Folkets Klimamarch i Aarhus blev et tilløbsstykke

Global opvarmning – handling eller afmagt?

Tale til Folkets Klimamarch i Aarhus d. 25. maj 2019, ved Sebastian Jonshøj, Vicepræsident, Danmarks Naturfredningsforening.

Vi er samlet her i dag for – på tværs af politisk ståsted og overbevisning – at råbe vore politikere op og forlange, at de sætter klimahandling bag ordene. Vi vil høre dem forpligte sig, og vi vil se dem følge de vedtagne konventioner og videnskabelige anbefalinger i praksis, som de i skåltalerne erklærer deres tro på og opbakning til.

For ret præcist 10 år siden – i 2009 – var jeg ude i nøjagtig det samme ærinde. Dengang tog jeg til hovedstaden under det famøse klimatopmøde COP15, og deltog sammen med 100.000 andre verdensborgere i den store klimamarch fra Christiansborg til Bella Center. Det var i december, det var skide koldt, men solen skinnede og vi varmede os allesammen på den indre ild, der flammede for klimasagen, der i enhver forstand var hot som aldrig tidligere. Jeg mindes stadig den sjældne følelse af samhørighed og fælles overbevisning; Et velorganiseret, kosmopolitisk, pulserende virvar af unge og gamle og børn, sorte og hvide – og grønne – af vidt forskellig observans og fra vidt forskellige samfundslag. Og vi blev alle båret frem i et euforisk fællesskab, af en sært berusende uovervindelighedsfølelse. Som når man bare ikke er det mindste i tvivl om, at man kæmper i den gode sags tjeneste og ikke er alene om det.

Få dage senere var topmødet så overstået, Lars Løkke havde banket fortvivlet, forfjamsket og forgæves i bordet, og alverdens statsledere var vendt hjem med uforrettet sag. Fiaskoen var total, klimabevægelsen var demoraliseret og i opløsning, og skeptikerne vejrede atter morgenluft.

Ja, faktisk fik man efterfølgende det indtryk, at der var rigtig mange der åndede lettet op, da det viste sig, at politikerne ikke magtede at sætte handling bag ordene. Det var næsten, som om man tolkede det som et udtryk for, at situationen var nulstillet og problemerne ophørt med at eksistere. Man kunne med god samvittighed atter falde tilbage i de vante forbrugsmønstre, uden konstant at skulle være opmærksom på løftede pegefingre og moralprædikerne. Det var givetvis en kæmpe lettelse for mange, at hverdagen nu øjensynligt kunne fortsætte som før.

For der er næppe nogen tvivl om, at mange borgere i den vestlige verden – dengang som nu – følte sig ramt på bekvemmeligheden og livsstilen af de massive kampagner, der opfordrede til alt fra energibesparelse til omlægning af kostvaner, og at de måske snarere var drevet til klimaopbakningen af dårlig samvittighed end motiveret af lysten til at skabe et bæredygtigt samfund. Lyder det bekendt?!

Lad os nu spole 10 år frem, til i dag …

Vi er i mellemtiden blevet endnu klogere på udfordringens omfang, vi har identificeret et hav af nye løsninger og vi har udviklet talrige nye virkemidler. Vi har atter fundet gejsten og troen på at det nytter. Klimaet er blevet ét af valgkampens hedeste temaer, både herhjemme og i EU, og sagen nyder enorm bevågenhed og folkelig opbakning.

Men vi har ikke fået mere tid! Tværtimod! Vi kan ikke tillade os at gentage mønstret fra 2009. Der er ikke tid til at falde tilbage i apati, når valget er overstået og politikerne pludselig slækker på ambitionsniveauet. Uanset udfaldet må vi love hinanden, at vi fastholder troen på den grønne omstilling og fastholder kravet til politikerne om at skabe betingelserne for en realisering af den. Hvis vi skal løse klimaudfordringen, så forudsætter det, at vi som individer bliver ved at tro på fremtiden – også når systemet og magthaverne svigter.

