Møder og referater

Læs den dugfriske Årsberetning 2020/2021 fra DN Aarhus

Hvem er DN Aarhus, og hvad har vi egentlig gang i? Dette og meget mere kan du blive klogere på ved at dykke ned i den skriftlige afrapportering til alle vore medlemmer og andre interesserede, som netop er udkommet.
Årsberetning 2020/2021

Grafik: Sebastian Jonshøj

Af Sebastian Jonshøj, formand i DN Aarhus

 

Fremtiden - en fælles udfordring

Man kan måle succes på forskellige måder. Man kan f.eks. se på den folkelige mobilisering og glæde sig over, hvordan aarhusianerne i stigende grad engagerer sig i Den Grønne Omstilling. Men man kan også anskue klima- og biodiversitetskrisen lidt ovenfra og konstatere, at det slet ikke går hurtigt nok med at implementere løsningerne. Vi er endnu ikke nået til det punkt i udviklingen af vores samfund, hvor reel bæredygtighed altid lægges til grund for byudvikling, energiproduktion, transport, affaldshåndtering, forbrug og for naturforvaltning. Hver gang vi gør et velmenende – men halvhjertet – tiltag for at afbøde vores påvirkning af natur og miljø, overhales vi indenom af øget forbrug, udledning, belastning og pres på naturen.

Helt overordnet skyldes det to forhold: Pladsmangel og ressourceknaphed – og en manglende vilje til at erkende det og begrænse os i den måde vi anvender pladsen og ressourcerne på. For, Den Grønne Omstilling handler ikke bare om nye teknologiske quickfixes, der vil gøre det muligt at opretholde det liv vi kender med en uforandret stræben efter fortsat økonomisk og materiel vækst. Den handler lige så meget om fundamentale forandringer i vores samfund og i vore egne liv, og den handler om at sætte naturen først, som en grundlæggende forudsætning for vores gøren og laden. Meget kan klares med klogere planlægning, men den skal suppleres med mådehold og omtanke.

Om få uger er der Kommunalvalg, og natur, klima og miljø står højest på vælgernes dagsorden, viser en dugfrisk undersøgelse. Det kan kun tolkes som et udtryk for en øget bevidsthed om de overhængende udfordringer vi står overfor, og det vækker håb om forandring. Men det forudsætter, at politikerne forstår budskabet og griber stafetten og at de efterfølgende træffer de svære men nødvendige beslutninger, som skal skabe rammevilkårene for borgernes bæredygtige adfærd. Og siden forudsætter det, at borgerne bakker op om de politiske tiltag, også når det indebærer konkrete forandringer i vores personlige tilværelse.

Det er en nødvendig vekselvirkning på tværs af samfundet, som i sidste ende skal sikre os en grønnere, fælles fremtid.

Flere nyheder