Vi risikerer at tabe kampen med et gigantisk selvmål

Jeg kan lige så godt være ærlig: Trods almindelig landsholdssympati er jeg ikke så meget fodboldfan, at jeg kan få øje på behovet for et nyt stadion med plads til marginalt flere tilskuere end det eksisterende, som for bare ca. 20 år siden blev gennemgribende renoveret. Og når det så bliver almindeligt kendt, at byggeriet af et sådant stadion ovenikøbet er uforeneligt med kommunens prisværdige bestræbelser på at opnå CO2-neutralitet i 2030, så burde der falde et rødt kort og dømmes øjeblikkeligt straffespark. Set med natur- og klimabriller er Kongelundsprojektet nu altså ikke bare overflødigt men direkte kontraproduktivt, og det er jo helt ude i skoven.

Det er vigtigt at fastslå, at Danmarks Naturfredningsforening ikke nærer en principiel modstand imod udvikling og fremskridt – eller mod fodbold. Ja, selv velplacerede højhuse kan såmænd være flotte, hvis det står til undertegnede. Men i en tid og en Verden, hvor klimaforandringer og biodiversitetstab udgør reelle trusler imod ikke bare vores eget eksistensgrundlag men selve livet i dets bredest tænkelige forstand, da må vi nødvendigvis tænke os om og udvikle bæredygtigt. Det indebærer i praksis, at såvel legitime, samfundskritiske udviklingsprojekter, som prestigeprojekter af en mere tvivlsom nødvendighed må underlægges krav om ikke at belaste CO2-regnskabet eller kompromittere sårbare naturværdier, men derimod ideelt set bidrage positivt til at vende de negative trends.

Således bør vi vænne os til nye overvejelser. Når vi udvikler og skaber forandring bør det ske på en præmis om ikke at påføre naturen prisen, men derimod lade den profitere af vore aktiviteter. Vi skal lære at operere med nogle langt mere komplekse regnemodeller og budgetter, som ikke alene opgør rentabilitet i kroner og ører, men i samfundsværdi målt på talrige andre parametre. Grundlæggende skal man forestille sig en situation, hvor ethvert by- og ejendomsudviklingsprojekt og enhver infrastrukturudvidelse kun realiseres såfremt det kan godtgøres, at det ikke modarbejder de samtidige bestræbelser på at afbøde klima- og biodiversitetskrisen. Både samvittighed og bundlinje skal med andre ord være ligeså grønne som Kongelundens bøgeskov eller – med en tilsvarende velplaceret metafor – en velplejet fodboldbane.

Men har vi overhovedet råd til at tage den slags udvidede hensyn, vil det givetvis lyde fra de, der har været vant til at udføre cost/benefit kalkuler med udgangspunkt i klassiske vækstscenarier. Den spontane og helt intuitive replik fra alle os andre vil være: vi har vel ikke råd til at lade være! Den opfattelse underbygges af en nylig analyse fra Københavns Universitet, som anslår, at tabet af biodiversitet alene, vil koste det danske samfund op imod 107 mia. kroner årligt, mens EU Kommissionen i forbindelse med planerne for en ambitiøs naturgenopretning af økosystemer i Danmark argumenterer for en decideret gevinst på mere end 20 mia. kroner årligt. Der er altså, selv i en traditionel kapitalistisk markedskontekst, ganske overbevisende argumenter for at investere bæredygtigt og afsætte kolde kontanter til beskyttelse og genopretning af en robust natur og et modstandsdygtigt klima.

Heldigvis er den erkendelse allerede så småt ved at gøre sit indtog i erhvervslivet. Det svirrer med begreber som ESG og Science Based Targets, hvormed større virksomheder tilstræber en mere klimavenlig og bæredygtig forretning. Efter britisk forbillede vil såkaldt Biodiversity Net Gain eller biodiversitetsoptimering i forbindelsen med arealanvendelse og byggeri, i fremtiden blive udbredt og indgå som en naturlig konkurrenceparameter i (økonomiske) konsekvensvurderinger af et givent projekt. Der vil opstå en stigende efterspørgsel efter måder, hvorpå man kan afværge eller alternativt kompensere for sin klima, miljø og biodiversitetsbelastning; ikke bare som gammelkendt CO2-offsetting med tvivlsom effekt og legitimitet, men gennem egentlige bidrag til naturbaserede løsninger, der gør en reel forskel. Udviklingen er endnu i sin spæde vorden herhjemme, men incitamentet vil øges i takt med at lovgivningen strammes når efterslæbet vokser og behovet for handling bliver stadigt mere påtrængende.