Derfor får vi også hele tiden at vide, at det er vigtigt, at fortællingen om klimaforandringerne bliver en konstruktiv fortælling med en happy ending. Vi må for alt i Verden ikke male fanden på væggen og pacificere hinanden med dommedagsscenarier. Vi skal være løsningsorienterede, og vi skal fremstille udfordringerne positivt og tale til optimisten i os alle. Fremtiden er lys og lovende og alting nok skal bestå. Om ikke uforandret, så dog …

Ok, lad os da så for et øjeblik forsøge med en pragmatisk og faktuel tilgang til den store, diffuse trussel. Det gælder i mange af livets forhold, at overblik og perspektiv eliminerer frygt og skaber indsigt og forståelse. Ser vi således på sagens kerne, CO2 indholdet i atmosfæren, får vi at vide, at det i dag ligger på godt og vel 400 PPM (PPM er en måleenhed, der angiver mængden af CO2-molekyler i forhold til luftmolekyler i atmosfæren). Godt så, vil mange sige, og... ?! Oplysningen skaber først mening for os når vi samtidig får at vide, at det samme tal, ved industrialiseringens begyndelse, var ca. 280 PPM! Altså en næsten 50 % forøgelse af CO2-indholdet i atmosfæren på mindre end halvandet hundrede år. Fuldstændigt og umiskendeligt sammenfaldende med menneskets afbrænding af fossile brændsler i øvrigt.

Se, så forstår vi, at problemet er reelt, at det er menneskeskabt, og at det pinedød skal løses.

Den fossile æra som vi kalder den, er altså, i et historisk perspektiv, intet andet end et blink med øjet; et tilbageholdt åndedræt, hvorunder menneskeheden risikerer at sætte det hele over styr, fordi vi i fejlslagen iver efter det vi traditionelt forbinder med det gode liv, er uvillige til at tage det næste nødvendige skridt ind i en ny tidsalder. Ind i en fossilfri æra, om man vil, der rummer store udfordringer, bevares, men også store muligheder og løftet om en bæredygtig fremtid for alt liv på Jorden.

Og apropos livet på Jorden, så er der jo en nøje sammenhæng mellem klimakrisen og biodiversitetskrisen. Klimaforandringerne vil få afgørende betydning ikke blot for den menneskelige civilisation, men også for naturen og det øvrige liv på Jorden. Den biologiske mangfoldighed er allerede i dag presset globalt af manglen på plads, som følge af menneskelig arealanvendelse og -overudnyttelse. Når temperaturen stiger, vil de uundgåelige folkevandringer fortrænge naturen yderligere. Klimabælternes gradvise geografiske forskydning vil tvinge de højmobile dyrearter på flugt til en perspektivløs eksistens på kanten af kontinenterne, mens de lavmobile arter vil indhentes af skæbnen og uddø.

Derfor bør håndteringen af den menneskeskabte, globale opvarmning også rumme nogle eksistentielle overvejelser. Vi bør ikke blot forholde os til hvordan, men i høj grad også til hvorfor? Forsøger vi bare at redde vores egen røv, eller handler vore bestræbelser om at restaurere en grundlæggende balance mellem den menneskelige civilisation og dens eksistensgrundlag, således at også naturen kommer helskindet igennem? Vælger vi en inkluderende helhedsløsning, motiveret af barmhjertighed og ønsket om at bevare økosystemerne og naturens rigdom for eftertiden? Eller vælger vi den selviske overlevelsesstrategi, der bare handler om at opretholde det menneskeskabte samfund, uafhængigt af verden omkring os? Udfaldet af disse overvejelser kan vise sig afgørende for, om vi forstår at udnytte de åbenlyse synergier, der findes mellem klimasikring og naturbeskyttelse. Og det kan få markant indflydelse på hvilken slags verden vi skal eksistere i, i fremtiden.

