DN Aarhus afgiver høringssvar til plan for vindmøller og solceller i Aarhus kommune

Af Sebastian Jonshøj, formand i DN Aarhus

Bevisbyrden er overvældende. Rapport efter rapport bekræfter de dystre forudsigelser, og et blik på Verden omkring os tegner billedet af et klima i stigende ubalance. De milde vinde blæser for den grønne dagsorden i mere end én forstand, og det er sund fornuft at udnytte dem til produktion af vedvarende, fossilfri energi. Vi er nået til et punkt, hvor den erklærede, folkelige opbakning til de politiske mål om CO₂-neutralitet må følges op af erkendelse, vilje og handling på alle niveauer i samfundet. 

I forslaget til kommunens kommende Temaplan for vedvarende energi, som netop har været i offentlig høring, fremlægges en række konkrete forslag til placering af vindmøller og solcelleanlæg. Såfremt de alle realiseres, vil de imidlertid blot kunne dække godt 70 % af det samlede energiforbrug, og altså langt fra opfylde behovet for den mængde VE-energi der skal til for at nå kommunens mål om CO₂-neutralitet i 2030.

I DN Aarhus synes vi det giver bedre mening at tage præmissen alvorligt og anvise løsninger, der rent faktisk matcher udfordringen. Derfor støtter vi med få undtagelser kommunens udpegninger, men foreslår i vores høringssvar flere lokaliteter, hvor vi finder det realistisk at placere vindmøller og solcelleanlæg, uden at kompromittere naturinteresser. Med disse forslag mener vi det er muligt, at nå målet om 100 % VE-forsyning i Aarhus Kommune, selv hvis nogle af forslagene måtte forkastes. 

Én af de store udfordringer ved placering af især vindmøller, er de landskabelige hensyn. DN er om nogen bevidste om de mange risici og dilemmaer ved planlægningsmæssige indgreb i det åbne land, og vi ser helst, at VE-installationerne placeres i umiddelbar nærhed af eksisterende infrastruktur eller områder, der i forvejen er præget af tekniske anlæg. Ligeledes skal alle vedtagne afstandskrav og støjgrænser naturligvis overholdes, således at ingen lider overlast. 

Når det er sagt, er der dog behov for, at vi hver i sær genovervejer vores syn på møllerne som skæmmende, og måske i stedet begynder at acceptere dem som et nødvendigt onde? Eller endnu bedre, lærer at se dem som positive vidnesbyrd om en grøn omstilling i bevægelse; som et udtryk for vellykkede bestræbelser på at nå de mål vi som samfund har sat os. Vindmøller og solceller er langt den mest omkostningseffektive erstatning for den fossile energiforsyning, som vi pinedød skal konvertere indenfor meget få år, og det burde vi skænke en tanke, hver gang vi betragter dem. 

Hvem ved, måske kan vi med tiden komme til at holde af dem – eller i hvert fald holde dem ud – fordi de gør det muligt at opretholde en bæredygtig tilværelse, der ikke indebærer en forringet livskvalitet?! Spørgsmålet er vel i virkeligheden, om vi overhovedet har noget valg?