Hvad er op og ned i debatten om Moesgaard Vildskov?
Det vil Aarhus Kommune forsøge at belyse og besvare på et fagligt og sagligt grundlag. Derfor har Teknik og Miljø nedsat en følgegruppe, som skal beskæftige sig specifikt med kommunikation og formidling af projektet, overfor brugere og borgere i almindelighed. DN Aarhus deltager i følgegruppen, som repræsentant for "de grønne" interessenter.
Foto: Sebastian Jonshøj
Af Sebastian Jonshøj, formand i DN Aarhus
Siden et flertal i byrådet i efteråret 2019 besluttede at forfølge planen om Moesgaard Vildskov, har der været mange spekulationer om, hvordan det egentlig skal gå til. Hvad betyder begrebet "Vildskov", hvordan vil det bidrage til at styrke den biologiske mangfoldighed og hvad vil det indebære for de Marselisborgskove vi kender idag? Særligt de aktive fritidsbrugere, herunder hestefolket og MTB-rytterne, har udtrykt bekymring for deres fortsatte mulighed for at færdes i skoven som de plejer, og udsigten til græssende dyr i skoven møder undren og skepsis blandt flere. Men der er en mening med galskaben.
Har du særlig viden om relevante, sårbare vækstlokaliteter og levesteder, eller anden faktuel viden om bevaringsværdige naturværdier i Marselisborgskovene, så skriv gerne til os på aarhus@dn.dk. Læs mere om Moesgaard Vildskov og DN Aarhus' holdning til projektet her og her.
Som det er de fleste bekendt, fastslår eksperterne idag, at den største trussel imod naturen og dens mange arter af planter og dyr, er mangel på plads. Plads til at være natur på naturens egne præmisser, det vil sige uden at tøjles, udnyttes og detailforvaltes af mennesker. Der er en voksende erkendelse af, at økosystemerne - hvad enten der er tale om skov, mose, græsland, eng eller kyst - er opstået og trives bedst i et evigt foranderligt og dynamisk samspil med hinanden, og at vi er nødt til at retablere de naturlige dynamikker, hvis vi vil standse tilbagegangen i biodiversitet. Det gør vi blandt andet bedst ved at bringe produktionsinteresser til ophør i skoven og lade træerne leve og dø naturligt, til glæde for mange andre levende skabninger. Eller ved at sløjfe nogle af de talrige dræn og grøfter, der har gjort det muligt at dyrke tømmer, men som samtidig har ændret det hydrologiske regime i skoven fuldstændig. Og endelig ved at udsætte græssende dyr, som året rundt kan æde af urter, græsser, løv og bark og dermed være med til at påvirke skovens udvikling til en mosaik-struktur at lysåbne partier og dunkle bevoksninger med glidende overgange af levende skovbryn imellem. Det mest oplagte valg vil formentlig falde på hårdføre, nøjsomme arter af kreaturer og heste, som sammen med det naturligt forekommende hjortevildt vil kunne trives tilnærmelsesvis som vilde dyr, uden tilskudsfodring eller egentlig pleje, men bag hegn simple trådhegn og under behørigt opsyn.
Men hvorfor lige i Marselisborgskovene, er der dem der spørger? I et område, klods op ad storbyen, hvor publikumstrykket er tårnhøjt og de rekreative interesser af væsentlig betydning for den århusianske befolkning. Jo, fordi her virkelig er noget at komme efter! Her findes de naturlige forudsætninger for en rig natur, og her eksisterer mange af de truede arter, som vi har en fælles forpligtelse til at bevare og beskytte.
Men hvis biodiversiteten allerede er rig i Marselisborgskovene, hvorfor er det så nødvendigt at gøre yderligere, kunne man indvende? Hvorfor ikke i stedet kaste blikket på naturfattige kulturarealer, opgivne landbrugsjorder eller andre forarmede lokaliteter, og forsøge at fremme naturindholdet hér? Det skal vi bestemt også gøre, for med tiden at udvide det samlede naturareal, mener vi i DN. Men det er samtidig helt afgørende, at man forstår og efterlever det centrale princip indenfor naturforvaltning, der kaldes "Brandmandens lov". Det betyder i al sin enkelthed, at man prioriterer sin indsats dér, hvor de største værdier findes - man redder det uerstattelige først - hvorefter man forsøger at restaurere de områder og værdier, hvor noget endnu er i behold, og endelig bestræber man sig på at skabe nyt, hvor muligheder og potentiale findes.
Men hvis biodiversiteten allerede er rig i Marselisborgskovene, hvorfor er det så nødvendigt at gøre yderligere, kunne man indvende? Hvorfor ikke i stedet kaste blikket på naturfattige kulturarealer, opgivne landbrugsjorder eller andre forarmede lokaliteter, og forsøge at fremme naturindholdet hér? Det skal vi bestemt også gøre, for med tiden at udvide det samlede naturareal, mener vi i DN. Men det er samtidig helt afgørende, at man forstår og efterlever det centrale princip indenfor naturforvaltning, der kaldes "Brandmandens lov". Det betyder i al sin enkelthed, at man prioriterer sin indsats dér, hvor de største værdier findes - man redder det uerstattelige først - hvorefter man forsøger at restaurere de områder og værdier, hvor noget endnu er i behold, og endelig bestræber man sig på at skabe nyt, hvor muligheder og potentiale findes.
I Moesgaard Vildskov vil kunsten bestå i at realisere en ambitiøs og fagligt funderet forvaltningsmodel, baseret på ønsket om at fremme natur- og biodiversitet med naturens egne virkemidler, og samtidig bevare aarhusianernes mulighed for fortsat at bruge og glæde sig over skoven. I DN Aarhus er vi sådan set ret overbeviste om at det kan lade sig gøre og kan føre til både en styrket biologisk mangfoldighed og til store naturoplevelser for et eventyrlystent publikum. Vi mener ikke at de to hensyn nødvendigvis er hinandens modsætninger, idet offentligheden fortsat vil have adgang, også indenfor hegnede arealer. Men der vil uundgåeligt skulle iagttages en række hensyn til såvel naturen, som til de rekreativt udøvende, og det vil helt givet indebære visse forandringer og fordre gensidig forståelse blandt alle skovens gæster. DN Aarhus ser frem til at involvere sig aktivt i formidlingsindsatsen og glæder sig til at være med til at løfte processen.