FN har som bekendt formuleret en række nye verdensmål, som bl.a. sigter mod bekæmpelse af klimaforandringer og biodiversitetsforringelser. De skal afløse de hidtidige Millennium-mål, der handlede om at udrydde fattigdom og skabe gode livsbetingelser for mennesker på hele Jorden. Det gik relativt godt med at nå disse. Det falder os forholdsvist naturligt at modarbejde verdens fattigdom, fordi det harmonerer med samfundets stadige stræben efter velfærd og økonomisk vækst, og ultimativt vores instinktive kamp for overlevelse. Det synes derimod straks sværere at bekæmpe klimaforandringerne, fordi det er mere ukonkret, fordrer mådehold og fordi det strider imod vores natur at begrænse os.

Men heri ligger et kæmpeparadoks, idet netop vores overlevelsesinstinkt burde vækkes noget så eftertrykkeligt af klimatruslen og eliminere enhver skepsis og handlingslammelse, i stålsat iver efter at komme i gang med fremtidssikringen af vores eksistensgrundlag.

Jeg ved ærligt talt ikke, om vi nogensinde bliver klogere og om vi bliver i stand til, at reagere på abstrakte og uhåndgribelige klimafænomener med samme sympati og effektivitet som den, hvormed vi forholder os til de mange katastroferamte racefæller, der bliver de stadigt hyppigere ofre for selvsamme klimaforandringer.

Men hvis nogen bliver i stand til det, så er det måske de unge.

Netop nu, mens vi står her i Aarhus, taler Gretha Thunberg foran en tusindtallig forsamling i København, som hun har gjort det foran det engelske parlament, i EU og i FN. Og lur mig, om ikke hendes publikum vil vise sig bemærkelsesværdigt ungt. Og i går flokkedes ligeledes de unge i klimastrejke foran Rådhuset og en masse andre steder i landet – ja, i hele Verden. De unge rykker massivt på klimadagsordenen og er ikke bange for at bebrejde de ældre generationer deres tøven og rådvildhed. De rusker os alle sammen ud af dvalen og giver os en ordentlig opsang, fordi vi ikke udretter tilstrækkeligt, selv om vi godt ved at jorden brænder under vores fødder.

Jeg talte forleden med en meget engageret teenager. Hun var oplyst og stærkt indigneret over systemets træghed, og hun havde ikke meget tilovers for de voksnes forbeholdne argumenter om de mange vanskeligheder forbundet med den grønne omstilling. For hende og hendes aldersfæller synes det hele meget enkelt og ligetil - og fuldstændig indlysende nødvendigt!

I lyset af min egen erfaring med de seneste par årtiers udvikling – eller mangel på samme – bad jeg hende indtrængende om at være tålmodig og vedholdende, såfremt hun ikke sporede øjeblikkelige resultater. Hvorpå hun replicerede noget i retning af: men vi har jo for fanden travlt!

Og hun har jo ret. Hvis de unge bliver alt for tålmodige, så risikerer de sgu bare at blive ældre inden der sker noget, og så er vi måske lige vidt?! Måske knytter håbet sig til den til enhver tid unge generation, som endnu ikke er blevet desillusionerede og korrumperet af tilværelsens materielle faldgruber. Måske er det virkelig selve det at være ung og endnu have hovedparten af sit liv foran sig, der gør forskellen og motiverer til handling, snarere end blot det at tilhøre endnu en ny generation med en øget erkendelse af situationens alvor? Men i så fald er det virkelig afgørende at vi, de ældre, tager de unge alvorligt og handler på deres anmodninger. Hvis de unge udgør den ideologiske drivkraft i den store omstilling og de ældre sidder på de lovgivningsmæssige værktøjer til den praktiske realisering, så er det selvsagt bydende nødvendigt at vi samarbejder på tværs af generationer. Med andre ord, må de unges massemobilisering aldrig blive en belejlig undskyldning for os andre til at fralægge os ansvaret og læne os tilbage med god samvittighed. De unge har brug for os, for at lykkes med deres forehavende, også selv om de måtte mene at vi har spillet fallit og forrådt dem. Klimaforandringerne og den grønne omstilling fordrer en fælles indsats, hvor alle bidrager og stiler mod det samme mål: en uafhængighed af fossile brændsler og etableringen af et bæredygtigt samfund i harmoni med naturen.

