De lavthængende nedfaldsfrugter

Af Sebastian Jonshøj, formand i DN Aarhus

Efteråret har indfundet sig ovenpå en lang, varm og helt igennem bemærkelsesværdig sommer. Min fars forveddede vinstokke i kolonihaven segnede næsten under vægten af sødmefulde, blårøde drueklaser, og sjældent har frugttræerne i almindelighed båret så mange kirsebær, blommer, æbler og pærer. Det har været helt og aldeles overdådigt - og har medført et ligeså overdådigt spild!

Aldrig har vi da pløjet os igennem så mange overmodne, gærede stenfrugter på fortove og cykelstier som denne sensommer, og sjældent har brombærbuskene bombarderet os med så talrige, blåsorte lyspunkter i tilværelsen, over så lang en periode. Overalt har man kunne konstatere, at vi øjensynligt stod magtesløse overfor naturens gavmildhed, ude af stand til at aftage den veritable overproduktion, som bogstaveligt talt hang os om ørene.

Bevares, fuglene har taget deres og insekterne har haft en fest. Der er da givetvis blevet syltet og mostet til den store guldmedalje, og bagt talrige æblekager og frugttærter i adskillige ressourcestærke og bevidste husholdninger. Men langt hovedparten af os har nok snarere, med slet skjult ærgrelse, påtalt de umiddelbare og lavpraktiske gener, som bunkevis af rådden frugt medfører på græsplænen og i indkørslen. I et sidste desperat forsøg på at finde meningsfuld anvendelse for overskudsfrugten – og måske samtidig dulme frustrationen og den dårlige samvittighed – har vi parkeret flåder af trillebører med nedfaldsæbler udenfor matriklen, for at afsætte dem til naboer og tilfældigt forbipasserende. Som formentlig alle selv døjer med samme udfordring derhjemme.

Ovenstående scenarie får mig uvægerligt til at tænke på en lille episode fra hverdagen, der bidrager til at sætte tingene i perspektiv og understrege absurditeten i vores afmagt overfor det, man kunne fristes til at kalde ”det store frugthelvede”.

For nogle år siden tilbragte jeg en sommer i Vietnam, mens jeg deltog i et kursusforløb på et lokalt universitet. Kurset handlede om bæredygtig miljøforvaltning, og afslørede mest af alt et foruroligende stort udviklingspotentiale i et land, som hidtil primært har bestræbt sig på at løfte 90 mio. mennesker ud af fattigdom, uden nævneværdig skelen til de miljømæssige konsekvenser. Men den jævne befolkning har alligevel på en lang række parametre et langt mere naturligt og håndgribeligt forhold til naturen, end vi danskere. Det kom bl.a. til udtryk i en bemærkelsesværdig og temmelig tankevækkende reaktion fra én af de vietnamesiske studerende, som jeg efterfølgende korresponderede med, da jeg var vendt hjem til hverdagen i Danmark.

I en e-mail havde jeg således vedhæftet et billede af mig selv, henslængt i en hængekøje i min have, iklædt varmt overtøj på en tidlig efterårsdag. Jeg forestillede mig, at det kunne være sjovt for ham at se, hvordan jeg gik klædt på køligere breddegrader, og, hvordan den vietnamesiske hængekøje, som jeg havde hjembragt fra min rejse, nu hang udspændt mellem to gamle æbletræer i en klassisk, dansk villahave i et aarhusiansk forstadskvarter.

Men i stedet for at kommentere på min garderobe eller hængekøjen, så hæftede han sig øjeblikkeligt ved billedets baggrund. Hvorpå han udtrykte en oprigtig og nærmest lidt bebrejdende undren over, hvorfor jeg dog ikke havde samlet de mange nedfaldne æbler op, som lå strøet på græsplænen omkring mig?! Det, der for mig stod som en nærmest uoverkommelig opgave og lidt af en ubelejlighed, repræsenterede for ham en åbenlys ressource, som man selvfølgelig ikke lod gå til spilde. Det var jo mad, hvad enten man spiste det selv, solgte det, eller forærede det bort.

Og sådan spiddede den unge vietnameser vel i virkeligheden et næsten symptomatisk og helt central paradoks i vores vestlige, velstående - og vulgære - forbrugssamfund. Vi har indrettet os på en måde og er nået dertil, hvor vi hellere går ned i det lokale supermarked og køber industrielt produceret frugt, fremfor at plukke den frugt, som hænger lige uden for vinduet. Vi har – i bekvemmelighedens navn - vænnet os til at leve med og af en formaliseret fødevareproduktion og –distribution, som sparer os dyrebar tid og angiveligt gør hverdagen lettere, idet vi ikke selv behøver løfte en finger, men blot skal betale for at få mad på bordet. Det synes nærmest utænkeligt at omgå systemet og bryde værdikæden, fordi vi efterhånden har distanceret os fra fortidens berøring med de uforarbejdede råvarer og mistet færdighederne, hvormed man for blot få årtier siden selv håndterede afgrøden fra køkkenhaven.

Man kan måske se det som en nødvendig tilpasning til en travl hverdag; en effektivisering af arbejdsgange, for at få tilværelsen til at hænge sammen og en uundgåelig udvikling med det formål, at producere mere, betjene flere og ideelt set belaste mindre.

Men man kan også vælge at se det som et bekymrende tegn på, hvorledes vi gradvist fjerner os fra naturen og opstiller meningsløse barrierer mellem os selv og vort forsyningsgrundlag. Det er trods alt bare et fåtal af foretagsomme ildsjæle, der søger tilbage til rødderne og håndhæver traditionerne, mens resten af os er godt tilfredse med at se Bonderøven udleve drømmen på tv.

Man kan naturligvis med en vis ret hævde, at vi ikke alle sammen kan blive selvforsynende og dyrke vores egne afgrøder. Der er ganske god mening i en organiseret fødevareproduktion, og der er behov for et fintmasket net af detailforretninger, hvor vi kan købe os til aftensmaden. Men når vi ved, at vores fødevareproduktion øver et uforholdsmæssigt stort pres på naturen, og når vi samtidig ved, at madspild er et kæmpe, reelt problem, der bidrager til en ubalance mellem udbud og efterspørgsel, så er det etablerede system åbenlyst mangelfuldt, og vores adfærd irrationel. Da skurer det i ørene og skærer i hjertet at overvære og erkende, hvordan vi er blevet en nation af passive forbrugere, som blindt adlyder markedsmekanismernes opfordring til at fylde indkøbskurven, mens vi gradvist mister evnen til at se og udnytte den naturligt forekommende og frit tilgængelige overflod omkring os.

Vi bør derfor genfinde vores fortrolighed med naturen som leverandør af fødevarer, om det så indebærer storskala selvforsyning eller bare den naturlige tilskyndelse til at plukke et modent æble, direkte fra træet. Det er muligt, at netop denne instinktive handling engang forårsagede menneskehedens udelukkelse fra Edens Have, men hvem ved, nu kan den måske ligefrem være med til at lukke os ind igen?! Eller i det mindste forhindre, at vi ødelægger det frugtbare eksil, som siden Syndefaldet har gjort det ud for vores hjem.

Vi skal med andre ord simpelthen blive bedre til at gribe de lavthængende frugter. Ellers ender de i sidste ende bare som ubrugelig nedfaldsfrugt.