Giber Å genslynges ved Vilhelmsborg
Søen ved Vilhelmsborg nedlægges og Giber Å’s naturligt slyngede løb genskabes igennem det kuperede landskab.Af Sebastian Jonshøj, formand i DN Aarhus
På byrådsmødet d. 9. november, valgte byrådet at imødekomme indstillingen fra Teknisk Udvalg, og besluttede at søen ved Vilhelmsborg skal nedlægges, og Giber Å’s naturligt slyngede løb genskabes igennem det kuperede landskab. Man har således valgt at realisere nr. 2 af de 3 skitserede løsningsscenarier, efter at et uvejr for godt et år siden ødelagde dæmningen, der igennem et godt århundrede har opstemmet søen. Dæmningen - hvorpå Hovvejen krydser ådalen - repareres og bevares som et kulturhistorisk minde og en fortsat vejforbindelse, mens søen tømmes og der skabes en underføring af det genslyngede åforløb med et betragteligt fald.
I DN Aarhus havde vi i vores høringssvar - i lighed med en række andre interessenter - peget på den mere konsekvente løsning, der indebar en fuldstændig fjernelse af dæmning og vej. Men alt i alt er vi godt tilfredse med udfaldet, og forudser nu med spændt forventning gennemførelsen af anlægsarbejdet og dermed realiseringen af et visionært naturgenopretningsprojekt, der vil føje nye dimensioner til de allerede eksisterende natur- og rekreative værdier syd for Aarhus.
Læs DN Aarhus’ høringssvar her, samt alle sagens dokumenter på kommunens hjemmeside.