Giv plads til det grønne i betonjunglen

Af Sebastian Jonshøj, formand i Danmarks Naturfredningsforening i Aarhus

Mennesket flytter i stigende grad fra landet og bosætter sig i bysamfund. Det er en global tendens som kendetegner den moderne civilisationsudvikling og som har pågået i adskillige årtier, men med stadigt større intensitet. Bevares, der er dem der rykker den modsatte vej, enten som en bevidst modreaktion eller fordi stigende boligpriser tvinger dem bort fra storbyen, men det er et relativt fåtal. Det er en kompleks dynamik som kan anskues fra talrige vinkler og som rummer både fordele og ulempe, afhængigt af perspektivet.

Ser man således på den globale befolkningstilvækst hersker der næppe nogen tvivl om, at den urbane bosætningsstrategi ud fra en helhedsbetragtning er den mest skånsomme overfor menneskehedens eksistensgrundlag. Kun ved at bosætte os i fysiske fællesskaber kan vi håndtere konsekvenserne af snart 10 mia. individers uforholdsmæssige belastning af naturen og påvirkning af miljøet. Kun ved at samles i byer kan vi tilrettelægge den nødvendige infrastruktur for energi, forsyning, produktion, transport, affald og spildevand på en måde, så det forbliver rationelt, miljømæssigt forsvarligt og økonomisk overkommeligt. Og kun således kan vi spare på pladsen og efterlade en smule til andre arter.

Men forudsætningen for at denne demografiske bevægelse ikke blot bliver en praktisk foranstaltning uden livskvalitet for de mennesker som bosætter sig i byen, er at vi bevarer naturen i vores tilværelse. Vi skal opretholde og dyrke den mentale og fysiske forbindelse til vores oprindelse, repræsenteret ved det grønne, det vilde og det ikke-planlagte. Og det er vi paradoksalt nok nødt til at gøre ved omhyggelig planlægning.

Indtil for ganske nylig har Aarhus Kommune haft Temaplan for arealer til alle boligtyper i offentlig høring. Den udpeger forslag til arealer, hvor der kan bygges nye énfamiliehuse og den fokuserer på en lang række områder i nogle af de tilbageværende, ubebyggede pletter mellem Aarhus by og de omkringliggende forstæder og landsbysamfund. Med andre ord udgør den et supplement til den igangværende fortætning af midtbyen, og begrundes bl.a. med ønsket om at holde på de aarhusianske børnefamilier, der gerne vil have deres egen matrikel, men angiveligt ikke har muligheden blandt den eksisterende boligmasse.

At dømme ud fra de mere end 600 indkomne høringssvar samt de henvendelser som Danmarks Naturfredningsforening (DN) har modtaget fra frustrerede og fortvivlede borgere, er man imidlertid ikke lykkedes særlig godt med denne udpegning. Og det bidrager sammen med lignende utilfredshed omkring Årslev Fælled, Aarhus Ø, Kongelunden og andre aktuelle prestigeprojekter til billedet af en manglende grøn tråd i byudviklingen. Borgerne føler sig hægtet af og sat udenfor indflydelse, og naturen bliver stadig mere fragmenteret, isoleret og forarmet. Det grønne er det, der i bedste fald bliver til overs, når alle andre interesser er tilgodeset.

I DN anerkender vi, at der ligger en stor, politisk udfordring i at imødekomme de mange tilflyttere og at udvikle og fremtidssikre et attraktivt Aarhus. Derfor har vi også hidtil tilkendegivet en om end kritisk opbakning til fortætningspolitikken, ligesom vi grundlæggende accepterer at byen fortsat må inddrage nye arealer for at kunne gro. Men på samme måde som hele vækstpræmissen ikke bør stå uantastet, er det heller ikke ligegyldigt, hvilke arealer der inddrages og hvordan. Udfordringen løses ikke ved at lade udviklingen ske på bekostning af den eksisterende natur og byens nuværende indbyggere, eller ved at skabe løsninger, der heller ikke for tilflytterne rummer de efterspurgte kvaliteter. Talrige undersøgelser, rapporter og borgerudsagn dokumenterer, at naturen og det grønne er afgørende for menneskers trivsel, også i byen. Og politikere over hele linjen har for længst erklæret sig enige og tilkendegivet, at man finder det vigtigt, både for biodiversitet og for befolkningens rekreative behov og mentale sundhed.