Fra forskelligt hold foreslås det at kompensere for stadionbyggeriets klimabelastning ved at plante skov. Det kan være udmærket med flere træer, men siden pengene som bekendt ikke hænger på dem, synes det formålstjenligt i stedet at pege på de virkelig omkostningseffektive løsninger. Her vil et målrettet fokus på realiseringen af Byrådets politiske ambitioner om såkaldt blågrønne parker være lige til højrebenet. Der er tale om en multifunktionel udtagning af landbrugsarealer, som ved permanent ophør af drift vil binde store mængder klimaskadeligt kulstof, tilbageholde overskydende kvælstof så det ikke ender i vandmiljøet, beskytte drikkevandsressourcen imod sprøjtegifte, bidrage med arealer til vandparkering og klimatilpasning og endelig skabe plads til mere selvgroet og vild natur – herunder også skov – med et væld af rekreative muligheder. Alle samfundskritiske og bydende nødvendige formål, som imidlertid er håbløst underfinansieret i hverdagens offentlige budgetter, og som dermed endnu blot i vid udstrækning er visionære streger på papiret og sympatiske hensigtserklæringer i planstrategien og andre politisk/administrative, kommunale sektorplaner. Hvis man imidlertid slog kræfterne sammen med andre og inddrog erhvervslivets aktører i en ambitiøs forretningsmodel for udvikling og beskyttelse af natur, klima- og miljø, så kunne man flytte om ikke bjerge, så dog grønne dagsordener. Vi har for længst passeret det punkt, hvor udfordringerne kan løses og regningen betales af det offentlige alene; hvis vi skal i mål med CO2-neutralitet og standse tabet af arter omkring os, så skal vi stille i stærkeste opstilling og spille som et hold.

Nu kan private donorer jo med rimelighed disponere over deres egne midler efter forgodtbefindende, men tænk alligevel engang, hvorledes den halve milliard som velvilligt er tilvejebragt til virkeliggørelsen af det nye stadion, kunne have udgjort et ganske substantielt bidrag til fremtidssikringen af ikke bare AGF’s forsatte løbebane i Superligaen, men til hele Aarhus kommunes eksistensgrundlag?! Beløb af en sådan kaliber ville f.eks. være en kæmpe saltvandsindsprøjtning til den kommunale Jordfond, som med sine oprindeligt beskedne 35 mio. stort set allerede er opbrugt til opkøb i et marked, hvor jordpriserne stikker helt af og udbyttet derfor indtil videre er marginalt.

I kølvandet på en pandemi, der lærte os forbigående sammenhold og solidaritet, og i en Verden, hvor mennesket alligevel fortsætter med i stigende grad at afkoble sig fra samhørighed med sine omgivelser og lever på trods, finder jeg det en befriende tanke, at vi i fællesskab investerer i en bæredygtig fremtid. En fremtid indenfor de planetære grænser, og baseret på økosystemernes naturlige bæreevne.

Hvis jeg afslutningsvis skal forfalde til fodboldterminologien igen, så bør vi spille på den lange bane og drible udenom de forhindringer som vanetænkning og ensidig profitmaksimering udgør. Eventuelle fejlkendelser undervejs bør gennemgå et grundigt VAR-tjek, hvorved de kan korrigeres for manglende indsigt og overblik. Det paradoksale er i virkeligheden, at modstanderen er os selv og hvis vi fortsætter som hidtil, så risikerer vi at tabe kampen med et gigantisk selvmål.'

Ovenstående er bragt som kronik i Aarhus Stiftstidende d. 21. december 2023