dele er begrundelser, som fortjener politisk bevågenhed og handling, fordi menneskets trivsel må være den grundlæggende målsætning for udviklingen af en meningsfuld og velfungerende by. Og endelig, fordi vi både er moralsk og politisk forpligtet på, at denne trivsel ikke skal ske på bekostning af den øvrige natur og biologiske mangfoldighed.

Det kan umiddelbart synes som en vanskelig opgave at kæmpe for bevarelse, uden samtidig at kæmpe imod udvikling og fornyelse. Og ja, der er nogle indbyggede modsætningsforhold og nogle åbenlyse dilemmaer forbundet med denne øvelse, som det kræver omtanke at overvinde. Men ikke desto mindre er det DN’s overbevisning, at det kan lade sig gøre. Vi drømmer også om en moderne by, der følger med tiden og tilbyder dens indbyggere attraktive livsbetingelser. Vi vil gerne have ikonisk arkitektur, men på de rigtige steder og med et grønt udtryk, og vi ser også fordelene ved en effektiv infrastruktur, blot den bygger på et fintmasket fundament af kollektive transportformer og sikker fremkommelighed for cyklister. Vi tillader os, at definere begreberne ”moderne” og ”attraktiv” så de rummer meget mere end blot planløst prestigebyggeri, bredere indfaldsveje og grænseløs erhvervsvenlighed. For os beror forestillingen om en moderne storby i høj grad på alle de mere eller mindre immaterielle værdier som frisk luft, et rent miljø og en levende natur. Det er kvaliteter, som er fundamentalt nødvendige for menneskets velbefindende, uanset hvor man bor, og som udgør en betingelse for, at vi kan udholde den urbane tilværelse. Blot fordi vi rykker sammen i byen og drager fordel af hinanden, er det ikke ensbetydende med, at vi skal kappe forbindelsen til vores ophav og ultimative alliancepartner, naturen. Det vil på alle måder være naturstridigt.

For os i DN Aarhus, der med tilbageholdt åndedræt har rejst og siden fulgt fredningssagen om Botanisk Have gennem de seneste fire år, er den endelige afgørelse ved Miljø- og Fødevareklagenævnet en kæmpe forløsning. Vi tolker den som en uvildig anerkendelse af behovet for drastiske virkemidler i bestræbelserne på at bevare og beskytte bynaturen. Skønt vi har oplevet stor folkelig opbakning til initiativet, var kommunens modstand mildt sagt foruroligende, fordi den efter DN’s opfattelse vidnede om manglende politisk forståelse for problemets omfang, alvor og folkelige klangbund.

Derfor er det nu vores håb, at fredningen af Botanisk Have vil blive set, hørt og opfattet på Rådhuset, som en manifestation af den grønne dagsorden. Bakket op af et beslutsomt opråb fra en lokalbefolkning, der insisterer på, at hensynet til det grønne i byen for alvor integreres i de politiske beslutninger og i den praktiske planlægning. Ikke bare når det gælder byens mest prominente park, men også når mere undseelige pletter på landkortet kommer i spil, og valget skal træffes mellem udsigten til øjeblikkelig, kortsigtet indtægt eller varigt, fælles udbytte.

Og lad mig så lige afslutningsvis slå én ting fast. Fredningen af Botanisk Have skal ikke ses som en udelukkelse af berettigede interessenter eller som en forhindring for relevante aktiviteter og initiativer. Derimod er det DN’s håb og ønske, at alle aarhusianere nu vil gå sammen og i fællesskab bruge og udvikle haven til fælles bedste, indenfor de rummelige rammer som fredningskendelsen fastsætter. Vi glæder os i hvert fald til samarbejdet!

Artiklen har også været bragt som kronik i JP Aarhus d. 28. november 2017.