Mindre affald og mere genanvendelse er vejen til større bæredygtighed
Aarhus Kommunes fremtidige affaldsstrategi har øget fokus på genanvendelse og cirkulær økonomi, men rækker ambitionerne? Det forholder DN Aarhus sig systematisk til i et omfattende høringssvar til kommunens udkast til den kommende Affaldsplan 2021-2026.Den offentlige høring af Aarhus Kommunes og AffaldVarme Aarhus' forslag til en ny Affaldsplan er netop afsluttet. DN Aarhus har bidraget med et ganske omfattende høringssvar, som minutiøst forholder sig til substansen i udkastet og påpeger en række forbedringspunkter. Skønt DN indledningsvis anerkender planens erklærede fokus på øget genanvendelse og cirkulær økonomi, så fremsætter vi 52 konkrete forslag og anbefalinger, hvormed vi retter et kritisk blik på de foreslåede virkemidler og udfordrer det generelle ambitionsniveau.