Det blir' vel et grønt 2025?!

Enhver formand med respekt for sig selv og sin rolle, bør vel med alfaderlig overbevisning betrygge sin omverden i fremtidens lyse udsigter? Han bør hæve det halvfulde glas og skåle for et godt nytår, fremfor at tømme det halvtomme glas i et pessimistisk forsøg på at skylle sorgerne bort.
Eller hva'...?!

Hvor gerne jeg end følger sæder og skikke, kan jeg dog ikke lade være med samtidig at skitsere alvoren og pege på en række bekymrende forhold, der i stigende grad gør opgaven med at redde Verden vanskelig og – i mine svage øjeblikke – skaber usikkerhed om, hvorvidt vi nogensinde når i mål.

Tag nu klimakampen, f.eks. Bedst som vi troede at den grønne omstilling havde fået vind i møllerne, oplever udbygningen af VE-anlæg over hele landet – og vandet – et markant tilbageslag. En ulykkelig blanding af utilstrækkelig eller dårlig planlægning, manglende synergi og forringede markedsvilkår har bremset udviklingen, mens danskernes energi- og ressourceforbrug vokser ufortrødent. Vi er derfor stadig milevidt fra at opfylde de nødvendige målsætninger, og også i Aarhus Kommune er der fortsat langt til den målsatte CO2-neutralitet i 2030. 

Det er derfor afgørende, at vi øger den vedvarende energiproduktion markant og samtidig reducerer energiforbruget tilsvarende, og vi skal med alle midler nedbringe udledningerne fra transportsektoren uden dermed nødvendigvis at forringe borgernes mobilitet. Det skal selvfølgelig ske gennem en begavet regulering af privatbilismen og frem for alt en styrket kollektiv trafik og understøttelse af cyklisme; det er ét af de håndtag vi som borgere i en privilegeret storbykommune skal være villige til at dreje på, fordi vi – i modsætning til mange mindre udkantskommuner – både er i stand til at betale prisen, leve med evt. ulemper og ikke mindst høste de mangfoldige fordele.

De østjyske farvande – herunder Aarhusbugten – blev i det forgangne år for andet år i træk ramt af et historisk stort iltsvind, der understregede behovet for en målrettet indsats for at få livet tilbage i havet. Og selvom der f.eks. i regi af Havsamarbejdet mellem de østjyske kommuner er taget en række initiativer til både politisk og praktisk handling, så synes det som en marin ørkenvandring at ændre på forholdene og opnå en reel fremgang under overfladen. Summen af velmenende tiltag med udplantning af ålegræs og etablering af stenrev og muslingebanker batter ikke alverden, med mindre vi samtidig tager fat om og løser det virkelige problem med tilførslen af næringsstoffer til havmiljøet.

Og løsningen bringer os således tilbage på landjorden, hvor problemerne i sidste ende knytter sig til vores måde at (over)udnytte arealet på. I Aarhus Kommune er vi mange mennesker med et stigende behov og en intensiveret kamp om pladsen. De færreste ved det, men selv i en storbykommune som vores, optager landbruget mere end halvdelen af det samlede areal. For ikke at tale om et stadig mere tætmasket spindelvæv af infrastruktur, der fragmenterer det landskab, som gerne skulle udgøre levesteder for ikke blot mennesket, men også den vilde natur.

Det kan være svært at få øje, hvordan vi skal få plads til det hele. Lyspunktet må imidlertid være, at Aarhus Kommune med den kommende Kommuneplan skitserer ambitionen om en tredeling af arealanvendelsen, således at produktionslandskabet reduceres og naturandelen øges. Det vil foruden den synlige forandring i landskabet medføre en næringsstofreduktion til bugten, en bedre beskyttelse af vores drikkevand, en større kulstofbinding, bedre klimasikring af de lavtliggende områder af byen og fremfor alt mere plads til en større, vildere og mere sammenhængende natur og biodiversitet. 