Alligevel er det som om, at arealplanlægning og byudvikling i Aarhus alt for ofte overlades til enten tilfældigheder eller til højestbydende, hvorved naturen reduceres til noget sekundært og potentialet forbliver uforløst. Hvor er den overordnede, visionære planlægning, hvormed byen avancerer fra funktionelt værested til inspirerende levested? Og hvis denne planlægning vitterlig finder sted, hvor er så den konsekvente realisering, der sørger for at virkeligheden lever op til intentionen og de grønne løfter? Den synes ofte at fortabe sig i uigennemskuelige studehandler og snævre politiske agendaer, og beror snarere på, hvem der lægger jord til, fremfor som et led i en overordnet planlægning, der tilgodeser flertallet og beskytter og integrerer naturen, hvor den findes – eller kunne findes. Det er i sig selv problematisk fordi det foregriber – eller undergraver – en overordnet planlægning, men nok så meget fordi det medfører, at man formentlig i mange tilfælde undlader at vurdere alternative placeringer for et givent projekt eller udviklingsområde. Med andre ord er det penge og tilfældigheder som bliver afgørende for udviklingen, snarere end den gennemtænkte vision om det gode liv i den grønne by.

Det er simpelthen bydende nødvendig at finde en ordentlig balance mellem på den ene side den langsigtede, politiske planlægning og på den anden side de attraktive – og, medgivet, befordrende – finansieringsmuligheder, der opstår når entreprenante boligspekulanter spiller nye projekter på banen – og får frit lejde. Trods stigende evidens for gevinsten ved en prioritering af det grønne i byudviklingen, regnes naturen stadig for unyttig og urentabel når kvadratmeterprisen fastsættes og fortjenesten skal opgøres.

Det er imidlertid min klare fornemmelse, at vore byrådspolitikere gennem de seneste fire år har både lyttet og lært. Inderst inde ved de godt, at såvel biodiversitetskrise som moderne borgervelfærd skal adresseres med grøn og gennemtænkt planlægning og ikke med spontane hovsaløsninger, styret af tvivlsomme profithensyn. Og jeg ved, at der i kommunens embedsværk sidder masser af dygtige fagmedarbejdere som er i stand til at skabe det plan- og beslutningsgrundlag, som kan gøre Aarhus til en endnu bedre by og et endnu bedre sted at leve. Nu mangler vi bare at se erkendelsen udmøntet en langsigtet, strategisk planlægning og prioritering af naturens rolle i byudviklingen, og i en politisk vilje til at forpligte sig.

Lad os i fællesskab tegne fremtidens Aarhus, så alle føler sig inddraget og kan tage ejerskab til udviklingen af den by som vi holder af. De der ikke ønsker forandring bør nok vænne sig til tanken, mens de der ønsker at forandre må gøre det i respekt for det bestående og med øje for de større sammenhænge, helheder og grønne behov. Med salamimetoden risikerer man at tage så mange skiver, at man først for sent erkender at pølseenden er nået.

Og apropos skiver. Det er nu engang Danmarks Naturfredningsforening beskåret, at italesætte nogle af de negative konsekvenser af den moderne samfundsudvikling. Vi gør det ikke fordi vi som sådan er imod fremskridt, eller ønsker at sætte udviklingen i stå, men alene fordi vi mener, at den bør foregå med udgangspunkt i og respekt for naturens bæreevne – og desværre alt for sjældent gør netop det. Man siger, at forandring fryder. Men overstiger forandringens forårsagede forringelser dens forbedringer, er det hverken bæredygtigt, klogt eller i sidste ende ønskeligt for nogen.

Indlægget er bragt som kronik i JP Aarhus d. 10.09-2021