Den Grønne Omstilling - en fælles udfordring

Af Sebastian Jonshøj, vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN) og lokalformand i DN Aarhus

Det er en nærmest ufravigelig naturlov, at politikere tager bestik af folkestemningen og søger at imødekomme det herskende flertals interesser. Det er jo ret beset et demokratisk vilkår, og som sådan udmærket; i Danmarks Naturfredningsforening kan vi godt lide naturlove. Traditionelt har det imidlertid betydet svære kår for den grønne dagsorden, der oftest har stået svagt i forhold til eksempelvis socialpolitik og erhvervsinteresser. Naturen har været for blødsødne romantikere uden fornemmelse og respekt for samfundsøkonomiske realiteter, og bæredygtighed og klimahensyn – jo bevares, men har vi nu også råd til det? 

Sådan er det heldigvis ikke længere. Et markant, broget og tværpolitisk flertal i den danske befolkning er vågnet til dåd og har tilsyneladende erkendt, at de aktuelle udfordringer kalder på ændrede prioriteringer. Og det politiske system responderer heldigvis så forudsigeligt som man – for én gangs skyld – kunne ønske. Ved det seneste Folketingsvalg krævede vælgerne således klimahandling og grønne tiltag, og efterfølgende har den nye regering fremsat de mest ambitiøse og visionære, politiske hensigtserklæringer i mands minde. Et 70 % CO₂-reduktionsmål i 2030, etablering af store, sammenhængende Naturnationalparker, udlæg af mere urørt skov, styrket drikkevandsbeskyttelse og meget mere. Og ved de netop overståede lokalpolitiske forhandlinger, har Aarhus Byråd indgået et budgetforlig, der lægger sig lunt i slipstrømmen på de nationale takter. Næppe tidligere har aarhusianske politikere forpligtet sig på så talrige og seriøse tiltag, til gavn for natur, miljø og klima.

Bindende klimamål integreres således i fremtidige budgetforhandlinger og der etableres en Klimafond (om end med et såre beskedent økonomisk udgangspunkt), der skal være med til at finansiere Den Grønne Omstilling. Der er fokus på vedvarende energiforsyning (VE) og en erklæret vilje til på sigt (?) at udfase anvendelsen af biobrændsel, som blot bør betragtes som en kortvarig overgangsteknologi til en reelt CO₂-neutral energiforsyning, baseret på varmepumper, geotermi og meget mere sol og vind. Fremtidens generationer tilgodeses specifikt ved et politisk ønske om en opprioritering af undervisning i bæredygtighedsproblematikker og –løsninger, og der er forslag til, hvorledes såvel den offentlige som den private transportsektor bliver både mere klimavenlig og mindre forurenende. Der lægges endvidere op til en plasticstrategi, og der udtrykkes opbakning til et definitivt opgør med anvendelsen af sprøjtegifte på kommunens egne arealer. Og endelig rummer forligsteksten en række konkrete forslag, der skal tilgodese naturen og den biologiske mangfoldighed. Herunder ikke mindst en vedtagelse af forslaget om Moesgaard Vildskov, hvorved Marselisborgskovene i fremtiden friholdes for træproduktion og i stedet forvaltes for biodiversitet og friluftsliv.

Budgetforliget kan på mange måder ses som en logisk konsekvens af tidsånden og som den foreløbige kulmination på et kommunalpolitisk år i Aarhus, der i sjælden grad har været præget af grønne debatter i byrådssalen. På stort set samtlige byrådsmøder har man drøftet natur-, miljø- eller klimarelaterede spørgsmål, og begreber som bæredygtighed og biodiversitet er blevet stadigt mere anvendt, udfoldet – og i vid udstrækning forstået – af vore lokale beslutningstagere. Ja, de synes faktisk at være blevet anerkendt som centrale begreber i fremtidens politik- og samfundsudvikling. Det skyldes givetvis en kombination af en generelt øget politisk bevidsthed og af et mere sammensat byråd med nye (og Alternative) kræfter, der med held og dygtighed har udfordret og måske ligefrem inspireret den etablerede politiske magtbase. Og endelig skyldes det utvivlsomt et stigende pres og en klar italesættelse af problemerne fra byens grønne ildsjæle og græsrødder, organiserede som uorganiserede. 

