Nyhed

Skæring Strand bevarer sit grønne særpræg i nyt lokalplanforslag

DN Aarhus har afgivet et anerkendende høringssvar, hvori vi med tilfredshed konstaterer, at man har taget behørigt hensyn til natur og landskab.
Mindelunden i Skæring.
Foto Sebastian Jonshøj

I DN Aarhus har vi gennem længere tid nøje fulgt processen med at konvertere sommerhusområdet ved Skæring Strand til byzone og helårsbeboelse. I lighed med hovedparten af beboerne i området, ønskede vi at bevare det høje naturindhold og den ekstensive arealudnyttelse, og fandt det især vigtigt at beskytte den idylliske kyststrækning med de tilknyttede, rekreative naturarealer. Vi fandt det samtidig omsonst at opponere imod selve konverteringen, i en erkendelse af, at kvarteret allerede i dag i fungerer som helårsbeboelse for mange mennesker, og i realiteteten udgør en naturlig, semi-urban forlængelse af Storaarhus. Med andre ord burde en konvertering til byzone ikke nødvendigvis betyde en markant forandring af eksisterende forhold. 

DN glæder sig over at konstatere, at lokalplanforslaget rummer eksplicitte formuleringer og hensyn til såvel kystskrænter, fredskov og beskyttede naturtyper, som til områdets generelle, grønne karakter, der tilstræbes bevaret gennem restriktioner på byggeprocent, skelafstand mv. Alt i alt er det DN's vurdering, at lokalplanforslaget sikrer Skæring Strand som en (ny) grøn bydel, bygget i respekt for, og på et fundament af eksisterende værdier. 

For yderligere oplysninger, læs DN's kortfattede høringssvar, samt lokalplansforslaget på kommunens hjemmeside.

Flere nyheder