Den Grønne Trepart til virkelighed - også i Aarhus
Efter et 2024 med lange, svære forhandlinger og politiske tovtrækkerier, er alle omsider klar til det virkelige arbejde med at realisere indsatserne i Trepartsaftalen.Mod slutningen af sidste år lykkedes det endelig regeringen og Folketinget at indgå den politiske Aftale om Implementering af et Grønt Danmark. Den er afsættet for den konkrete indsats, som nu tager sin begyndelse i 23 Lokale Treparter over hele landet.
Det overordnede mål er at genskabe en levende, robust og mangfoldig natur både til lands og til vands og at reducere landbrugets skadelige klimagasser, som bidrager til den globale opvarmning. Og den helt centrale krumtap, som skal få øvelsen til at lykkes, er en gentænkning og omdisponering af den måde vi bruger jorden på, som i dag modarbejder vores fælles dagsordener; en fælles erkendelse - og anerkendelse - af behovet for at gøre tingene på en anden måde end hidtil. Heri ligger i virkeligheden den skelsættende betydning ved Trepartsaftalen og det begrundede håb om, at den kan blive begyndelsen på en gradvis omformning af det danske landskab, som i højere grad levner plads til naturen og en bæredygtig fremtid.
I disse dage og uger er Aarhus Kommune i gang med at sammensætte den Lokale Trepart, som inden for det, der i henhold til Vandplanerne hedder Vandområde Aarhus Bugt, skal forsøge at løse en række store samfundsudfordringer gennem en fælles planlægning og arealdisponering. Inden udgangen af 2025 skal arbejdet munde ud i en Omlægningsplan, som skal pege på konkrete løsninger, der tilgodeser indsatsbehovet for et bedre havmiljø og tilvejebringer plads til mere skov og lysåben natur.
Som i den nationale Trepart er DN naturligvis også lokalt med ved bordet, repræsenteret ved bestyrelsesmedlem Anne Lund og formand Sebastian Jonshøj. Sammen med kommunen, Landbrug og Fødevarer og Naturstyrelsen, og bistået af andre relevante aktører forestår den vanskelige opgave med at udpege de dyrkningsarealer, som bør tages ud af produktion og omdannes til permanente naturområder, til glæde for og gavn for den brede aarhusianske befolkning. Men ikke nok med at arealerne skal identificeres, der skal også indgås konkrete aftaler med de involverede lodsejere, således at intentionerne om mere natur, bedre grundvandsbeskyttelse og færre næringsstoffer i vandmiljøet rent faktisk bliver til virkelighed.
DN's lokale indsats understøttes af foreningens dygtige fagmedarbejdere i sekretariatet i København, og der nedsættes desuden en lokal baggrundsgruppe med kompetente ressourcepersoner, som kan give værdifuld sparring om alt lige fra lokale forhold til faglige virkemidler. I skrivende stund er meget endnu uafklaret, men DN Aarhus vil i nærværende nyhedsbrev løbende orientere om fremdriften i arbejdet og om de udfordringer, benspænd - og forhåbentligt veritable landvindinger - som forventeligt vil opstå undervejs.
Læs mere om processen for de Lokale Treparter på Ministeriet for Grøn Treparts hjemmeside og bliv klogere på DN's udlægning af aftalen.