Arrangement

Naturens Dag på Aabrinken: NaturTjek, kokasser og sneglevæddeløb!

Se hvilken betydning køernes afgræsning af arealet har for naturen, oplev fiskehejren hvis du står helt stille, få svar på hvilke møgdyr der bor i kokasserne, og vær med når vi afgør hvilket insekt eller snegl, der bevæger sig hurtigst på væddeløbsbanen. Dagen byder på naturoplevelser for både voksne og børn, når vi sammen Tjekker Naturen og hjælper hinanden med at blive klogere på de planter og dyr, vi finder.
Foto: Erik Huigen

NATURENS DAG

Forsyn dig med NaturTjek app og NATURBASEN app eller bare din egen notesblok og stop dine plante- og insektnøgler i tasken sammen med en lup, en kikkert eller et kamera og kom med, når vi søndag d. 13. september går på opdagelse på Aabrinken.

Vi mødes ved træterrassen kl. 11.00 og sammen går vi ud på engen, hvor vi finder insekter og planter.

Kender du ikke de planter og dyr, du møder på din vej, står insekt- og plantekyndige på spring for at fortælle dig, hvad du har fundet eller at hjælpe dig med at finde svaret. Vi, der har apps i telefonerne, registrerer vores fund. Du kan selvfølgelig også bruge ”Hvad er det !?” -funktionen i NATURBASEN-appen til at få svar på hvad du har fundet.

Vi spiller naturbanko og afslutter dagen med insekt- eller sneglevæddeløb.

Undervejs bliver der rig lejlighed til at få en snak om livet som naturplejer med græssende kvæg i Aarhus C.

Naturens Dag på Aabrinken arrangeres i samarbejde mellem Aabrinken Kogræsser- og Naturplejeforening og Danmarks Naturfredningsforening Aarhus. Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforenings og Friluftsrådets mærkedag for naturoplevelser.


BEMÆRK!
Vi beder alle deltagere iagttage god Corona-etikette. Hold afstand, god håndhygiejne, host og nys i ærmet og bliv hjemme, hvis du har symptomer eller ikke føler dig rask.

Dato: 13. september 2020
Tid: Kl. 11.00-13.00
Mødested:  Følg indhegningen langs Åbrinkvej / Brabrandstien mellem Søren Frichs Vej og Tre Broer. Vi mødes ved Vega træterrassen (ved klaplågen) på Brabrandstien, i forlængelse af Åbrinkvej, 8000 Aarhus C.
Se kort (rød markering) herunder og læs på www.aako.dk.

Turguide: Biolog Michael Straarup Nielsen
Medbring (evt.): Medbring rent syltetøjsglas til dit væddeløbsdyr, sommerfuglenet, lup, kikkert, kamera, siddeunderlag, insekt- og blomsterbøger, madpakke.
Anbefalet påklædning: Gummistøvler og lange bukser.
Forberedelse: Download NaturTjek-appen (www.biodiversitet.nu/hent-app) og Naturbasen-appen (www.naturbasen.dk) - opret en profil online (!) - og husk strøm på telefonen!

Alle er velkomne.

Tilmelding ikke obligatorisk, men grundet situationen med Covid-19 opfordrer vi til, at man orienterer sig på hjemmesiden aarhus.dn.dk og evt. kontakter os på mail@aako.dk

Like, del og deltag på facebook


OBS: Hele eller dele af arrangementet foregår i folden, hvor der også går græssende kreaturer. Respekter dyrene og hold afstand. Dyrene må ikke fodres. Kontakt med dyrene på eget ansvar.

Flere nyheder