Arrangement

Kom til EU-valgdebat og giv naturen en stemme

DN Aarhus og en række andre grønne aktører inviterer til natur-, miljø- og klimapolitisk EU-debat på Dokk1 tirsdag d. 14. maj kl. 19.00. Kom og lyt til kandidaterne og bliv klogere på, hvor du skal sætte krydset.
Valgdebat på Dokk1, 2021.
Foto: Sebastian Jonshøj
Den 9. juni 2024 skal danskerne igen til valgurnerne for at stemme 15 politiske repræsentanter ind i Europaparlamentet. Og hvis man i øvrigt bekymrer sig om den grønne dagsorden, er der al mulig grund til at forlade sofaen for at søge indflydelse på udfaldet af den store kabale. 
 
For sjældent har EU spillet en større og vigtigere rolle end i dagens spørgsmål om, hvordan vi når klimamålene, forbedrer havmiljøet og afsætter den fornødne plads til en vildere og rigere natur. EU-lovgivningen har længe været afgørende for den hjemlige indsats på den grønne dagsorden, og har forpligtet Regering og Folketing på målsætninger, der ofte er mere vidtgående end vore nationale ambitioner. Således danner f.eks. Habitat- og Fuglebeskyttelsesdirektiverne grundlaget for Natura 2000-områderne, der - trods deres utilstrækkeligheder - er den strengeste naturbeskyttelse, vi har i Danmark, og uden Vandrammedirektivet var kampen for et renere vandmiljø aldrig blevet en politisk mærkesag for Havets minister.
 
Men der er stærke interesser og mange presserende problemer, der slås om den politiske opmærksomhed. Og vi kan med bekymring konstatere, at der i dele af det politiske EU-system sker en bevægelse væk fra den den nødvendige grønne omstilling af samfundet. Der er mange, der frygter de forestående forandringer og bare vil bevare Verden som vi kender den, i blind tro på at vi ubekymret kan fortsætte vores udbytning af naturgrundlaget. 
 
Det er ved at gå op for de fleste, at en målrettet indsats for natur, miljø og klima indebærer fundamentale, strukturelle forandringer i vores måde at leve og ikke mindst producere på. Fødevarelobbyen og landbrugets traktordemonstrationer har fået mange EU-politikere til at ryste i bukserne og revurdere deres vilje til at skabe virkelige forandringer i samfundet. Og senest har det fået fatale følger for EU's længe ventede Naturgenopretningsforordning, som lagde op til en storstilet indsats for at genskabe 20 % natur i alle medlemsstater; bedst som alle forventede at den endelige ministergodkendelse var en formalitet, blev processen kortsluttet og forordningen skudt til hjørne på ubestemt tid.
 
På den anden side, viser stadig flere analyser imidlertid, at naturen er en rigtig god forretning for samfundet. Hvis vi laver det fulde regnestykke, viser  naturgenopretning sig at være en både nødvendig og fornuftig investering i en fælles fremtid, hvor vi lykkes med at stabilisere klimaet, beskytte vandmiljøet og atter give plads til den vilde natur.

Derfor konfronterer vi kandidaterne med de grønne udfordringer og beder dem svare på, hvordan de og deres partifæller som danskernes repræsentanter i EU-Parlamentet, vil bidrage til en politik, som sætter eksistensgrundlaget og en bæredygtig fremtid højere end kortsigtede og ensidigt økonomiske interesser.

Hold dig opdateret på arrangementet på DN Aarhus' hjemmeside  og bliv klogere på EU Parlamentsvalget.

Flere nyheder