Det åbne land
Når man befinder sig inde midt i Aarhus, tænker man sjældent over, at ca. 60 % af Aarhus Kommunes areal er intensivt dyrket landbrugsland. Men ind imellem finder man her de trængte småbiotoper; større eller mindre pletter af lysåben natur, såsom eng, mose, overdrev og hede.På marginaljordene, dvs. der, hvor terrænet er for stejlt, for vådt eller på anden måde uanvendeligt til menneskelig udnyttelse, dér får naturen ofte lov at eksistere relativt uforstyrret. I Aarhus Kommune findes den slags lokaliteter typisk i vore ådale og andre lavtliggende områder, hvor naturtypen eng og mose dominerer. Her veksler botanisk interessante rigkær med fuglerige, fugtige pilekrat og vidtstrakte, våde rørskove.
Kasted Geding Mose
Ved Kasted, nord for byen, findes et vidstrakt naturområde med et rigt dyre- og planteliv. Her foregår målrettet naturpleje af eng og mose, dels gennem en frivillig kogræsser- og naturplejeforening og dels ved kommunal helårsgræsning med kreaturer, heste og vandbøfler. Her er anlagt fine vandreruter og etableret bord/bænkesæt til kortvarigt ophold. Kasted Mose er desuden en af kommunens bedste nattergal-lokaliteter på en stille forsommeraften.
Tingvad Kær
Tingvad Kær er nok kommunens ubetinget bedste botaniske lokalitet. Det er en offentligt ejet ekstremrigkær- og overdrevslokalitet med en lang række sjældne karplanter og mosser. Området plejes ved afgræsning med kreaturer og heste.
For yderligere info, se her.
Skæring Hede
Og endelig finder man ved Mindelunden nord for byen, Skæring Hede, der med sine blot 3 ha er kommunens eneste af sin slags. En kystnær, lille lyngbevoksning, omgivet af en lund af skovfyr. Her er senest i 2015 gennemført en gennemgribende, kommunal naturpleje, med det formål at fjerne uønsket opvækst og forynge lyngvegetationen.