Kogræsser- og Naturplejeforeninger
DN Aarhus hjælper interesserede borgere med at etablere frivillige kogræsser- og naturplejeforeninger.En kogræsser- og naturplejeforening er en sammenslutning af frivillige, som i fællesskab driver dyrehold på et offentligt eller privat ejet naturareal. Formålet er at udøve naturpleje og -formidling, og samtidig producere bæredygtigt oksekød og store naturoplevelser til foreningens medlemmer. I DN Aarhus har vi gennem de senere år oparbejdet en del erfaring med etablering af sådanne foreninger. Vi skønner, at der i en by som Aarhus burde være rekrutteringsgrundlag for endnu flere, og vi véd, at naturen altid kan bruge en udstrakt hånd og klov. I samarbejde med kommunen ser vi os derfor om efter flere plejepligtige arealer, hvor en indsats for de lysåbne naturtyper og deres naturlige biologiske mangfoldighed kan kombineres med folkeoplysning og aktiv borgerinddragelse.
Vi lever i en tid med tiltagende affolkning af udkantsområderne og en stadig tilstrømning til storbyen. For DN handler det derfor om at bevare og styrke befolkningens berøring med vores allesammens forsyningsgrundlag, samt at fastholde eller genvinde en tættere forbindelse til den natur, der i stadigt stigende grad fortrænges fra byrummet. Gennem borgernes aktive engagement i konkrete, naturbevarende projekter, styrkes den folkelige bevidsthed om naturens generelle tilbagegang. Og nok så vigtigt om, hvad vi som individer kan gøre for at bidrage til dens fornyede fremgang. Kender du til et velegnet areal, og er du interesseret i at høre mere om konceptet, kommer vi gerne ud og holder et inspirerende oplæg eller tager en snak om et konkret initiativ.
I Aarhus Kommune findes der ca. en håndfuld kogræsser- og naturplejeforeninger, og du kan læse mere om nogle af dem her:
Initiativet ved Aarhus Å
I efteråret 2014 tog DN Aarhus i samarbejde med Aarhus Kommune initiativ til etableringen af en sådan kogræsserforening langs den bynære del af Aarhus Å, fra Søren Frichs vej til Tre Broer. DN pegede på det konkrete areal og forestod det organisatoriske arbejde med udvælgelse af dyr, formulering af vedtægter og rekruttering af medlemmer, mens kommunen afsatte midler og mandskab til rydning, hegning og etablering af strøm- og vandforsyning.
Projektet kulminerede d. 25. marts 2015 ved et offentligt informationsmøde og en stiftende generalforsamling, hvorefter Aabrinken Kogræsser- og Naturplejeforening var en realitet. Foreningen eksisterer i dag formelt set uafhængigt af DN Aarhus, med egen bestyrelse og foreløbigt 4 kreaturer og 32 engagerede andelshavere.
Græsningsarealet forpagtes for Aarhus kommune formedelst en beskeden afgift, og kommunen bidrager i øvrigt med praktisk vedligehold af hegn og tekniske installationer.
Foto: Pernille Sonne
Køer på græs i bypark
Ligeledes stod DN Arhus i foråret 2016 bag oprettelsen af Lystrup Kogræsser- og Naturplejeforening. Dette initiativ adskilte sig imidlertid fra andre ved at foregå i en offentlig park i et villakvarter, hvilket rummede en række udfordringer. Dels skulle der søges dispensation til dyrehold i byzone, og dels skulle de mange interessenter i lokalområdet inddrages og bifalde projektet.
Kontakt Lystrup Kogræsser- og Naturplejeforening:
Læs mere om stiftelsen af Lystrup Kogræsser- og Naturplejeforening i følgende artikler:
HOVmarksparken bliver til KLOVmarksparken