Høringssvar

Endnu engang har Aarhus Kommune haft nye energiplaner i høring

DN Aarhus kvitterer med høringssvar, fyldt med konstruktive anbefalinger og konkrete løsningsforslag
Vedvarende energi er et vigtigt virkemiddel til indfrielse af kommunens klimamål.
Foto: Sebastian Jonshøj
Over julen har Aarhus Kommune haft to nye planer i offentlig høring, nemlig Energiplan 2025-2045 og planen for Fremtidens grønne fjernvarme. Begge planer forholder sig til kommunens fremtidige energi- og varmeforsyning, med udgangspunkt i den politiske målsætning om at kommunen skal være CO2-neutral i 2030.
 
Denne målsætning er imidlertid senest blevet kraftigt udfordret ved byrådets beslutning om at trække sig fra den statslige udbudsrunde for CCS (Carbon Capture and Storage), som ellers efter planen skulle udgøre en krumtap i kommunens reduktionsbestræbelser. Det fremgik således af Aarhus Kommunes Klimaplan fra sidste år, at anlægget skulle installeres på Lisbjerg Forbrændingsanlæg, hvor det skulle reducere udledningerne med 435.000 tons ved at indfange CO2 fra røggasserne, som efterfølgende skulle gemmes bort i undergrunden..
 
Det har en politisk beslutning nu sat en stopper for, og derfor står man efterladt med en betragtelig manko og en kæmpe udfordring, som skal løses ad anden vej, hvis Byrådet ønsker at fastholde klimaambitionerne. I høringssvaret peger DN Aarhus således på en lang række konstruktive løsninger og konkrete tiltag, som sandsynliggør en fortsat mulighed for at indfri målsætningerne - også selvom CCS er taget af  bordet. 

DN Aarhus vil i forlængelse af høringssvaret forsøge at fremme kataloget af løsninger, gennem møder med både forvaltningen og de byrådspolitikere, som måtte være interesseret i at fastholde ambitionsniveauet og efterspørge veje dertil.

Læs DN Aarhus' høringssvar og find høringsmaterialet, som består af henholdsvis Energiplan 2025-2045 og planen for Fremtidens grønne fjernvarme på Aarhus Kommunes hjemmeside. 

Flere nyheder