Nyhed

Dyk ned i den dugfriske beretning om det forgangne års begivenheder i DN Aarhus

På det netop overståede årsmøde fik det rekordstore publikum en status på de mange aktiviteter i DN Aarhus, og overværede et spændende foredrag om fremtidens klima og økosystemer.
Der var god tid til en snak i pausen.
Foto: Jens Holbech
Det er altid lidt af en festdag, når DN Aarhus inviterer til det årlige årsmøde. Det er formelt set at betragte som vores generalforsamling, men vi plejer at gøre lidt ekstra ud af begivenheden og åbne dørene for ikke blot vores eksisterende medlemmer, men også for offentligheden og dermed potentielt nye støtter. Og i år var der ekstra mange der havde taget imod invitationen, idet mere end 120 mennesker dukkede op til foredrag, debat og - nå ja, kaffe og kage. 
 
Formand i DN Aarhus, Sebastian Jonshøj, lagde ud med et billedrigt indblik i stort og småt fra året der er gået, hvorefter professor og leder af ECONOVO ved Aarhus Universitet, Jens Christian Svenning, holdt et foruroligende relevant og interessant foredrag om sin forskning i sammenhængen mellem de igangværende klimaforandringer og fremtidens nye økosystemer. For dem, der troede, at konsekvenserne af den menneskeskabte globale opvarmning alene berører mennesker, var foredraget en forstemmende, men rettidig øjenåbner, der skitserede en verden i radikal forandring for alle levende organismer.
 
I pausen kunne de fremmødte nyde en kop kaffe og et stykke kage, mens de besøgte de mange dialogboder, hvor aktive frivillige i DN Aarhus stod klar til at besvare spørgsmål og fortælle om aktiviteterne i lokalafdelingens forskellige arbejdsgrupper.
 
Eftermiddagen afsluttedes med valg til bestyrelsen. Eva Kullberg, Birthe Troelsen og Jens Holbech havde på forhånd tilkendegivet, at de ikke ønskede at genopstille, og på den baggrund havde den resterende bestyrelse valgt at reducere antallet af bestyrelsesmedlemmer fra 12 til 9. Således er det håbet, at vi kan styrke bestyrelsesarbejdet i en endnu mere effektiv enhed med et mere fokuseret, strategisk sigte, mens de lavpraktiske driftsopgaver og den konkrete sagsbehandling primært varetages i afdelingens forskellige arbejdsgrupper.
 
Denne rekonstruktion af bestyrelsen efterlod os med én ledig bestyrelsespost efter Børge Nissen, som dog valgte at genopstille. Idet hidtidig suppleant Ole Bøgh Vinther ligeledes kandiderede, var der kampvalg, som faldt ud til fordel for Ole. Børge lod sig efterfølgende vælge som suppleant, således at de to i realiteten byttede plads: mere mindeligt kan det næppe gøres! Desuden lod Poul-Henrik Knuhtsen sig genvælge som suppleant for endnu ét år.
 
Ved den efterfølgende konstituering forblev formandskabet uændret, med Sebastian Jonshøj som formand for afdelingen og Ellen Esmann som næstformand.
 
Der skal afslutningsvis lyde en stor tak til Birthe, Eva og Jens for mange års trofast og engageret virke i bestyrelsen. Vi kan glæde os over at de alle tre forbliver aktive frivillige i DN Aarhus og dermed fortsat står til rådighed for foreningen.

Du finder den skriftlige årsberetning her og kan se den fulde bestyrelse på vores hjemmeside. 

Flere nyheder