Men vejen mod dette scenarie er ikke uden bump og forhindringer. Den indebærer en kompleks og potentielt dramatisk armlægning mellem interessenter med forskellige prioriteter og dagsordener. Med udgangspunkt i Den Grønne Trepart synes jorden imidlertid gødet for den konstruktive dialog og det frugtbare samarbejde, som er forudsætningen for en vellykket realisering og en fremtidssikring af en anderledes bæredygtig arealfordeling og -forvaltning i Aarhus Kommune.

Og skulle det virkelig lykkes at sikre en permanent udtagning af landbrugsjord og indkassere alle de førnævnte samfundsgevinster, så venter den måske lige så svære opgave med at sikre, at naturen rent faktisk kommer biodiversiteten til gode. Det kan måske lyde underligt, men er på ingen måde givet. Biodiversitet kræver nemlig reel naturbeskyttelse og en målrettet forvaltning, således at de hidtidige produktionsinteresser på landbrugsjorden ikke blot veksles til rekreative privilegier for bestemte brugergrupper, som dermed risikerer at forhindre en optimal forvaltning for de truede arter af dyr og planter.

Her taler vi bl.a. om muligheden for den helt essentielle helårsafgræsning med f.eks. køer, heste og hjortevildt, som på tværs af naturtyper holder vegetationen nede og omsætter biomassen til levesteder for talrige andre arter. Den varslede grønne tredjedel af kommunens fremtidige, samlede areal skal naturligvis komme alle kommunens borgere til gode, men det må ikke forhindre, at vi visse steder sætter de andre arter først og lader deres trivsel og vilkår sætte rammen for vores tilstedeværelse og aktiviteter. Det kræver en uegennyttigt anerkendelse af den vilde naturs berettigelse, og dens umiddelbare unyttighed for os mennesker. De senere års samfundsdebat har demonstreret, at det rummer en udfordring for mange at omfavne begrebet sameksistens med naturen i dets reelle forstand. Lad os håbe, at forståelsen og tolerancen gradvist modnes, så vi sammen kan afgive plads og skabe levesteder for vores medskabninger.

Vi er netop trådt ind i et kommunalt valgår, hvor de sædvanlige politiske dynamikker bliver sat delvist ud af spil og bliver om muligt endnu mere uforudsigelige end normalt. Valgkampen indebærer typisk en stærk politisk uvilje til at træffe upopulære beslutninger på Rådhuset, og det kan gøre det særligt svært at fremme politiske dagsordener, som pålægger restriktioner eller forandringer på borgernes hverdag.

Men omvendt kan der under valgkampen også opstå uforudsete initiativer, hvor partier udviser pludseligt mod og positionerer sig på grønne mærkesager. Sandsynligheden for dette er naturligvis størst, hvis de fornemmer en klangbund i befolkningen og øjner en reel mulighed for at veksle en realisering af løfterne til vælgerfremgang. Derfor er det mit håb, at et massivt flertal af den aarhusianske befolkning vil tage bestik af budskaberne og belønne de politikere, der rent faktisk tager natur-, miljø- og klimaproblemerne alvorligt. Efter valget skal Danmarks Naturfredningsforening nok være med til at holde byrødderne oppe på løfterne og forpligte dem på den nødvendige handling.

Men inden vi bekvemt lægger al ansvaret over på politikerne og ”systemet”, er det vigtigt at erkende og minde hinanden om vores egen individuelle rolle i forandringerne. Der er ofte en tilbøjelighed til at fralægge sig det personlige ansvar for en bæredygtig tilværelse og alene forlade sig på ydre rammevilkår og såkaldte incitamentsstrukturer, som en driver for udviklingen; rammevilkår som vi så efterfølgende brokker os over og incitamentsstrukturer, som vi nægter at lade os anspore af. 

Vi er imidlertid nødt til at forstå og acceptere, at den grønne omstilling til en bæredygtig tilværelse og et samfund i balance med naturgrundlaget, ultimativt fordrer mådehold og omtanke og dermed også kræver den enkeltes vilje til at omstille sig og ændre adfærd. Den udfordring er måske i virkeligheden den største og sværeste; det er i hvert fald min egen erfaring.

Men det skal nu nok blive et godt, grønt nytår, trods alt!