Politisk aftale indgået: Havneudvidelsen en realitet

Det har stået på i uendelig lang tid, og nu er det så tilsyneladende pludselig afgjort. Fremtiden for Aarhus Havn faldt onsdag aften på plads efter en årrække med diskussioner om behov og konsekvenser for havnen, for byen og dens borgere - og for natur, miljø og klima. Og hvis man som grundlæggende modstander af udvidelsen sidder tilbage med en følelse af desillusion og ærgrelse, så er det helt forståeligt. Det er dog værd at hæfte sig ved de elementer i aftalen, som eksplicit forholder sig til naturen i Aarhusbugten og til opfyldelsen af den kommunale ambition om CO2-neutralitet i 2030. For skønt man med en vis rimelighed stadig kan anfægte omfanget og karakteren af den kommunale borgerinddragelse, så har den dog åbenlyst medført input til en politisk diskussion, der har resulteret i at det vedtagne projekt er mindre ringe på en række parametre, end det oprindelige forslag der blev sendt i offentlig høring for et år siden.

Trods visse arealreduktioner er ambitionen på sigt tilsyneladende stadig en udvidelse på mere end 80 ha. Denne er imidlertid delt op i etaper, hvoraf det alene er den første etape på 43 ha, som realiseres med den netop indgåede aftale. Det vil ske over de næste godt 15 år, hvorefter de følgende etaper hver især forudsætter en fornyet politisk debat og myndighedsbehandling, baseret på aktuelle forudsætninger. Det kan man så - afhængigt af temperament - glæde sig til eller frygte, men her kan man uanset håbe på, at det påståede behov ikke længere er så påtrængende, idet Verden og det danske samfund til den tid forhåbentlig har udstukket en mere bæredygtig kurs og skruet ned for overflødige forbrugsgoder produceret i Fjernøsten. Med andre ord bliver der atter en mulighed for at diskutere nødvendigheden af en yderligere havneudvidelse, og for at træffe kloge og fremsynede beslutninger.

 Der er mange ubekendte faktorer i forhold til havneudvidelsens klimabelastning i såvel etablerings- som driftsfasen. Derfor er løfterne om, at projektet skulle være CO2-neutralt og ikke indebære en negativ betydning for Aarhus Kommunes mål om CO2-neutralitet i 2030, mildt sagt svære at gennemskue og forekommer fortsat stærkt tvivlsomme. Men der fremgår dog en række konkrete tiltag af den politiske aftale, her i blandt at der skal opstilles solcelleanlæg, der kan være med til at kompensere for den massive belastning, som udvidelsen uundgåeligt vil medføre. Og dertil kan man jo helt oplagt lægge de vindmøller, som DN i sit høringssvar påpegede muligheden for - og stadig ser for sig, uanset havnens fremtidige udvikling.

 For så vidt angår havmiljøet og den marine natur, så rummer det reviderede projekt en række forbedringer, som vil kunne reducere den negative påvirkning markant eller på forskellig vis kompensere for de konsekvenser som havneudvidelsen vil medføre. Målsætningen om, at tilstanden i Aarhus Bugt ligefrem vil forbedres som følge af det samlede projekt, synes i bedste fald naiv og i værste fald som et forsøg på at stikke folk blår i øjnene. Men der søsættes dog en række konkrete tiltag, som alt andet lige må forventes at have en positiv effekt. Det handler om flere stenrev, mere ålegræs og først og fremmest om øremærkede midler, hvor der før blot var hensigtserklæringer. DN hæfter sig desuden ved, at aftalen pålægger Aarhus Havn at bidrage til festen, og dermed tilvejebringer penge - og muligheder - som før hvilede på fromme håb om eksterne fondsbevillinger. Der er sågar tilføjet en relevant passus om behovet for tiltag på land(brugs)jorden, i øgede bestræbelser på at reducere den næringsstoftilførsel til vandmiljøet, som udgør begrænsningen for at de mange andre tiltag vil havde den optimale effekt. Det vil DN naturligvis minde vore lokalpolitikere om, når der skal træffes beslutninger om den fremtidige arealanvendelse i kommunen.

 Og endelig er der spørgsmålet om råstofindvinding til havneudvidelsen og klapning af overskudsmateriale. Mens der for råstofindvinding stadig synes at være tale om meget store mængder og dermed et grundlæggende problematisk indgreb i det undersøiske økosystem ved Moselgrund, så er klapningsbehovet atter reduceret - og tilstræbes helt undgået. Lokaliteten ved Fløjstrup er tilsyneladende annulleret, og det siger sig selv, at såfremt man vil søge om klapning på en ny lokalitet, så vil DN og andre forholde sig præcis lige så kritisk til denne og kræve grundige miljøkonsekvensvurderinger, som også bør forholde sig til effekt på målopfyldelse af Vandrammedirektivet.

Hvis man således forholder sig til aftaleteksten om havneudvidelsen, bid for bid, så er den altså på papiret fuld af løfter om afværgeforanstaltninger og kompenserende tiltag. Det må nu være en kollektiv opgave at følge udviklingen og holde havnen og politikerne op på opfyldelsen af de gode hensigter og erklæringer. DN Aarhus mener fortsat, at behovet for havneudvidelsen hviler på en yderst tvivlsom præmis, idet de forudsigelser, der baserer sig på opfyldelsen af de globale og internationale klimamål, peger på nødvendigheden af et vigende forbrug i fremtiden - og dermed et svindende behov for global varetransport. Men i en realpolitisk verden fyldt med modstridende interesser, udvandede ambitioner og fortvivlende kompromisser, er den foreliggende aftale om havneudvidelsen nok det nærmeste, vi kunne komme en tilfredsstillende løsning. I hvert fald for nu.