Der kan naturligvis påpeges en fortvivlende inkonsekvens og talrige utilstrækkeligheder i både løsninger og finansieringsgrundlag, og der kan – og skal – handles endnu mere, og endnu hurtigere på de grønne udfordringer. Men selvom vi altså endnu har til gode at se de mange udmærkede initiativer realiseret, så står vi alt andet lige i en enestående gunstig position for fremtiden. Der er begrundet håb om, at et bredt politisk flertal langt om længe er indstillet på at adressere de store og alvorlige udfordringer, som følger af biodiversitets- og klimakrisen, og at tildele dem samme vægt som andre politiske kerneområder. Med andre ord, er nogle af de grundlæggende rammebetingelser for forandring endelig ved at blive etableret, og dermed løftes en del af forpligtelsen til praktisk handling tilbage til borgeren og det enkelte individ. Til dig og mig, kære læser. På samme måde som regeringens nationale klimamål kun kan indfries gennem samarbejde mellem det offentlige og det private, gennem en blanding af statslige reguleringer og liberale markedskræfter, kan Aarhus’ Byråds grønne ambitioner kun realiseres, hvis aarhusianerne opretholder presset og i øvrigt er indstillet på selv at bidrage til Den Grønne Omstilling.

Med udgangspunkt i vor egen tilværelse, lad os rent faktisk benytte fremtidens kollektive trafiktilbud og lad os cykle meget mere. Lad os drage en lige linje fra offentlige genanvendelsesstrategier til vort eget umådeholdne hverdagsforbrug, og lad os udvise øget tolerance overfor fremtidens placeringer af de nødvendige VE-installationer, der skal understøtte vores stigende energiforbrug. Såfremt Aarhus Kommune vitterligt vælger at afstå fra enhver brug af pesticider i deres arealforvaltning, bør det tilskynde den enkelte borger til også at droppe Round Up’en på egen matrikel. Når Aarhus Kommune ekstensiverer plejen af byens grønne områder, vejrabatter og grøftekanter, bør vi bifalde det og lade os inspirere til mere vildskab i baghaven, kolonihaven eller i altankassen. Lad os fremfor fejlagtigt at ærgres over kommunal forsømmelighed og mislighold, værdsætte de små, levende oaser af naturlig (u)orden, som et harmløst supplement til vores ordnede og regelrette hverdagsmiljø. Og når forvaltningen af det storslåede skovkompleks syd for byen overgår fra kommercielle produktionsinteresser til et målrettet biodiversitetsfokus, så lad os som aarhusianere være stolte af at bo i en kommune, der tør prioritere natur og biodiversitet og sætte et markant og lysende eksempel for den offentlige skovforvaltning i resten af landet.

Fremfor artigt at læne os tilbage, eller i kontrær mistro at lægge armene over kors og blot afvente at ”systemet” løfter byrden, bør vi kort sagt tage de politiske signaler for pålydende og stille os til rådighed for en fælles indsats. Vi har som vælgere været med til at skabe det nødvendige momentum og har dermed også forpligtet os til at gribe en udstrakt hånd og udnytte enhver tænkelig synergi mellem de politiske tiltag og vores egne personlige ønsker for en bedre verden. Jeg garanterer, at vi møder skuffelser undervejs, og at vi vil savne fremdrift i processen, men muligheden for afgørende forandringer bør ikke forpasses. Lad os gøre det til et fælles folkeligt anliggende at skabe en bæredygtig by og en grøn kommune, hvor politikerne skaber rammerne og stiller virkemidler til rådighed, og hvor vi som borgerne gør vores bedste for at fylde dem ud og bruge dem. Lad os arbejde for meget mere ambitiøse politiske målsætninger og bevillinger, men lad os gøre det i et konstruktivt og gensidigt understøttende samspil med myndighederne, i erkendelse af vores fælles ansvar for Den Grønne Omstilling. 

Bragt som kronik i JP Aarhus mandag d. 7. oktober 2019