Nyhed

DN Aarhus i dialog med Aarhus Vand om fremtidens rensningsanlæg ReWater

I de kommende år skal der som bekendt bygges et helt nyt state-of-the-art rensningsanlæg ved Tangkrogen i Aarhus. DN har i lighed med andre centrale aktører været inviteret til at kvalificere projektet.
Hovedforslag til ReWater.
Visualisering: Henning Larsen (fra Aarhus Vands PR-materiale)
Med en talstærk delegation troppede DN Aarhus i slutningen af juni op til møde med Aarhus Vand i deres funklende nye domicil i Hasselager. Her havde vi en konstruktiv drøftelse om muligheder og begrænsninger i forbindelse med etablering af fremtidens rensningsanlæg ved Tangkrogen. Det mundede bl.a. ud i det notat, som du kan læse i faktaboksen nedenfor, hvori DN opsummerer de opmærksomhedspunkter, som vi finder særligt relevante at iagttage, både under anlægsfasen og i den fremtidige drift af anlægget.
 
Grundlæggende anerkender DN behovet for et nyt rensningsanlæg, som kan møde fremtidens befolkningstilvækst, øgede nedbørsmængder og strengere miljøkrav. Vi modsætter os heller ikke den valgte placering ved Tangkrogen, som beror på praktik og logistik, og i øvrigt indebærer en nedlæggelse af eksisterende anlæg ved Viby og i Åbyhøj. Vi har imidlertid en lang række forslag til, hvordan anlægget kan etableres under udvidet hensyntagen til biodiversitet og klima, såvel over som under havoverfladen. I punktform drejer det sig bl.a. om følgende:
 
  • Aarhus Vand/ReWater bør minimere – og kompensere for – de negative konsekvenser for natur, miljø og klima. Man bør give noget tilbage til bugten i form af forbedret vandmiljø, strukturelle biodiversitetsfremmende tiltag til lands og til vands, samt i form af formidling om blå og grøn biodiversitet og ved at skabe oplevelser i området.
  • Det bør derfor fremgå af projektet, hvordan Aarhus Vand vil håndtere hensyn til biodiversitet og klima både i anlægsfasen og driftsfasen. ReWater bør indtænke konkrete tiltag og afsøge samarbejder for maksimal effekt.
  • DN finder det stærkt problematisk at klappe ved Hjelm Dyb og indvinde råstoffer ved Moselgrund. Det er uforeneligt med de velfungerende økosystemer på begge lokaliteter, og derfor ønsker DN Aarhus at der findes alternative løsninger.
  • Det bør sikres, at de undersøiske forhold i bugten ved Tangkrogen ikke forringes nævneværdigt, som følge at Hovedforslaget.
  • Anlægget bør i videst muligt omfang være offentligt tilgængeligt og rumme rekreative muligheder og formidling.
  • DN foreslår, at man overvejer opsætning af solceller på facader og tagflader, som led i at opnå energi- og CO2-neutralitet. Desuden bør man afsøge mulige samarbejder om yderligere klimatekniske løsninger.
  • Man bør ligeledes overveje begrønning af tanke og andre bygninger.
  • Cirkulær økonomi og ressourceoptimering bør indgå som en central parameter i byggeriet og driften af ReWater

Aarhus Vand virkede både interesserede og imødekommende, og har efterfølgende kvitteret for vores bidrag, som er (eller bliver) gjort tilgængeligt på deres hjemmeside. Fremtiden må vise, hvor langt ambitionsniveauet og de økonomiske prioriteringer rækker, og DN Aarhus vil naturligvis følge processen nøje.

Flere nyheder