Arrangement

Affaldsindsamlingen står for døren 2024

Om få uger skydes DN's årlige Affaldsindsamling i gang. Som sædvanlig kulminerer den på en søndag i april, hvor du kan give en hånd med i lokalområdet!
Foto: Ditte Valente
Hvert år på denne tid samles danskerne om den store forårsrengøring i naturen, og stadig flere deltager. Hovedformålet med Affaldsindsamlingen er at gøre opmærksom på et kæmpe problem: Danmark producerer alt for meget affald, og derfor ender flere hundrede tons affald hvert år i naturen. 
 
Som de forrige år er det værd at have fokus på engangsemballage, fordi det er noget af det, der bliver brugt og smidt mest af, og fordi det dermed om noget symboliserer vores problematiske brug-og-smid-væk-kultur. Og når vi nu alligevel er i gang, samler vi selvfølgelig også alt det andet affald op, der desværre fortsat ligger og flyder i grøftekanter og under buske og træer. 

I DN Aarhus glæder vi os over den stigende opbakning. Vi takker de lokale ildsjæle og initiativtagere, der afvikler de konkrete indsamlinger rundt omkring i kommunen, og opfordrer til at man finder den nærmeste indsamling og giver en hånd med.

På DN's hjemmeside kan du finde alle de tilmeldte indsamlinger i Aarhus Kommune. Der er formentlig også en i dit lokalområde.

Flere nyheder