Nyhed

Naturpleje og sommerfuglehjælp i Lisbjerg Skov

På en regnvåd oktoberdag mødtes et lille arbejdssjak til en aktiv formiddag i naturens tjeneste.
Naturpleje i Lisbjerg Skov.
Foto: Sebastian Jonshøj.
Af Sebastian Jonshøj, formand i DN Aarhus

Der er måske ikke mange der ved det, men de lysåbne græsningsarealer i Lisbjerg Skov er faktisk blandt kommunens bedste sommerfugle-lokaliteter. Her flakser blåfugl, guldhale, okkergul pletvinge og adskillige andre arter talrigt rundt i sommerhalvåret og suger nektar fra de mange blomstrende urter.

Men langs skovbrynet trænger opvækst af bævreasp og andre vedplanter sig til stadighed på, og truer med at indtage arealerne og bortskygge den rige urteflora. Forvaltningen af arealerne med nogle få forhåndenværende heste har været noget tilfældig og inkonsekvent, og dyrene har ikke formået at holde træerne nede.

Derfor indgik DN Aarhus en spontan aftale med Aarhus Kommune om at give en frivillig hånd med at fjerne noget af den endnu spæde opvækst og sikre vækstbetingelserne for de kommende års blomsterflor på overdrevet. Udstyret med ørnenæb og le rystede vores lille naturpleje-enhed corona-passiviteten af sig og tilbragte en aktiv formiddag i skoven, med udsigt til flammende efterårsfarver - og til ømme muskler. Næste år flyver sommerfuglene forhåbentlig atter i Lisbjerg Skov.


Flere nyheder