Foto: Sebastian Jonshøj

Aarhus Ådal strækker sig som en bred, grøn kile fra Tåstrup Sø lige vest for landsbyen Tåstrup ind mod centrum af landets næststørste by Aarhus. Ådalen omfatter foruden Brabrand Sø også Årslev Engsø, der gennemstrømmes af Aarhus Å og Lyngbygård Å. Området byder på fine naturoplevelser især for fugle- og landskabsinteresserede. Brabrandstien, som blev anlagt i 1956 omkring Brabrand Sø, giver et imponerende udsyn over søen omgivet af enge og brede rørsumpe. Sidenhen er stien udvidet ved Årslev Engsø og forbundet med Vandreruten Aarhus-Silkeborg. Flere steder er der opført fugletårne.

Fredningen omfatter de nærmeste omgivelser af Brabrand Sø og Årslev Engsø. 


Fredningen og dens pleje

Den første fredningskendelse over Aarhus Ådal blev afsagt i 1959 umiddelbart efter, at ”Brabrandstien” var anlagt. Hensigten var at sikre udsigten ud over søen fra den dengang nyanlagte sti rundt om Brabrand Sø. Af kendelsen fremgår, at der ikke må bygges eller beplantes.

I 1983 blev området vest for Brabrand Sø, hvor Årslev Engsø ligger i dag, fredet. Fredningen omfattede 370 ha og har bl.a. til formål at sikre den daværende naturtilstand.

Den seneste fredning af Aarhus Ådal kom i 2001. Fredningen blev rejst af Aarhus Kommune og Aarhus Amt for at gennemføre naturgenopretning af Årslev Engsø. Som noget helt nyt indeholder kendelsen en omtale af naturværdierne. Naturværdierne skal forbedres og sikres til gavn for fugle- og plantelivet, og afgræsning bevares som kulturform.

For yderligere information om fredningen ved Brabrand Sø og Årslev Engsø, se her.