Ny miljøbog: ”Fisk kan ikke tale - en fiskers kamp mod Cheminovas forurening”

Af Elsebeth Hansen, suppleant i DN Aarhus

Fiskeren Aage Hansen kæmpede en ensom kamp i mange år mod den giftforurening, der spredte sig fra Cheminovas fabriksanlæg på hans barndomsegn, Harboøre Tange. Fabrikken var flyttet dertil fra Måløv på Sjælland i 1953. Cheminovas stifter, Gunnar Andreasen, efterlod et syndigt svineri derovre. Men i Vestjylland var der plads - også til at forurene, så fisk og fugle døde af det. Gunnar Andreasen forærede smart nok fabrikken til Aarhus Universitet i 1944. Men det hjalp ikke på forureningen fra giftstofprodukionen. 

I sommer udkom bogen "Fisk kan ikke tale - En fiskers kamp mod Cheminovas forurening", der handler om den tragiske historie, der først begyndte at vende, efter at den unge biologistuderende Flemming Højgaard Madsen i 1979 tog initiativ til dannelsen af Cheminova-gruppen på Aarhus Universitet. Nu er han den ene af to forfattere til bogen, der gør regnskabet op.

DN Aarhus har inviteret Flemming Højgaard Madsen til at komme og fortælle om mange års kamp, om universitetets rolle, og om hvordan situationen er nu, midt i et fredet Ramsarkonventionsområde, da universitetet har solgt fabrikken til det amerikanske firma FMC. Ildevarslende ser det ud, for havet kommer stadigt tættere på giften i depotet ved Høfde 42.

Læs Flemming Højgaard Madsens oplæg til foredraget nedenfor.

Af Flemming H. Madsen forfatter og fordragsholder "Fisk kan ikke tale - en fiskers kamp mod Cheminovas forurening"

Hvis din hjemegn forpestes af giftige kemikalier, og fugle, planter samt fiske dør omkring dig, og de lokale myndigheder ikke er til at råbe op, hvad vil du så gøre?

En kemiker ved navn Gerhard Schrader, var ansat i en sammenslutning af store tyske kemiske virksomheder, I.G. Farben. Han fremstillede nye nervegifte før og under 2. verdenskrig. Nervegiftene blev i første omgang udviklet til at slå mennesker ihjel, men i sidste halvdel af krigen til også at slå insekter ihjel. To af hans krigsgasser blev kendt under navnene Tabun og Sarin, og regnes i dag for masseødelæggelsesvåben i lighed med atombomben. Af insektgiftene er især Bladan of Parathion kendt. I ovennævnte bog er historien om disse nervegifte for første gang blevet beskrevet på dansk.

I England og USA blev der under 2. verdenskrig forsket i de såkaldte plantehormoner (phenoxysyrer), der skulle slå fjendens markafgrøder ihjel, så fjenden døde af sult, og de skulle afløve skove, så fjenden ikke kunne skjule sig der (kendt fra Vietnam-krigen i 1960’erne).

Først efter 2. verdenskrigs afslutning slap oplysningerne om alle stofferne ud, og Cheminovas stifter, Gunnar Andreasen, kørte til De Allieredes hovedkvarter i Frankfurt am Main på en motorcykel og købte to sidetasker fulde af de såkaldte CIOS, BIOS og FIAT forhørsrapporter og tyske patenter, som rundhåndet blev solgt ”for en slik”. Parathion samt to af plantehormonerne, blev Cheminovas hovedproduktion i Måløv og på Harboøre Tange. Nogle klorkresoler (også kaldet klorfenoler) fra hormonproduktionen lugtede og smagte hæsligt. De blev hovedårsagen til myndighedernes indirekte lukning af fabrikken i Måløv den 17. juli 1953 og til flere års plage på Harboøre Tange. Fra 1955 til ca. 1962 producerede Cheminova også to kviksølvholdige bejdsemidler (svampegifte) til såsæd, hvilket gav anledning til forurening af store land- og vandarealer med kviksølv.

En fisker, Aage Hansen, der senere gav sig til at slibe rav og blev kendt som Rav-Aage, elskede sin fødeegn, Harboøre Tange, hvor der var et rigt fugle og dyreliv, og farvandene omkring vrimlede med fisk og skaldyr. Han blev netop udsat for ovenstående spørgsmål, idet store dele af hans omgivelser blev forpestet af syntetiske naturfremmede kemikalier fra en produktion af svampe-, plante- og insektgifte. Om ham handler en ny usædvanlig bog, ”Fisk kan ikke tale - en fiskers kamp mod Cheminovas forurening”.

