Møller på Aarhus havn - et VINDue til fremtiden

Hvis vi danskere gjorde en ligeså overbevisende indsats for at fortrænge de fossile brændsler, som vi gør for at fortrænge kendsgerningerne, så ville Danmark for længst være nået i mål med den grønne omstilling.

I stedet insisterer vi på fortsat at ignorere sammenhængen mellem vores problematiske energiforsyning og de galoperende, menneskeskabte klimaforandringer, som også i Aarhus sætter sine stadigt mere tydelige spor. Eller, hvad der måske i virkeligheden er endnu værre: vi anerkender problemet, men tilsidesætter de løsninger der præsenterer sig, når de udfordrer vores bekvemmelighed eller forfængelighed.

I Danmarks Naturfredningsforening (DN) er vi stærkt optaget af den grønne omstilling, som for os betyder langt mere end blot en overgang til vedvarende energiformer. Den grønne omstilling er en samfundsforandring, et eksistentielt paradigmeskifte, som handler om en anden og klogere måde at indrette tilværelsen på, så vi ikke til stadighed overudnytter ressourcegrundlaget og påfører naturen prisen for vores fremadstormende materielle udvikling. En udvikling, som har medført et alarmerende artstab og fremkaldt den såkaldte biodiversitetskrise, der af forskere og fagfolk vurderes lige så alvorlig som klimakrisen; ikke alene for de arter af dyr og planter som mister deres levesteder med uhyggelig hast, men også for den menneskelige civilisation, hvis eksistens i sidste ende beror på naturlige, robuste og levedygtige økosystemer.

Derfor er DN også – om nogen – opmærksomme på nødvendigheden af en balanceret omstilling, som på den ene side rummer en hastig og målrettet udbygning af sol og vind, men på den anden side sikrer at det ikke sker på bekostning af uerstattelige naturværdier.

For at lykkes med den øvelse indgår vi landet over dagligt i konstruktiv dialog med forskellige interessenter, og vejer fordele og ulemper op imod hinanden for at finde den mest mindelige løsning, der så vidt muligt tilgodeser både mennesker og natur. Og nogle gange er det faktisk ikke særligt svært!

Tag nu f.eks. det udmærkede forslag om at placere vindmøller på Aarhus havn. Her har vi en placering, som umiddelbart overholder alle formelle kriterier ift. afstand og støjpåvirkning og som i overensstemmelse med DN’s egne retningslinjer har karakter af en industriel kontekst præget at tekniske anlæg.

De lovpligtige miljøvurderinger vil med stor sandsynlighed afgøre, at der ikke er konkrete naturværdier på spil, og projektforslaget rummer endda mulighed for konkrete, marine naturgenopretningstiltag. Og endelig vil den ”landskabelige” påvirkning alene være af visuel karakter; og dette sidste forhold er ikke uvæsentligt.

For er en vindmølle entydigt grim at se på, og ødelægger den nødvendigvis en given udsigt? Det er der som bekendt delte meninger om, og oftest er de subjektive og følelsesbetonede. Men objektivt betragtet vil placering af et antal vindmøller på Aarhus havn vel mest af alt være en forandring, snarere end en forringelse?

De vil i sagens natur være iøjnefaldende, ja, men næppe mere end så mange andre konstruktioner i det urbane rum, hvis formål er at understøtte byens basale funktioner. Siden der ikke er tale om uspolerede jomfruelige vidder, men om et gennemurbaniseret miljø med tæt trafik og travl aktivitet, vil snurrende møllevinger blot kunne ses som endnu et element i trængslen. Og i modsætning til rygende skorstene og store kraner vil møllerne repræsentere en grøn bevidsthed og symbolisere en dagsorden, der peger ud i fremtiden.

Når turisterne ombord på de flydende klimakatastrofer, krydstogtskibene, anløber Aarhus Havn, vil de fascineres ved synet af de knejsende vartegn på havnefronten, der med sjælden troværdighed manifesterer Danmarks udbredte, men ret beset tvivlsomme grønne omdømme.

Ja, og under besøget vil skibene sågar kunne drage på møllernes CO₂-neutrale landstrøm, der således gør rejseformen bare en anelse mindre klimabelastende og i hvert fald delvist legitimerer det aarhusianske værtskab. Og skulle man endelig – som gæst eller fastboende – begræde, at møllernes diffust aftegnede profil ganske kortvarigt vil skygge for solopgangen over Aarhusbugten, så kan man måske i stedet glæde sig over det lys de vil kaste over morgendagens samfund?

Der tales om en negativ påvirkning af byens ”skyline”. Gad vide om der dermed menes de samme højhuse, der skyder op som paddehatte på de bynære havnearealer i disse år, og som i talrige andre sammenhænge har været genstand for heftig debat blandt aarhusianerne?

I så fald er det svært at se, hvordan en række vindmøller udgør en uvelkommen kontrast til bygningernes himmelstræbende tilstedeværelse eller kompromitterer deres arkitektoniske udtryk. Tværtimod kan man vel argumentere for, at vindmøllerne vil supplere eller ligefrem komplementere det eksisterende, på samme måde som en cirkel komplementerer en firkant.

I dag dækkes mindre end 2 pct. af kommunens strømforbrug af reelt vedvarende energikilder, og de beskedne 19 eksisterende vindmøller i Aarhus Kommune står overfor en snarlig udfasning, mens hidtidige forsøg på at rejse færre men større og mere effektive møller så vidt er strandet i sagsbehandling eller opgivet pga. borgermodstand.

Lad os for en god ordens skyld lige fastslå, at havvindmøller af mange forskellige årsager ikke kan opfylde energibehovet og dermed overflødiggøre landbaserede vindmøller – og i hvert fald slet ikke indenfor den presserende tidsfrist, som klimamålene fordrer. For, lad os ikke glemme den prisværdige og bydende nødvendige målsætning om aarhusiansk CO₂-neutralitet i 2030, som nyder bred politisk opbakning og netop er blevet genbekræftet i Klimaaftalen fra sidste år.

Hvis den skal indfries skal vi først og fremmest reducere og effektivisere vores energiforbrug, men vi skal også have VE-udviklingen op i et helt andet gear end hidtil.

I den kontekst giver det rigtig god mening, at et politisk flertal for ideen om vindmøller på Aarhus havn nu har besluttet at igangsætte en grundig proces for at afklare perspektiverne og identificere udfordringerne ved projektet.

I stedet for på forhånd at afskrive ideen som håbløs, bør oppositionen på såvel rådhuset som i befolkningen indgå i en konstruktiv kvalificering af planerne, så en realisering kan blive en kollektiv samfundsgevinst. Måske vil skeptikerne ovenikøbet selv blive blandt de godt 60.000 aftagere af den grønne strøm som møllerne vil levere, eller ligefrem vælge at være blandt de forhåbentlig mange aarhusianere, som investerer i medejerskab og således profiterer i mere end én forstand?

Pointen – og den svære erkendelse for aarhusianere, som for det moderne menneske i almindelighed – er vel grundlæggende, at en bæredygtig tilværelse (også) har konsekvenser. Vindmøller kan i den forbindelse betragtes som en direkte konsekvens af vores fortsatte ønske om strøm i stikkontakten og en komfortabel tilværelse.

Der, hvor løsningen for alvor bliver bæredygtig er, når vi finder en placering, der ikke spolerer liv og levesteder for andre arter, men altovervejende påvirker det miljø, hvor vi selv lever og bor. Der, hvor vi selv er indstillet på at tage omkostningen – i særdeleshed når den primært måtte bestå i en forandret udsigt til en håndfuld vindmøller.