Høringssvar

Skal der opstilles solceller ved Hørslevbol?

Det spørgsmål rejser Aarhus Kommune i en tidlig dialog med borgerne. DN Aarhus har budt ind med nogle indledende betragtninger
Solcellepark og biodiversitet i Vestjylland.
Foto: DN Aarhus
Debatten om vedvarende energianlæg (VE) fylder ganske meget, landet over. Oftest handler den om, hvor anlæggene skal placeres og hvilke konsekvenser lokalsamfundet skal acceptere, for at vi allesammen kan lykkes med den grønne omstilling af vores energiforsyning. 
 
Det er en balanceakt, som alle til stadighed øver sig på og som ofte tipper til den ene eller den anden side og medfører enten utilfredse borgere eller vragede projekter. I begge tilfælde bliver samfundet taberen, fordi omstillingen er nødvendig, men samtidig kun kan gennemføres med folkelig opbakning.
 
Ved Hørslevbol, vest for Aarhus, har en VE-udvikler henvendt sig til kommunen med ønsket om at opstille godt 36 hektar solceller umiddelbart syd for Lyngbygaard Ådal. Anlægget skal stå på eksisterende landbrugsjord, som altså udtages af produktion og dermed ikke længere vil blive gødsket og sprøjtet med pesticider. Og det vil samtidig bidrage til at øge kommunens uhyre beskedne VE-produktion på blot ca. 2 pct. af kommunens samlede energiforbrug. Til gengæld, vil der blive rejst nogle tekniske installationer, som uundgåeligt forandrer landskabets visuelle udtryk. Projektet handler altså grundlæggende om en afvejning af disse forhold.
 
DN Aarhus har foretaget en overordnet vurdering af projektet og finder ikke umiddelbart, at der vil være konkrete naturværdier på spil ifm. selve projektlokaliteten. Tværtimod vil man ideelt set kunne fremme naturindholdet i området ved en række tiltag, som imidlertid forudsætter, at Aarhus Kommune stiller specifikke vilkår for projektudvikler. Således kendes talrige eksempler på VE-anlæg, som på den måde har afbødet de negative visuelle konsekvenser og faktisk bidraget med mere natur og flere rekreative muligheder for lokalområdet og dets beboere. 
  
Såfremt man ender med at gå videre med projektet - og med forbehold for indholdet af den lovpligtige miljøkonsekvensvurdering - vil DN Aarhus arbejde for, at kommunen skaber de mest ambitiøse forudsætninger for projektet. Det kan f.eks. indebære visuel sløring med levende hegn, ekstensiv forvaltning af lysåben natur, retablering af naturlig hydrologi og rekreativ adgang til området, der i dag er utilgængelig landbrugsjord i omdrift.
 
Endelig er vi i DN Aarhus ikke blinde for den omstændighed, at anlægget ved Hørslevbol ikke ligger indenfor den overordnede planlægning for VE-anlæg, som Aarhus Kommune vedtog tilbage i 2019. Det kan man med en vis rimelighed kritisere, idet netop en overordnet og langsigtet arealplanlægning er afgørende for den nødvendige opbakning og lokale forankring af projekterne. 
 
Der kan imidlertid være legitime behov for løbende at opdatere planlægningsgrundlaget og se på alternative placeringer, når hidtidige bortfalder af den ene eller anden grund. Men processerne skal hænge sammen og tingene skal følges ad, og det vil DN Aarhus til stadighed arbejde for at holde kommunen op på.
 
Med den igangværende tidlige inddragelse af offentligheden, forsøger kommunen at tage dialogen om ulemperne og mulighederne. Det er DN's håb, at alle parter dermed får øvet sig endnu mere på balancen mellem borger- og naturhensyn og behovet for mere grøn energi - også i Aarhus Kommune.
Læs DN Aarhus' bemærkninger til den indledende dialogfase. 
 
Bemærkninger til projektforslaget modtages fortsat på Aarhus Kommunes høringsportal frem til d. 2. oktober
Flere nyheder