Arrangement

Affaldsindsamlingen 2026 står for døren

Om få uger skydes Danmarks Naturfredningsforenings årlige Affaldsindsamling i gang. Og i år foregår det i et nyt samarbejde med udvalgte REMA1000 butikker, der støtter op om begivenheden.
Hvert år på denne tid samles danskerne om den store forårsrengøring i naturen, og stadig flere deltager. Hovedformålet med Affaldsindsamlingen er at gøre opmærksom på et kæmpe problem: Danskerne producerer alt for meget affald, og alt for meget af det havner hvert år i naturen.
 
I lighed med de forgangne år er det værd at have fokus på engangsemballage, fordi det er noget af det, der bliver brugt og smidt mest af, og fordi det dermed om noget symboliserer vores problematiske brug-og-smid-væk-kultur. Og når vi nu alligevel er i gang, samler vi selvfølgelig også alt det andet affald op, der desværre fortsat ligger og flyder i grøftekanter og under buske og træer.
 
I DN Aarhus oplever vi en stigende opbakning. Vi takker de lokale ildsjæle og initiativtagere, der afvikler de konkrete indsamlinger rundt omkring i kommunen, og opfordrer til at man finder den nærmeste indsamling og giver en hånd med.

Bor du i det centrale Aarhus kan du jo f.eks. kigge forbi REMA1000 på Vesterbro Torv lørdag d. 18. april kl. 10.00-12.00. Herfra udgår indsamlinger til f.eks. nærliggende Botanisk Have, Brabrandstien eller en anden grøn enklave på stenbroen. Og også ved REMA1000 på Runevej i Hasle og på Kirketorvet i Tranbjerg vil der i samme tidsrum være indsamling, og en forfriskning ved den lokale REMA1000-købmand.

På DN's hjemmeside kan du finde alle de tilmeldte indsamlinger i Aarhus Kommune. Der er formentlig også en i dit lokalområde, og ellers kan du selv oprette en indsamling og invitere naboer og bekendte til at møde op.

Flere nyheder