Debatindlæg

Mangelfuld vindmølleundersøgelse er en ommer!

DN Aarhus deler et byrådsflertals frustration over den manglende vurdering af fordele og ulemper ved placering af et antal store vindmøller på Aarhus Havn. Med et åbent brev til byrådet har vi bidraget til et øget politisk pres på Magistraten for Teknik og Miljø.
Visualisering af vindmøller på Aarhus Havn.
Illustration; AaVML

Åbent brev til Byrådet i Aarhus

Henkogte intentioner og syltede vindmøller

Efteråret er traditionelt syltetid, og med den seneste udvikling i sagen om mulige vindmøller på Aarhus Havn, udviser Aarhus Kommune et forbløffende talent for konserveringens ædle kunst.

Som bekendt bestilte et politisk flertal i byrådet bestående af S, SF, RV, M og ALT d. 22. januar 2025 en vurdering af muligheder og udfordringer forbundet med at rejse op til seks vindmøller på Aarhus Havn, som potentielt vil kunne producere vedvarende og bæredygtig strøm til 27.000 århusianske husstande. Med andre ord, en mulighed for reelt at sætte handling bag ordene i kommunens ambitiøse klimamålsætning om CO2-neutralitet i 2030.

Skønt Magistraten for Teknik og Miljø, som fik ansvaret for at udarbejde undersøgelsen, ifølge forskrifterne skal levere indenfor tre måneder, så gik der ca. otte måneder før indstillingen forleden blev forelagt byrådet. Og i stedet for den efterspurgte undersøgelse af en række relevante forhold, lignede indstillingen mest af alt en håndfuld dårlige undskyldninger for ikke at foretage sig noget som helst.

Blandt de stærkt tvivlsomme begrundelser for de manglende vurderinger er blandt andet, at der ikke foreligger konkrete projektansøgninger som man kan tage udgangspunkt i. Det fremgår imidlertid ikke, hvorfor de to tidligere afviste projektbeskrivelser fra energiselskabet NRGi og det borgerinitierede Aarhus Vindmøllelaug for to henholdsvis fire vindmøller, ikke blev fundet anvendelige som grundlag for en nærmere undersøgelse?! Og det fremgår heller ikke, hvorfor Aarhus Havns vurdering af markedsinteressen tillægges afgørende betydning, al den stund at Aarhus Havn, som kommunalt ejet, vel i sidste ende skal bestræbe sig på at imødekomme det politiske flertals ønsker?!

Med andre ord forekommer det meget besynderligt, at man ikke med den rette vilje kan foretage en tilstrækkelig kvalificeret vurdering af potentialerne for vindmøller på havnen til at afklare, om det giver mening at arbejde videre for en realisering.

I stedet foreslår den magistratssansvarlige rådmand fra De Konservative, sammen med Venstre, at afsøge mulighederne for at erstatte de eksisterende få og små – og snart udtjente – vindmøller i kommunen med nye og større på de eksisterende lokaliteter. Umiddelbart en besnærende tanke, men i praksis nærmest umuligt på grund af øgede afstandskrav ved de større møller. Desuden forlader V og K sig på solcelleanlæg i det åbne land, skønt partierne er klar over at udviklingen er sat helt i stå og at ansøgte projekter i Aarhus Kommune er trukket tilbage i mangel på rentable forretningsmodeller.

Danmarks Naturfredningsforenings i Aarhus (DN) har gennem en årrække opmærksomt fulgt kommunens håndtering af klimaproblematikken, og har efter bedste evne bidraget konstruktivt med ideer og input. Vi har kvitteret for de visionære intentioner, men har gang på gang set fornuftige forslag blive udvandet i den politiske proces, med det resultat at andelen af vedvarende energi fortsat dækker mindre end 2 pct. af kommunens energiforbrug.

Forudsat at der stadig hersker en politisk ambition om at nå kommunens klimamål, er det således svært at forstå, hvorfor man bag facaden på rådhuset og Blixen til stadighed laver det ene krumspring og benspænd efter det andet og gang på gang forhaler de bydende nødvendige initiativer, der rent faktisk kan bringe os i mål med klimaindsatsen.

Der er bestemt ikke noget galt med syltekrukker, når det handler om at bevare og levetidsforlænge værdifulde råvarer. Men når det alene står i vejen for den grønne omstilling er det ikke længere hverken bæredygtigt eller sund fornuft.

På vegne af bestyrelsen i DN Aarhus

Sebastian Jonshøj, formand

 

Brevets indhold er desuden bragt som læserbrev i Aarhus Stiftstidende d. 8. oktober 2025

Læs mere om DN Aarhus' holdning til placering af vindmøller på Aarhus Havn. Læs desuden sagens akter på byrådets hjemmeside (pkt. 11 på dagsordenen), herunder den famøse indstilling til byrådet fra Teknik og Miljø.

Flere nyheder