Historien bekræfter overfor os, hvad de fleste af os nok i virkeligheden godt ved, nemlig at problemet med den globale opvarmning og omstillingen til et bæredygtigt samfund kun i et vist omfang er en politisk opgave. Bevares, det er politikernes opgave at skabe nogle gunstige rammebetingelser og forsyne os med redskaber og incitamenter. Og hvis de undlader dette, eller fejler i forsøget, er det vores opgave som vælgere at blive ved at erstatte politikerne, indtil det lykkes. Men i sidste ende er klimaproblematikken et almenmenneskeligt, moralsk og etisk anliggende, som vi ikke som individer kan distancere os fra og blot overlade til andre at løse.

Så mens vi i dag og frem mod valget råber politikerne op, må vi ikke glemme at se indad. Hvis politikerne skal stå til regnskab for den nye generation af vælgere, så skal forældrene til gengæld stå til regnskab for deres børn. Og bedsteforældrene for deres børnebørn. Hvis vi forlanger at vore ledere udviser handlekraft, må vi selv være indstillet på at følge deres anvisninger. Hvis vi vil have at andre handler, må vi også selv handle.  

Og lad os så i øvrigt huske at anlægge den tværpolitiske indgangsvinkel. Her drejer det sig ikke om at støve de gamle, socialistiske paroler af og samles under røde faner i en ensidig fordømmelse af kapitalismen, eller om en liberal kampagne for uendelig vækst og imod en solidarisk omfordeling. Her handler det om noget meget mere fundamentalt og indiskutabelt vigtigt: En forståelse af, at vi nok har vundet en næsten grænseløs, individuel frihed, men at det er en frihed under ansvar. Ansvar overfor hinanden og vore efterfølgere, samt overfor den planet vi bebor. Et ansvar, som vi hidtil ikke har levet op til, men som vi nu og i de kommende år har muligheden for at påtage os. Lad os sammen avancere fra såkaldt sympatiserende tilskuere, til aktive deltagere, ud fra devisen, at tingene giver størst mening og tilfredsstillelse når vi selv deltager og er med til at påvirke resultatet.

Imødegåelse af den globale opvarmning er en altomfattende, omkalfatrende øvelse som kræver alle ressourcer mobiliseret og anvendt. I situationer som denne er der kun tilbage, at sætte sin lid til menneskets ukuelige vilje og evne til at gennemføre et forehavende imod alle odds. Hvad er det man plejer at fremhæve som eksempel på det umuliges kunst? Pyramiderne, månelandingen?

Med håndteringen af klimakrisen har vi muligheden for at trumfe alle menneskehedens tidligere landvindinger ved at revolutionere vores måde at eksistere på, indbyrdes og i forhold til klodens øvrige levende skabninger. Og vi opnår samtidig tilfredsstillelsen ved at gøre det i fællesskab. Hvilket monumentalt eftermæle ville det ikke udgøre for vor tids politikere? Og hvilket udgangspunkt for en ny og bedre verden ville det ikke være for os alle sammen?

Tilbage i 2009 hørte jeg under COP 15 Al Gore citere et afrikansk ordsprog, der lød således: Hvis du skal gå hurtigt, gå alene – hvis du skal gå langt, så gå sammen.

I dag vil vi gå sammen, men vi vil også sætte det lange ben foran – fordi vi har lang vej foran os, og det haster med at nå frem.

TAK FOR ORDET, OG RIGTIG GO’ KLIMAMARCH!