Naturens Nytårsønske

Man kan altid finde en anledning til at gøre status over naturens tilstand, skønt det oftest er en nedslående øvelse. Nytåret er imidlertid et særligt velvalgt tidspunkt af flere årsager.

Dels er der tradition for at starte på en frisk og forsøge at gøre alting lidt bedre end hidtil. Og dels giver det på sin vis mening at lukke et kapitel og skitsere en lysere fremtid, når naturen ligger i dvale og afventer en ny begyndelse, en forårsgenfødsel. Ja, et ubeskrevet bøgeblad, om man vil.

Og der er virkelig behov for alle de gode viljer og summen af nogle seriøse nytårsforsæt, hvis håbet skal forblive lysegrønt. Status er nemlig, at over hele Verden er naturen i tilbagegang og biodiversiteten i frit fald. Den levende mangfoldighed af plante- og dyrearter, som vi deler planeten med og som på flere måder end vi kan overskue og gennemskue er forudsætningen for vores egen eksistens, er reduceret til rammen om den menneskelige tilværelse. Og rammen er uhyggeligt tæt på at sprænges.

Således er en fjerdedel af Verdens arter truet af udryddelse. Vægten af alverdens vilde pattedyr, lige fra den mindste mus til den største blåhval, udgør blot 4 pct. af alle Jordens pattedyr, mens mennesket og dets produktionsdyr udgør de resterende 96 pct. Og herhjemme viser seneste indberetning til EU, at 95 pct. af naturtyperne er i ugunstig tilstand og mere end halvdelen af arterne i tilbagegang.

Der er kort sagt tale om en regulær biodiversitetskrise, forårsaget af akut pladsmangel. Mangel på plads, hvor naturen kan være natur i sin egen ret, uden at være underlagt menneskelige produktionsinteresser, nyttehensyn eller bare almindelig forfængelighed og kontrolmani. Plads, hvor skoven kan vokse vildt, hvor vandet kan løbe frit og hvor dyrene kan færdes året rundt og præge landskabet. Og plads til en stadig dynamisk udvikling, hvor den kontinuerlige forandring af landskabet, som opstår naturligt i samspillet mellem arter er lig med mangfoldighed og nye muligheder for liv, og ikke med den decimering og forarmelse, som følger af vores nuværende arealanvendelse. Og jo, det lyder som en sang vi har lyttet til i årevis, men for hvert år bliver den adskillige vers længere og melodien stadig mere vemodig.

Det opløftende er imidlertid, at der hersker videnskabelig konsensus og stigende politisk erkendelse af problemet, såvel globalt som nationalt. Man har i både FN og EU besluttet, at der skal tilvejebringes mere plads til natur, og sat et mål om at 30 pct. af planeten til lands og til vands skal forvaltes med henblik på biodiversitetsbeskyttelse.

Det er en afgørende vigtig men også monumental udfordring, som rummer dels en lavpraktisk arealplanlægningsøvelse, men nok så meget en kollektiv erkendelsesproces, der involverer os alle sammen; forudsætningen for at finde plads til naturen i geografien, må nødvendigvis være at vi skaber plads til naturen i vores bevidsthed. Det fordrer en grundlæggende forståelse og accept af biodiversitet som et specifikt, legitimt og jævnbyrdigt mål for arealanvendelse, som på linje med andre interesser skal kunne udløse dedikeret arealreservation og om nødvendigt prioritering over andre formål.

Det skal med andre ord anerkendes, at der med reel og målrettet biodiversitetsbeskyttelse er en ”ny” og ligeværdig aktør på banen, som ikke bare skal tilgodeses med det tiloversblevne, når alt andet og alle andre har fået deres. Vi kan komme langt med multifunktionalitet og grønne synergier, men i sidste ende kommer vi ikke uden om også at operere med et vist mådehold og afståelse af kendte privilegier, hvis vi vil naturen og det fælles bedste. Siden der ikke findes nyt land at disponere over, må vi være parate til at afgive plads (tilbage) til naturen på nogle af de arealer vi allerede i dag har lagt beslag på.

