Klimaforandringerne kalder på rettidig omhu i Aarhus
Med udkast til Klimatilpasningsplan 2024-2030 forsøger kommunen at være på forkant med udviklingen. DN Aarhus billiger initiativet i nyligt høringssvar.Sagkundskaben fastslår, hvad enhver efterhånden selv kan erkende: Klimaforandringerne kan ikke længere undgås, men kræver hastig tilpasning, som supplement til de fortsatte bestræbelser på at begrænse dem. Vi kender i sagens natur ikke de fulde konsekvenser af den globale opvarmning, men der hersker ikke tvivl om, at de kommer til at handle om vand. Enten for lidt eller for meget, og ganske ofte på de forkerte steder og tidspunkter.
I en kystby som Aarhus, centreret omkring to markante ådale, der tegner topografien og skaber alle forudsætninger for en potentiel katastrofe, er der grund til at være bekymret for stigende grundvandsstand, ekstremnedbør og stormflodshændelser. Ikke mindst, hvis de indtræffer samtidig. Derfor har Aarhus Kommune netop barslet med deres udkast til en Klimatilpasningsplan for de kommende år, hvori de peger på en række udfordringer og anbefaler passende løsninger. Skønt DN Aarhus ikke umiddelbart betragter beskyttelse af aarhusianernes materielle værdier som foreningens primære interesse, er der alligevel al mulig grund til at forholde sig til problematikken med naturbriller på. Derfor har vi netop afgivet høringsbemærkninger, hvormed vi ønsker at kvalificere kataloget af løsninger.
Helt grundlæggende opfordrer vi til at kæmpe med og ikke imod vandet. Erfaringen viser, at det er den eneste rigtige fremgangsmåde, hvis vi skal holde os det vigtige mål for øje ikke at adressere klimakrisen på bekostning af naturen. Ved hjælp af naturbaserede løsninger skal vi imødegå havvandsstigninger og forhindre oversvømmelser i byen, og samtidig skabe mere natur i oplandet til Aarhus. Og i selve byen kan reduktion af befæstede arealer fremme den naturlige nedsivning, mens øget begrønning af facader og tagflader vil bidrage til vandoptagelse, afkøling og øget biodiversitet.
Det er blot nogle af de talrige gevinster forbundet med en naturnær tilgang til de udfordringer samfundet står over for, som følge af en markant vådere hverdag.
Læs udkastet til Klimatilpasningsplanen på kommunens hjemmeside, samt DN Aarhus' høringssvar.