Klimaindsats
Klima er en brandvarm dagsorden, og DN Aarhus ønsker i høj grad at være med til at sætte den. Vi arbejder med alt lige fra komplicerede, faglige problemstillinger og politisk interessevaretagelse, til mere lavpraktisk og konkret formidling og aktivisme.De menneskeskabte klimaforandringer er akut påtrængende og løsningen indebærer store, strukturelle og adfærdsmæssige samfundsforandringer. Aarhus Byråd har i tråd med de videnskabelige anbefalinger besluttet, at kommunen skal være CO2-neutral i 2030. For at nå det ambitiøse mål, skal talrige virkemidler i spil og mange holdninger ændres. Vi skal forbruge langt mindre energi, i takt med at byens indbyggertal vokser eksplosivt, og vi skal konvertere den fossile varme- og energiforsyning til bæredygtig VE-produktion. Vi skal revolutionere vores transportvaner og infrastruktur og vi skal etablere cirkulære og bæredygtige forbrugs-, produktions- og forsyningskæder, som bygger på tanken om en stadig genanvendelse af ressourcerne. Kort sagt: vi skal gøre meget anderledes – og vi skal gøre det meget snart!
Klimaplan
I DN Aarhus har vi udarbejdet en omfattende Klimaplan, hvori vi beskriver vores gennemarbejdede forslag til en realisering af målene. Ved en lang række konkrete tiltag, peger vi på muligheden for CO2-neutralitet allerede i 2028, men understreger, at det forudsætter viljestyrke, konsekvens og handlekraft. Planen skal således inspirere borgere, embedsværk og politikere i Aarhus Kommune til et skærpet ambitionsniveau og til øjeblikkelig handling.
KlimaCafé
For at fremme klimadagsordenen og skabe folkelig forankring er formidling afgørende. Derfor afvikler DN Aarhus offentlige formidlingsarrangementer, hvor vi inviterer borgerne til oplysning og debat i selskab med vidende oplægsholdere og debattører. Hold dig orienteret om aktuelle arrangementer på vores hjemmeside.
Aktivisme
DN Aarhus går også på gaden for klimaet, om nødvendigt. Sammen med andre grønne NGO’er og borgerinitiativer arrangerer og afvikler vi fredelige demonstrationer og andre events, som sætter fokus på klimasagen og mobiliserer civilbefolkningen.
For mere information om DN Aarhus’ klimaindsats, kontakt vores Klima-tovholder:
Kurt Søe kurt.soe@gmail.com eller tlf: 2423 7231