Bogen handler også om en lang række forhold omkring produktionen og forureningen fra giftfabrikken Cheminova, der har produceret i Gladsaxe og Måløv på Sjælland samt på Harboøre Tange i Vestjylland, og om en lang række mennesker, der fik forureningen stoppet, og hvordan det skete. Der er også en forklaring på det egentlige miljøproblem, - nemlig de giftige biprodukter, der opstår gennem delprocesser, og som nødvendigvis må fjernes. Ud fra en kynisk, økonomisk betragtning var det umiddelbart nemmest og billigst at lede gasserne direkte ud i atmosfæren. Faste stoffer, der ikke lod sig transportere og opslæmme i spildevandet, blev gravet ned i jorden, mens flydende væsker blev ledt urenset ud i vandløb, fjorde og i havet. Der er en tidslinje for Cheminovas forurening i bogen.

Alle aktier i virksomheden blev i 1944 foræret væk til Aarhus Universitets Forskningsfond. Fonden solgte i 2014-2015 virksomheden til det amerikanske firma FMC Corporation. Bogen indeholder en tidslinje for det komplicerede ejerskab. Bogen er en barsk og meget rystende beretning om magtarrogance, store økonomiske interesser, manipulationer og fortielser.

Aage blev født i 1924 i Langerhuse vest for Harboøre helt ude ved Vesterhavet. Her ved havet, engene og fjorden voksede han op. Han fik efterhånden et stort kendskab til havet og kystens evige forandring. Han samlede rav, fiskede fra høfderne og i fjorden, og gik på jagt. Naturen blev hans et og alt. Ham og hans familie levede af den. Han lærte hurtigt, hvad det vil sige, at ”naturen trives”. Denne naturfornemmelse brugte han gennem hele livet. Han fik hårdt brug for den, da produktionen af giftstoffer begyndte at påvirke levende organismer. Her tændtes advarselslamperne, for han vidste hvordan det burde være. ”Om så jeg får hele verden over mig, så skal der kæmpes, - koste hvad det vil”, sagde han.

I skolen var han blevet terpet i salmevers og bibelhistorie, men ingen havde undervist ham i kemi, toksikologi eller biokemi, så når han var til møde med myndigheder og fabrikken om forureningen, havde disse let spil, - de begyndte bare at tale om kemi, så forlod han mødet i protest. Han endte i en krampagtig håbløshed og forureningen bare fortsatte. Det blev en livslang kamp mod Cheminovas forurening, som bestemt ikke var uden omkostninger, da de lokale beboere vendte Aage ryggen. I begyndelsen stod han meget alene, for også Cheminova, lands- og lokalpolitikerne, fiskeri- og miljøorganisationerne valgte at ignorere ham

Det ændrede sig med dannelsen af Cheminova-gruppen på Aarhus Universitet i 1979. Den bestod af biologistuderende, som bare kunne gå ind af næste dør for at få vanskelige tvivlspørgsmål om kemi og biologi opklaret, eller søge i store biblioteker. De indgik et samarbejde med fiskerne, og de fandt snart en jurist, der interesserede sig for miljøkriminalitet, politikere fra det daværende Ringkøbing Amt og Folketinget samt journalister. Og så havde de fotografirapperater, skrivemaskiner og fotokopimaskiner, - lige hvad der manglede. Cheminova-gruppens historie er beskrevet i bogen.

Øverst: Kemikalieaffald inden forsendelse til Kommune Kemi.
Foto: Flemming Højgaard Madsen.

Midt: Efter fjernelsen af Høfde 42-depotet i 1981 fortsatte udsivningen af kemiske stoffer til Knopper Eng, - et område fredet under Ramsarkonventionen i 1971. 
Foto: Flemming Højgaard Madsen.

Nederst:
Grundvandet på den sydlige del af Rønland var ikke ”det rene kildevand”. Pumpet direkte ud i Nissum Bredning den 17. juli 1984. 
Foto: Flemming Højgaard Madsen.

De biologistuderende var blevet vrede over sagsbehandlingen af en fugledød i 1978. To biologer havde anmeldt fundet af døde og døende terner og måger på Knopper Enge tæt på Cheminova. Det viste sig senere, at en tidligere direktør fra Cheminova havde behandlet sagen i Miljøstyrelsen, hvor han var ansat. Chefen for kontoret havde udtalt, at man ikke kunne se bort fra, at de fisk, fuglene var døde af, havde været dyppet i Parathion og smidt ud i vandkanten. En jura-professor fra Aarhus Universitet skrev et indlæg i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor der bl.a. stod, citat: ” Gud bevare mig for at antyde, at anmelderne selv skulle have arrangeret episoden… Men man kan jo næsten ikke forestille sig, at andre end fanatiske miljøaktivister, der ligesom dyrevennerne ofte er mere menneskefjendske end pacifisterne, har haft sind til at gøre det”. Herefter besluttede Biologisk Fagudvalg på universitetet at danne en gruppe og tage sagen op. Sådan skulle den danske natur ikke forvaltes, og biologer ikke behandles.

