Havsamarbejdet foreslår forbud mod råstofindvinding i kystnære havområder i Østjylland
Oprindeligt initieret af DN Aarhus, har et øget fokus på råstofindvinding i de østjyske kystvande nu ført til en skriftlig henvendelse til Miljøministeren m.fl., med en opfordring til at indføre et forbud mod kystnær indvinding af sand og grus fra havbunden.Foto: Sebastian Jonshøj
Det kommer ofte som en overraskelse for de fleste danskere, at de grusgrave som vi kender fra landjorden - som åbne ar i landskabet - har deres sidestykke under overfladen til havs. I store dele af de indre danske farvande udvindes således hvert år tusinder tons havbundsmateriale til anvendelse i byggeri af veje, havneudvidelser og andre store anlægsprojekter.
Og mens udtjente råstofgrave på land efterfølgende kan blive til eksklusive, næringsfattige naturområder med levesteder for sjældne arter, så efterlades en udgravet havbund som døde kratere med udbredt iltsvind og livløs mudderbund med mangel på strukturel variation.
Derfor er det sidste udkald, hvis vi vil bevare de værdifulde grusbanker, der udgør vigtige levesteder og gydepladser for talrige fiskearter og andre marine organismer. Med det konkrete udspil, opfordrer parterne i Havsamarbejdet til at man undlader at forny de indvindingstilladelser til en lang række råstoflokaliteter i de østjyske farvande, som netop er udløbet med 2025. Og nok så vigtigt, at man udlægger en zone på 3 sømil ud fra kysten, indenfor hvilken der bør være permanent forbud mod indvinding af råstoffer.
Det er DN's og Havsamarbejdets håb, at ministeren vil være lydhør overfor de østjyske ønsker og revidere udpegningerne i Havplanen. Desuden bør regeringen snarest muligt levere på løfterne om at lave en national Råstofstrategi, som forholder sig til de store konsekvenser som råstofindvinding har for natur og miljø, og som planlægger for en fremtidssikret og bæredygtig forvaltning af ressourcerne.
Slutteligt bør det nævnes, at de syv involverede kommuner for få uger siden vedtog en strategi for Havsamarbejdet og samtidig besluttede at forlænge initiativet, foreløbigt til og med 2030. Det vidner om en fortsat stærk politisk vilje til at skabe bedre forhold for havnatur og -miljø i Aarhusbugten og de øvrige kystnære farvande i Østjylland.
Og det giver DN en fortsat god mulighed for at søge indflydelse på løsningerne og være med til at skabe fremdrift i processen. Med vores placering i Blåt Råd og vores samarbejde omkring konkrete naturgenopretningsprojekter arbejder vi for at vende årtiers tilbagegang for tilstanden i Aarhus Bugt.
Læs mere på Havsamarbejdets hjemmeside, og se henvendelsen til Regeringen.