Arrangement

KV25 - Kom til stort vælgermøde i Rådhushallen, og mød borgmesteren ved Aarhus Bugt

Kommunalvalgkampen er over os og DN Aarhus arbejder for at løfte den blå-grønne dagsorden
Aarhusbugten.
Foto: Sebastian Jonshøj
For alle dem, der interesserer sig for de lokale løsninger på de store grønne udfordringer, er kommunalvalget (KV25) en vigtig og spændende begivenhed. Det er her vi som borgere og foreninger kan søge reel indflydelse på hverdagen og stille såvel siddende som kommende politikere til ansvar for deres udsagn og gerninger - på godt og på ondt.
 
Efter en årrække med stigende folkelig og politisk bevågenhed om klimakrise og naturens tilbagegang, synes de fleste danskere i dag optaget af den sikkerhedspolitiske situation og udsigten til de mere håndgribelige trusler mod hverdag og velfærd. Og selvom både klima- og biodiversitetskrisen fortsat buldrer derudad, så tyder meget desværre på, at vælgerne - og dermed beklageligvis også politikerne - står til at nedprioritere den grønne dagsorden ved det forestående kommunalvalg.
 
I DN Aarhus insisterer vi imidlertid på at fastholde opmærksomheden på natur, miljø og klima. Og skønt vi naturligvis er partipolitisk uafhængige, søger vi indflydelse, hvor som helst det giver mening ift. vores grønne mærkesager. Derfor er vi - indtil videre - engagerede i to konkrete begivenheder frem mod valget d. 18. november. Mød endelig op og vær med!
 
Borgmesteren sætter vælgerne stævne ved bugten
Onsdag d. 29. oktober har vi taget imod en invitation fra borgmester i Aarhus, Anders Winnerskjold, til at deltage i et vælgermøde i vandkanten. 
 
Borgmesteren erklærer med dette initiativ en interesse for havmiljøet og bugtens tilstand, og det vil vi selvfølgelig trykteste i en konstruktiv dialog om de mulige løsninger på problemerne - og den politiske vilje til at gøre noget ved dem. 
 
Mød prof. Peter Grønkjær fra AU, Torben Tran Ankjærø fra Havsamarbejdet Østjylland og formand i DN Aarhus, Sebastian Jonshøj, i samtale med borgmesteren og borgerne.
 
Omvendt Vælgermøde i Rådhushallen
Torsdag d. 6. november er DN Aarhus medarrangør af et Omvendt Vælgermøde, hvor vi udfordrer det vante format og bytter om på rollerne. Politikernes sædvanlige salgs- og skåltaler erstattes med oplæg og spørgsmål fra civilsamfundet og interesseorganisationer, som beder kandidaterne forholde sig til konkrete grønne problemstillinger.

I dagens anledning har vi lånt selve Rådhushallen, i håbet om at politikerne føler sig særligt forpligtede af rammerne, til efterfølgende at leve op til deres udsagn og løfter. Kom og vær med til at udfordre vores kommende byrådsmedlemmer og sætte en grønnere dagsorden for fremtidens Aarhus.

Læs mere om Omvendt Vælgermøde  og vandkantsmøde med borgmesteren  på DN Aarhus' hjemmeside

Flere nyheder