Efter et besøg på Cheminova, og et møde med fiskere fra den vestlige del af Limfjorden i begyndelsen af 1980, hvor Aage deltog, gik det op for gruppen, at den seks år gamle miljøbeskyttelseslov fra 1974 næsten ikke var i anvendelse på Harboøre Tange, og at miljøsager blev afgjort af floskelmagere, der fik lov at tale, efter at cheferne i miljøforvaltningen og på Cheminova havde afgjort sagerne i ro og mag med telefonrøret i hånden. Åge havde fortalt om depotet ved Høfde 42, der var på vej i havet, om Den gamle Fabriksgrund og de såkaldte Svovldepoter på den østlige del af Rønland, hvor de giftige stoffer til tider strømmede ud i Limfjorden og om fabrikkens spildevand. I øvrigt kendte han en person, der havde arbejdet på Cheminova med at fylde depoter op (ca. 20 tons i døgnet i 1980), og som havde et kendskab til årsagen til fugledøden i 1978. Det tog Cheminova-gruppen to måneder at opklare sagen. Miljøstyrelsen havde brugt et år på at henlægge den som værende uopklaret.

Efter Cheminova-gruppen havde fået en lang række personer fra hele landet med hvert deres fagområde involveret, og havde fået de berørte fiskeriforeninger og pressen med i sagen, gik det slag i slag. Det daværende Miljøstyrelsens Havforureningslaboratorium sejlede op i området med deres undersøgelsesskib og tog en række prøver i både Vesterhavet og i Limfjorden. Disse prøver fik de analyseret bl.a. ved et samarbejde med den daværende Kemikaliekontrollen. I et efterskrift i bogen fortæller biolog Hans Ulrik Riisgaard hvilke skærsild ham og hans chef måtte igennem i den sammenhæng. Herefter ”væltede skeletterne ud af skabet”, og regeringen blev nødt til at forlange ”den tørre del” af Høfde 42-depotet fjernet, samt iværksætte undersøgelser af Den gamle Fabriksgrund. Under en forespørgselsdebat i folketinget måtte den daværende miljøminister, Erik Holst love Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, at der blev skrevet en hvidbog om Cheminovas forureningshistorie, og at virksomheden skulle gennemgå en totalgodkendelse.

Da hvidbogen (tre bind) var færdig, meldte Erik Holst Cheminova for brud på miljøbeskyttelsesloven samt miljøforvaltningerne i Thyborøn-Harboøre Kommune, Ringkøbing Amtskommune og selve Miljøstyrelsen til politiet i Holstebro for embedsmandssvigt. En lang række personer blev afhørt. Så blev der ansat biologer og kemiingeniører i Ringkøbing Amtskommunes Teknik- og Miljøforvaltning, og i 1988 blev totalgodkendelsen givet (fem bind) efter forvaltningen prisværdigt havde samlet og udarbejdet ca. 240.000 sider sagsakter svarende til 500 ringbind og 35 reolmeter.  

Cheminova etablerede drænsystemer og kulrensningsanlæg (bruger aktivt kul) ved Den gamle Fabriksgrund og flere steder på Rønland. Virksomheden fjernede også såkaldte ”hot-spots” på Den gamle Fabriksgrund og på Rønland. Deponeringen af fast affald stoppede i 1983 efter indsættelse af delanlæg i produktionsudstyret. I 1986 stod et stort anlæg til oparbejdning af svovlaffaldet fra både den daglige produktion og fra de såkaldte Svovldepoter klart. Et centralt forbrændingsanlæg, der samlede virksomhedens røggasser, kørte i 1988, og et stort biologisk renseanlæg til spildevandet kom til at virke meget effektivt i 1992. Nu havde Cheminova brugt ca. en milliard kr. på forureningsforanstaltninger. Ringkøbing Amtskommune fik etableret et dræn og kulrenseanlæg i det såkaldte ”Cheminovahul” på Knopper Enge bag Høfde 42-depotet. Engene var allerede i 1971 blevet fredet under Ramsarkonventionen for at beskytte vandfuglene. Her havde miljømyndighederne ellers i begyndelsen af 1980’erne bare fået sat en skræmmekanon op for at holde fuglene væk på grund af bl.a. kviksølv i Cheminovahullet.

Aage Hansen døde den 25. februar 2008.

I dag kan man på Danmarks Miljøportal måle sig frem til, at de forurenede landarealer omkring Cheminova udgør næsten to millioner m2 (200 ha). Forbudsområdet i den vestlige del af Nissum Bredning er ikke med på kortet. I kampen mellem Staten (Miljøstyrelsen) og regionerne (Region Midtjylland) om udgifterne til forureningen, jongleres der med fire ord: ny og gammel (forurening), overflade og undergrund. Alle kemiske stoffer har det nu med mirakuløst at forsvinde i dybet i nye rapporter, medens de kemiske stoffer stadig spredes. Resterne af Høfde 42-depotet er tæt på at stå som en ø ude i Vesterhavet, og den ø kan havet fjerne ved næste stormflod, selv om der et sat en spunsvæg omkring. Så kan man med god grund sige, at kun en dåre ikke frygter havet og at Fanden er løs.