Nyhed

Spørring Folkeskov - nyt naturområde indviet i den nordlige del af kommunen

På en solbeskinnet tirsdag i begyndelsen af juni deltog mere end hundrede børn og voksne i indvielsen af et nyt skov- og naturområde i det nordlige Aarhus. Spørring Folkeskov er allerede - og har potentiale til i endnu højere grad at blive - en lille naturperle på kanten af kommunen.
Den nyetablerede folkeskov.

Dronefoto: Aarhus Kommune

Finansieret af midler fra TV-indsamlingen "Danmark Planter Træer" som DN og TV2 stod bag i efteråret 2019, har Aarhus Kommune i et samarbejde med organisationen Growing Trees Network etableret et helt nyt naturområde, som har fået navnet Spørring Folkeskov. Det blev officielt indviet ved en festlig ceremoni af Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek og vicepræsident og DN Aarhus lokalformand, Sebastian Jonshøj, hvor lokale børn og voksne fik mulighed for selv at plante de sidste træer i projektet. Der var hyld, hassel og solbær i sækken, blå himmel og solskin og spændt forventning til områdets fremtidige udvikling.

Måske er det en tilsnigelse at kalde naturområdet for helt nyt, for projektet er netop kendetegnet ved at udvide eksisterende natur, og lokalbefolkningen har kendt og brugt området i mange år. Men med plantningen af ca. 24.000 nye træer, udsætning af naturpleje-kreaturer i to indhegninger og etableringen af rekreative stiforløb, er det kuperede landskab blevet markant opgraderet både natur- og adgangsmæssigt. Der er inddraget tidligere landbrugsarealer og skabt forbindelse til en udtjent råstofgrav, hvor den umiddelbare adgang til den næringsfattige mineraljord skaber vækstbetingelse og levevilkår for ualmindelige arter af planter og insekter. Området rummer den lange række af modsætningsforhold - højt og lavt, vådt og tørt, lyst og mørkt, koldt og varmt, næringsfattigt og næringsrigt - som repræsenterer den mangfoldighed af levesteder, som er en integreret del af - og forudsætning for - den biologiske mangfoldighed. Biodiversiteten, med et andet ord. Det er et vellykket eksempel på, hvordan vi kan give tidligere kulturarealer – dyrkede marker og råstofgrave – tilbage til naturen, og give dem ny værdi for både planter, dyr og mennesker. 

Vi skal vænne os til at se naturen som et broget patchwork af naturtyper, uden bratte skel og rette linjer, men naturligt afvekslende. I Spørring Folkeskov er man i udgangspunktet lykkedes rigtig godt med denne øvelse. Her er overgangene fra én naturtype til en anden mere diffuse, og de græssende dyr vil gøre deres til at understøtte denne udvikling. Vi er vant til at gå en tur enten i skoven, eller i parken, langs marken eller ved åen – I Spørring Folkeskov kan vi gøre det hele på én gang.

Faktaboks:


> Læs mere om "Danmark Planter Træer

> Se kort over området

Flere nyheder