Grønt lys for naturen i Aarhus

Af Sebastian Jonshøj, formand i DN Aarhus

På byrådsmødet på Aarhus Rådhus onsdag d. 12. december 2018, indtraf noget ganske bemærkelsesværdigt. Havde man været en flue på væggen, ville man utvivlsomt have følt sig usædvanligt imødekommet, som et oftest urimeligt over- og ugleset, men dog fuldgyldigt medlem af den biologiske mangfoldighed. Over adskillige punkter på dagsordenen drøftede politikerne nemlig det tilbagevendende tema biodiversitet, og, hvis man lytter til optagelserne af byrådsmødet, kan man høre forsamlingen opnå en sjælden politisk enighed om relevansen og vigtigheden af en levende natur og en grøn by. På tværs af salen, fra højre til venstre, gives der udtryk for opbakning til en lang række ideer og konkrete tiltag, der på den ene eller den anden måde har til hensigt at understøtte naturen og fremme biodiversiteten.  

Det er således stærkt opmuntrende at konstatere, hvordan biodiversitet endelig er blevet et legitimt, politisk debatemne, (næsten) på linje med andre traditionelle kerneområder, og, hvordan alle partier øjensynligt finder det ikke blot politisk opportunt, men oprigtigt vedkommende at drøfte. Det er godt set af politikerne, der hermed agerer i overensstemmelse med en hastigt stigende del af den aarhusianske befolkning, som efterspørger øget fokus på naturen, såvel i, som omkring byen.

En fremtidig succesfuld udmøntning af de gode hensigter forudsætter imidlertid en fælles forståelse af begreberne og en nuancering af mål og middel. Byrådsdebatten afslører, at der bag de gode intentioner fortsat hersker en vis usikkerhed om substansen, og at grundlaget for de vigtige beslutninger bør afstemmes og styrkes. Det er med andre ord vigtigt, at politikerne – og vi andre – taler om det samme, når vi diskuterer forvaltningen af det blå/grønne i almindelighed, og natur og biodiversitet i særdeleshed.

Lad os derfor forudsætte, at den aktuelle debat i virkeligheden adresserer to dagsordener, nemlig dels at fremme natur og biodiversitet i Aarhus Kommune, og dels at bevare og skabe grønne, rekreative opholdsrum for befolkningen i en hastigt voksende storby, hvor der er kamp om hver kvadratmeter. Der er selvsagt talrige overlap og oplagte synergieffekter, men også forhold, der forudsætter en differentieret tilgang. Derfor er det afgørende, at indsatsen hviler på to ben og sondrer mellem de grønne områder i byen og naturen udenfor byen, idet målsætning og virkemidler kan være ganske forskellige.

Lad os bare være ærlige: begrundelsen for, og forvaltningen af, grønne områder i byen bunder primært i menneskelige behov. Bevares, der kan være positive, afledte effekter for natur og biodiversitet af beskyttelsen af nogle gamle træer eller bevarelsen af ubebyggede baneterræner og andre ruderater, men i sidste ende er det næppe her, vi redder de truede, hjemmehørende dyre- og plantearter. Her tilgodeser vi til gengæld den fundamentale kendsgerning, som er videnskabeligt påvist – og i øvrigt intuitivt indlysende – at mennesker behøver nærhed til naturen for at trives. Den er en del af os, og vi er en del af den, uanset hvor hovedkulds vi bevæger os imod en adskillelse. Men i det urbane rum må naturen nødvendigvis eksistere på andre vilkår, end udenfor byen.

Uden for byen, derimod, i vore skove og på vore lysåbne naturarealer stiller sagen sig anderledes. Her bør naturen prioriteres og forvaltes målrettet, uden begrundelse i menneskelig nytteværdi, men for sin egen berettigelse, uafhængigt at mennesket. Den biologiske mangfoldighed – eller biodiversiteten – er i en rivende tilbagegang, som vi har forpligtet os til at standse, og dette gøres bedst og mest omkostningseffektivt i den eksisterende storskala-natur udenfor bygrænsen. Her findes de truede arter, som vi ønsker at bevare, og her lurer de store naturoplevelser for et eventyrlystent publikum.

