Kommunalvalget står for døren; stem grønt!
Det Omvendte Vælgermøde blev en stor succes og viste, at det grønne stadig fylder i vælgernes bevidsthed. Se eller gense debatten ved at streame optagelsen via linket nederst på sidenFoto: Rikke Egholm Skaarup
Én ting var, at det lykkedes at samle op imod 200 mennesker til et 3 timer langt vælgermøde i Rådhushallen. Men at vi kunne gøre det under et entydigt grønt tema med fokus på klima, natur og miljø var alligevel stærkt opmuntrende og et håndfast bevis på, at den grønne dagsorden stadig optager både borgere og politikere i Aarhus.
Under veloplagt og kyndig styring af moderator Jeppe Spure, blev der fra starten etableret en god og konstruktiv atmosfære med plads til forskellige holdninger. Repræsentanter for arrangørerne udfordrede et talstærkt panel af kandidater på såvel konkrete sager, som på mere overordnede problemstillinger. Der blev talt om vindmøller på havnen og om græssende dyr i den kommunale natur. Man kom omkring geotermi, biomasse og CCS, og der blev diskuteret mobilitet og alverdens transportformer lige fra Letbane til krydstogtskibe. Vi dykkede også ned i Aarhusbugten og snakkede om råstofindvinding og næringsstoffer, og dvælede ved byudvikling og fremtidens fødevareproduktion.
Politikerne svarede beredvilligt på de konkrete spørgsmål og forholdt sig reflekterende til de større linjer. Det var således interessant at konstatere, hvorledes der på tværs af det politiske spektrum - skønt måske nok mest på venstrefløjen - var udbredt interesse for og vilje til at arbejde med de grundlæggende, systemiske vilkår for den kommunale politikudvikling og forvaltning. Der blev stillet spørgsmålstegn ved vækstbegrebet og efterspurgt økonomiske modeller, som i langt højere grad sikrer en reelt bæredygtig administration og udvikling indenfor ikke blot kommunens, men også de planetære grænser.
Det var med andre ord en god aften med højt til loftet i Rådhushallen, og med politiske løfter om et vedvarende fokus på det grønne fundament, hvorpå samfundets mange andre legitime interesser hviler. I DN Aarhus vil vi gøre vores for at holde kandidaterne op på løfterne, hvis de med aarhusianernes opbakning ved valget ender med en plads i Byrådet.
Partierne var repræsenteret ved følgende KV25-kandidater:
F - Liv Gro JensenS - Peter A. LøhmannC - Oliver AbilskouV - Hans SkouÆ - Claus VildrikM - Martin RisgaardØ - Sarah JarsboÅ - Bjørn OlsenB - Metin L- Aydin
De grønne foreninger var repræsenteret ved følgende:
Danmarks Naturfredningsforening - Sebastian JonshøjBedsteforældrenes Klimaaktion - Kirsten A. PetersenKlimabevægelsen - Laura KruseMellemfolkeligt Samvirke - Jacob Lang LauersenDen Grønne Ungdomsbevægelse - Karen Krogh
Du kan streame optagelse af vælgermødet på TV Favrskov