Levende hegn skaber grønne levesteder

Lisbjerg har som bekendt fået vokseværk i de senere år. Kommuneplanlægningen sigter mod en massiv udbygning af den aarhusianske forstad, så den kan rumme en betragtelig del af storbyens forventede befolkningstilvækst i den nære fremtid.

 

Og netop planlægningen har fra begyndelsen taget udgangspunkt i den historiske landsbystruktur, ved at markere den oprindelige stjerneudskiftning i Lisbjerg med etablering af levende hegn. På den måde har man forsøgt at skabe en kulturhistorisk rekonstruktion ved hjælp af et landskabselement, som samtidig rummer et naturhistorisk potentiale og udstikker en grøn infrastruktur i det spirende bymiljø på Egådalens sydvendte nordskråning. 

 

På et kort optræder de grønne bånd som symmetriske stråler, der udgår fra kernen af det gamle Lisbjerg til periferien af udviklingsområdet mod sydvest. Og med rettidig omhu og den rette forvaltning, kan bevoksningerne reelt udgøre et netværk af grønne korridorer og naturlige ledelinjer mellem eksisterende og kommende naturområder og rekreative opholdsrum i bydelen. Læhegnene kan bidrage til at skabe den fysiske sammenhæng mellem private haver, offentlige grønne områder og omkringliggende natur, som bør kendetegne moderne byplanlægning - men alt for sjældent gør det. Og de vil helt konkret integrere den planlagte bypark Fortællingernes Park i den eksisterende geografi og potentielt gavne parkens økologiske funktionalitet.

 

De levende hegn blev plantet for knap 40 år siden, som traditionelle dyrehegn i 3 rækker med en blanding af træer og buske af tjørn, røn, hassel, mirabel, vildæble, hyld og roser og eg som stamtræ. Bevoksningen har således potentialet til at understøtte såvel en rigere biodiversitet som en smukkere og grønnere bydel. 

 

Men det forudsætter en fremtidig bevarelse af den grønne struktur, samt ikke mindst en hensigtsmæssig forvaltning, som ikke plejer bevoksningen mere end højst nødvendigt. Der bør derimod tages højde for hegnenes egenskab som levested for talrige arter af fugle, insekter, flagermus og andre små pattedyr. Bundvegetationen bør bevares og gamle træer bør til sin tid kun fældes eller beskæres, hvis de udgør en egentlig risiko for forbipasserende eller nærliggende ejendom.