Dét er rationalet bag Aarhus Kommunes beslutning om senest at udtage 300 ha landbrugsarealer af produktion med henblik på at omlægge dem til varig natur.

Aarhus Kommunes samlede areal er på ca. 47.000 ha eller 470 km2, og i kommunens formulerede Naturpolitik fra 2020, Et Grønnere Aarhus, fremgår målet om at man i 2030 skal have 12.000 ha natur fordelt på 8.000 ha skov og 4.000 ha lysåben natur. Så vidt vides, er der for indeværende realiseret ca. 8.500 ha fordelt på knapt 3.000 ha lysåben natur og godt 5.000 ha skov. Skulle det lykkes at nå målsætningen, vil ”naturen” altså udgøre ca. en fjerdedel af kommunens totale areal. I betragtning af at Aarhus er en udpræget storbykommune med en stadig befolkningstilvækst, vil det egentlig være ganske bemærkelsesværdigt og formentlig det bedste man kan håbe på. Og hvis man derudover med rimelighed forudsætter, at Aarhus som netop storbykommune samtidig arbejder aktivt for at fremme og understøtte bynatur og biodiversitet i det urbane rum, ja, så vil man faktisk være snublende nær en lokal indfrielse af de visionære, globale arealmål for naturbeskyttelse. Det skulle man i hvert fald tro.

Det forudsætter imidlertid, at det afsatte areal så rent faktisk effektivt beskyttes og forvaltes for biodiversitet, hvilket på ingen måde er givet med den traditionelle danske naturbeskyttelseslovgivning og forvaltningspraksis, der tillader – og ofte prioriterer – talrige andre interesser og hensyn på arealerne. Der er derfor behov for at vi med udgangspunkt i de udmærkede målsætninger skærper definitionen og vores fælles forståelse af, hvordan en fjerdedel af kommunens areal afsat som ”natur” rent faktisk kan bidrage til at indfri ambitionen om at standse tilbagegangen og fremme biodiversiteten.

Er vi indstillede på at det betyder ophør af kommerciel tømmerproduktion i skoven, erstattet af aktiv veteranisering af enkelte bevoksninger og træer, for med overlæg at svække dem og gøre dem til velegnede levesteder for andre arter? Kan vi leve med ”rodet”, der følger af døde træer og grene i skovbunden? Kan vi acceptere mere vand i landskabets lavninger, også der, hvor vi er vant til at færdes i løb eller på cykel? Kan vi nedbryde de unaturligt skarpe overgange mellem naturtyper – og måske ikke mindst forestillingen om dem som naturlige – og i stedet etablere en bølgende foranderlig mosaikstruktur af vekslende landskaber med et langt mere mangfoldigt naturindhold? Og kan vi sidst men ikke mindst acceptere flere helårsgræssende dyr og lære at omgås dem uden angst men med omtanke og respekt for deres vigtige og naturlige økologiske funktioner?

Er vi med andre ord i stand til at trække os lidt tilbage, dele pladsen og lade naturen være mere selvforvaltende, uden hele tiden at skulle intervenere for at opnå et snævert, forudbestemt resultat? Hvis vi er indstillede på at leve med disse ”benspænd”, som indebærer forandringer og kræver tilpasninger af vores hidtidige aktiviteter, så er der en reel chance for at de fine målsætninger i kommunens grønne vision kan blive andet og mere end bare ”papirnatur” og flere forliste håb.

Alle vi, der beskæftiger os med naturbevarelse og -genopretning er vant til at klynge os til et halmstrå. Ikke fordi halmstrået i sig selv repræsenterer den trængte biodiversitet og behøver beskyttelse, tværtimod, men fordi det i et kulturlandskab som det danske ofte er alt vi har at gribe i. Efter årevis med uindfriede politiske løfter og stadig tilbagegang, er der noget sælsomt ironisk men også smukt i, at netop halmstrået kan blive begyndelsen på fremgang for en rigere natur i Aarhus Kommune. Hvis vi stædigt klynger os og griber det rigtigt an.

Ovenstående er bragt som kronik i JP Aarhus d. 16. januar 2024