Begge hensyn er altså væsentlige, men bør begrundes med de rette argumenter og varetages med passende midler. Det grønne skal integreres bredt i vores hverdag, såvel i den fysiske planlægning af vore byrum og vore landskaber, som i en nuanceret italesættelse af værdien af naturens mangfoldighed. Skulle man således, med udgangspunkt i byrådsdebatten, pege på et par oplagte indsatsområder for biodiversiteten kunne det være følgende:

Det er f.eks. en udbredt misforståelse, at man gør noget særligt godt for biodiversiteten ved at opstille bistader. Tværtimod favoriserer man én art af domesticerede bier (honningbier), som derved udkonkurrerer og fortrænger de mere end 280 arter af vilde bier, der findes i Danmark. I stedet vil det være en gave til bierne, vilde som ”tamme”, hvis man bevarer/skaber langt flere blomstrende bevoksninger af både hjemmehørende urter, træer og buske, i en frugtbar vekslen over sæsonen. Det kan f.eks. gøres ved en meget mere naturvenlig og biodiversitetsspecifik forvaltning af parker og græsplæner, grøftekanter, regnvandsbassiner mm, samt naturligvis med et fuldstændigt ophør af anvendelse af sprøjtegifte.

Og ser vi på skovene rundt om Aarhus, fremhæves de ofte som et af byens største aktiver. Man får dog indtrykket af, at der primært forstås de landskabelige værdier og de talrige rekreative muligheder for befolkningen. Mindre fokus er der derimod på den omstændighed, at især Marselisborgskovene, Hørret Skov og dele af Lisbjerg Skov rummer enestående naturværdier og udgør biodiversitet-hotspots, dvs. lokaliteter, hvor naturen er særlig interessant og bevaringsværdig. Her eksisterer imidlertid en stadig konflikt mellem naturbeskyttelse og forstlige produktionsinteresser, som Aarhus Kommune med en visionær beslutning om udlægning til urørt skov kunne konvertere til en ren win-win for borgere og biodiversitet i Aarhus. Urørt skov betyder alene, at al kommerciel produktion indstilles, mens natur- og publikumsfremmende tiltag fortsat kan finde sted. Man ville således – uden at blive mærkbart fattigere – skabe rigere og mere levende skove, der forvaltes for naturen, men samtidig rummer uanede muligheder for rekreativ udfoldelse, biodiversitetsformidling og store naturoplevelser.

Helt overordnet vil det gavne indsatsen for såvel biodiversiteten som for vores naturforståelse, hvis vi slækker lidt på det herskende ordensregime og tillader en smule mere vildskab i vores grønne arealforvaltning, hvad enten det er i byen eller på landet. Vi kan sætte nogle geografiske og indholdsmæssige rammer for et givent område – en skov, en ådal eller en bypark – indenfor hvilke vi til gengæld træder et skridt tilbage og lader dynamikken råde. Dvs. lader træerne leve, svækkes og dø, lader vandet komme og gå og lader græsset og urterne gro. Livet i dets bredest tænkelige forstand vil kvittere for det løftede åg, naturen vil blive mere robust og selvforvaltende og publikum vil få lang flere og forskelligartede oplevelser. Og for de, der måtte se det som et knæfald for anarki og kaos, og et ideologisk opgør med århundreders hårdt tilkæmpede kontrol over vore omgivelser, så kan jeg berolige med, at det fortsat sker på menneskets præmisser. Det er os, der med fuldt overlæg og på grundlag af omhyggelige konsekvensberegninger beslutter dette paradigmeskifte. Vi vælger, at adressere et problem – naturens tilbagegang og vores fremmedgørelse overfor den – ved en bydende nødvendig, proaktiv indsats baseret på videnskabelig evidens og et barmhjertigt (og lidt forfængeligt) ønske om, at efterlade en rigere natur til vore efterkommere. Vi vælger at ”lade stå til”, fordi vi kan – uden at sætte vores velbefindende over styr og med udsigten til en grønnere by, en mere levende kommune og en rigere verden.

Bragt som kronik i JP Aarhus d. 14. januar 2019