Høringssvar

Danmarks Naturfredningsforening påklager miljøgodkendelse af spildevandsudledning til Aarhus Havn

Miljøstyrelsen har givet tilladelse til at virksomheden AAK på Aarhus Havn kan fortsætte udledningen af processpildevand. DN finder det dog stærkt problematisk at man tilsyneladende ikke kender hverken indholdet eller konsekvenserne.
AAK på Aarhus Havn har fået forlænget tilladelse til spildevandsudledning.
Foto: Sebastian Jonshøj
I mere end 150 år har Aarhus Oliemølle - eller det der i dag hedder AarhusKarlshamn (AAK) - på godt og ondt været en uadskillelig del af Aarhus og af aarhusianernes hverdag. Virksomheden har ganske vist bidraget til byens udvikling med økonomi og arbejdspladser, men samtidig belastet byen med den karakteristiske lugt af soyabønneforarbejdning til levnedsmiddelprodukter, når østenvinden står ind over bugten. Ja, man kan vel ligefrem hævde, at lugten er blevet en stadig mere malplaceret industriel del af midtbyens image, som vi er mange der gerne var foruden. Nu rejser sig imidlertid spørgsmålet, om lugten i virkeligheden er det mindste problem ved produktionsaktiviteterne på AAK?! 
 
Ved en rutinemæssig revurdering af virksomhedens eksisterende miljøgodkendelse, har Miljøstyrelsen godkendt den fortsatte udledning af processpildevand direkte til havnebassinet, selv om styrelsen samtidig erkender, at der mangler væsentlig viden om, hvad spildevandet indeholder, og hvilke konsekvenser udledningen kan have for vandmiljøet.

Det sker på et tidspunkt, hvor der er massivt politisk fokus på det nødlidende havmiljø i Aarhus Bugt, som sammen med Begtrup Vig er milevidt fra at leve op til de nationalt fastsatte miljømål. I DN mener vi således, at myndighederne burde have haft et langt bedre beslutningsgrundlag, før de traf afgørelsen, og vi peger derfor i klagen blandt andet på følgende:

  • Miljøstyrelsen vurderer selv, at der mangler data om en række stoffer i spildevandet, men kræver først efter godkendelsen yderligere undersøgelser.
  • Det er ikke dokumenteret, at udledningen ikke vil forringe vandmiljøet, som EU's vandrammedirektiv kræver.
  • Myndighederne har ikke dokumenteret, at virksomheden anvender de bedst tilgængelige rensningsteknikker (BAT), før miljøgodkendelsen blev givet.
  • Der mangler en samlet vurdering af den samlede belastning af Aarhus Bugt fra AAK og andre virksomheder på havnen.

DN forholder sig ikke til virksomhedens eksistensberettigelse og mener ikke, at AAK nødvendigvis skal afskæres fra at udlede spildevand. Men afgørelsen bør naturligvis først træffes, når myndighederne har det nødvendige faglige grundlag til at vurdere konsekvenserne for vandmiljøet og fastsætte de nødvendige rensningskrav.

DN har derfor bedt Miljø- og Fødevareklagenævnet tage stilling til, om Miljøstyrelsens afgørelse lever op til miljølovgivningen og til Danmarks forpligtelser efter EU's Vandrammedirektiv.

Læs myndighedens miljøgodkendelse samt DN's klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Flere nyheder