Nyhed

Veloverstået Årsmøde med forrygende foredrag

Weekendens Årsmøde i DN Aarhus blev en velbesøgt begivenhed med mere end 100 fremmødte, i Væksthusene i Botanisk Have.
Årsmøde 2018, foredrag v. Kjeld Hansen
Foto: Sebastian Jonshøj

Søndag d. 28. oktober inviterede DN Aarhus alle medlemmer til et spændende foredrag med miljøjournalist, forfatter og samfundsdebattør Kjeld Hansen, om fredninger og den danske naturs tilbagegang igennem de seneste 100 år. Det blev i malende beskrivelser skitseret, hvorledes den intensive, danske arealanvendelse har vist sig uforenelig med et rigt naturindhold, og hvordan fredninger desværre alt for ofte har været helt en utilstrækkelig beskyttelse. For de tilstedeværende, der fik pirret deres nysgerrighed og videbegær - og for de der ikke var tilstede - kan der findes meget mere information i Kjeld Hansens forfatterskab, ikke mindst i bogen Det Store Svigt

Efter foredraget og et overdådigt kagebord - hjemmebagt af foreningens frivillige - fremlagde formand Sebastian Jonshøj bestyrelsens årsberetning i ord og billeder, og de fremmødte medlemmer fik lejlighed til at stille spørgsmål til lokalafdelingens virke. 

Afslutningsvis var der valg til en tredjedel af bestyrelsen, og følgende fire opnåede genvalg for en 3-årig periode: Jens Holbech, Eva Kullberg, Birthe Troelsen og Jens Laursen. Desuden blev Bjarke Dith Saxild valgt ind i bestyrelsen for en 1-årig periode, som afløser for Jakob Sørensen, der trækker sig fra sin post i utide. 

Flere nyheder