Se Aarhus fra Å-siden

Af Sebastian Jonshøj, formand i Danmarks Naturfredningsforening Aarhus


Dén snor sig søvnigt og vedvarende gennem ådalen og siden Aarhus midtby, på vej mod havet. Præcis som den har gjort det i årtusinder, mere eller mindre upåvirket af opstemninger, opslæmninger, indsnævringer, overdækninger og andre insisterende, menneskeskabte faktorer. Fra udløbet ved Dokk1 og op til Grønnegade flyder den hjælpeløst fikseret i sit stringente, cafeflankerede betontracé, uden skyggen af naturlige, grønne brinker. Men herfra og frem til Mølleparken er det så småt lykkedes byplanlæggerne at skabe en anstændig overgang mellem land og vand, mellem grønt og gråt og mellem mennesker og natur. Her, under de slanke piletræer er der skyggefulde afsatser imellem tætbegroede bede, hvor vegetationen får lov at kaste sig i behersket frit fald udover bassinkanten og opbløde de faste stukturer og jævne konturer, så man faktisk får lyst til at gøre ophold langs åen. Og fremme ved Folkestedet i Carl Blochs gade, sker der for alvor noget. Det er - med få undtagelser - så langt, som den seneste byudvikling endnu har sat sit aftryk på åens allernærmeste omgivelser, sidst men ikke mindst med byggeriet på Ceres-grunden. Opstrøms herfra er der stadig lave - og jævnligt oversvømmede - brinker med brombærkrat og rørskov og gamle, rynkede hængepil, der spejler løvet i åens vandspejl. Og herfra begynder et fint lille eventyr, som skønt det bare går få timer dybere ind i det aarhusianske bagland, til tider føles som en rejse til en helt anden verden. Jeres udsendte formand drog frygtløs af på en formiddagsekspedition, og stod dermed ikke tilbage for fortidens stolte Amazonasfarere. 

Det hjælper i den forbindelse unægteligt på vildmarksforestillingen, at der er rigelig vandføring i åen denne sommer. Det reducerer risikoen for at grundstøde på forliste cykelstel og indkøbsvogne og sørger også for en hurtigere vandudskiftning og minimale lugtgener. Og så stiller det selvfølgelig krav til den indsats man skal lægge for dagen på den første halvdel af turen, opstrøms mod Brabrandsøen. Men det var nu på ingen måder besværligt, trods de mindstes ihærdige men planløse iver efter at give et nap med, med padlen. Og apropos vildmark, så begynder den allerede så småt til ens store overraskelse umiddelbart efter passagen under Ringgaden og Frichsvej. Her rejser tagrørerne langs brinken sig meterhøjt, som et effektivt støjværn mod omverdenen og en fysisk barrierre mellem land og vand; her er ingen landgangsmuligheder, når undtaget en strategisk placeret pontonbro ved Frichsvej. Men tagrør vokser trods alt ikke ind i himlen, og betonjunglen lurer endnu på få meters afstand. Det bliver man særligt opmærksom på ved synet af Systematics nye kontordomicil, der er ifærd med at skyde op overfor Frichsparken og undgåeligt bryder lidt af illusionen om uberørte vidder. Trods mange protester - og DN's kritiske høringssvar - rejser bygningen sig som en trodsig manifestation af tidens bygge- og udviklingsiver, der altfor ofte kompromitterer de eksisterende naturværdier og udfordrer det berettigede ønske om grønne, rekreative opholdsrum for befolkningen. Men sejler man lidt videre, kan man på den modsatte bred være heldig pludselig at kigge en ko dybt i øjnene på engen ved Aabrinken, og så ser man atter lidt lysere på tingene. Her går der nu på femte år fire kreaturer og laver naturpleje, oplevelser og oksekød til medlemmerne i Aabrinken Kogræsser- og Naturplejeforening. 

Men vi skal dybere ind i baglandet, og glider snart under den fascinerende konstruktion ved Tre Broer og ud under en sælsomt større himmel på den anden side. Nord om Eskelund bliver alting lidt større. Det hidtil snævre vandløb bliver visse steder til en regulær flod med langt til nærmeste brink, og rørskoven om muligt endnu tættere, højere og dybere. Det giver fuldstændig mening, at vikingerne i byens spæde barndom sejlede herop fra havet, og det er ikke vanskeligt at forestille sig beliggenheden af det skibsværft man mener kan have ligget her, måske endda fortsat velbevaret under det konserverende dynd, hvem ved? 

Man kan skimte de høje trækroner længere inde på Eskelund og det tætte pilebuskads langs Brabrandstien, og iblandt kan man høre et tog passere i jernbaneudfletningen, henholdsvis nord og syd ud ad byen. Men ellers er der forbløffende stille og roligt, her, mindre end 3 km i fugleflugt, fra Rådhuspladsen. Og ja, fuglene, de ser i øvrigt ingen grund til at flygte. De er talrige og lader sig ikke forstyrre. Der er gråænder med ællinger, der frygtløst vimser omkring båden og tydeligvis allerede har stiftet bekendskab med fodring som en stærkt formildende omstændighed ved storbytilværelsen. Og der er grønbenet rørhøne med kyllinger og fiskehejrer, som vagtsomme bliver stående i rørene mens kanoen glider forbi, og skarver der sidder i øjenhøjde i pilekrattet og sjældent tillidsfuldt lader sig betragte på 2 meters afstand. Ja, en enkelt mudderklire blev det også til.