Nyhed

Sådan fremtidssikrer vi livet i Aarhusbugten

DN Aarhus afgiver høringssvar til Havplanen, og foreslår beskyttelse og genopretning af Kaløvig og Mejlflak
Lystfisker ved Aarhus bugt.
Foto: Sebastian Jonshøj
Vi mennesker sætter i stigende grad vores aftryk på, i og under havet, præcis som vi gør på landjorden. Mangfoldigheden af aktiviteter, lige fra fiskeri og undersøisk råstofindvinding til sejlads og rekreative udfoldelser, udgør et puslespil af presfaktorer som ødelægger levesteder, forstyrrer økosystemer og fortrænger naturen både over og under overfladen. 
 
Det er baggrunden for, at man i EU har vedtaget et Havstrategidirektiv, som gælder i samtlige medlemsfarvande og som skal implementeres i medlemslandenes nationale lovgivning. Det har man i Danmark valgt at gøre gennem en national havplanlægning, som skal være såkaldt økosystembaseret, dvs. tage udgangspunkt i naturens bæreevne og de planetære grænser. 
 
Det volder imidlertid myndighederne besvær at følge opdraget og tage præmissen alvorligt, og hidtil mener DN ikke at det er lykkedes at lave en marin arealdisponering, der tager det fornødne hensyn til naturen. Groft sagt planlægges der altovervejende for produktionsmæssige udviklingszoner, mens naturbeskyttelsen alene tilgodeses i de tiloversblevne marginale frimærker, hvor der ikke er andre interesser.
 
Derfor har Danmarks Naturfredningsforening i forbindelse med den netop afsluttede høring af det reviderede forslag til Havplan, benyttet anledningen til at påpege vores bekymring og anvise anderledes bæredygtige løsninger. Dels har DN afgivet et omfattende landsdækkende høringssvar, hvori vi anlægger nogle generelle betragtninger om planlægningen af aktiviteter på søterritoriet, og dels er en række lokalafdelinger dykket ned i lokale farvande og problemstillinger med egne, områdespecifikke bemærkninger. Således har vi i DN Aarhus - med udgangspunkt i tidligere bemærkninger - forfattet en række anbefalinger til konkrete tiltag, som efter vores opfattelse vil være afgørende for retablering af en sund og velfungerende Aarhus Bugt.
 
Indledningsvis kvitterer vi for, at man i den reviderede Havplan har opgivet tidligere planer om muslingeopdræt i Kaløvig, og i øvrigt har forbudt fortsat muslingeskrab. Det er afgørende vigtige tiltag, som sammen med en aktiv naturgenopretning - og en forbedret næringsstofbalance i havmiljøet - kan danne grundlag for at bugte og vige kan komme til hægterne og atter blomstre af liv. Netop derfor foreslår vi også, at man drager en grænse fra Skødshoved til Aarhus, indenfor hvilken bugten beskyttes, så der i al fremtid ikke bør foregå aktiviteter, som kompromitterer havnaturen.

Og endelig mener vi, at Mejl Flak, et relativt lavvandet stenrevsområde mellem Aarhus og Samsø, bør udpeges som strengt beskyttet og dermed indgå i de 10 pct. at det danske havareal, som skal udlægges som urørt og alene forvaltes for marin biodiversitet. På Mejl Flak findes et stort potentiale for at genskabe et meget varieret økosystem, rigt på levesteder og arter, som vil kunne fungere som et beskyttet opvækstområde for det marine liv, som skal vende tilbage til de østjyske kystvande.

 Læs om øvrige tiltag i DN Aarhus' høringssvar for Aarhusbugten, samt DN's nationale høringssvar for de samlede danske farvande 

Flere nyheder