Vi må leve med udsigten til sol og vind

Af Sebastian Jonshøj, formand i Danmarks Naturfredningsforening i Aarhus

Aarhus Kommune havde kort før Jul forslag til Temaplan for vedvarende energianlæg (VE) i offentlig høring. Planen rummer forslag til placering af de vindmøller og solcelleanlæg, som skal være medvirkende til at indfri kommunens prisværdige målsætning om CO2-neutralitet i 2030. Høringen resulterede i hele 263 svar fra engagerede aarhusianere, som ønskede at tilkendegive deres opbakning eller modstand, og det vidner om en usædvanlig stor interesse i befolkningen. 

Desværre var langt hovedparten af bemærkningerne stærkt kritiske overfor kommunens planer og gav udtryk for alt lige fra en forståelig usikkerhed og bekymring for, hvad det vil indebære at være nabo til fremtidens VE-anlæg, til en ligeså uforståelig – og uforsonlig – afvisning af enhver form for nye tiltag.

Reaktionerne er imidlertid velkendte og forudsigelige. Vindmøller har altid vakt debat og den går som oftest på, at de er gode at have, blot de ikke placeres i nærheden af folks egen bopæl. Solcelleanlæg er stadig et nyt fænomen for de fleste, og selv om de ikke rager synderligt i vejret, så repræsenterer de også et fremmedelement i landskabet. 

I Danmarks Naturfredningsforening har vi i mere end 100 år kæmpet for en beskyttelse af det danske landskab, og vi kæmper fortsat for en afbalanceret arealanvendelse, der levner plads til en samfundsudvikling, som ikke kompromitterer naturgrundlaget eller befolkningens mulighed for rekreative og æstetiske oplevelser. Vi har en klar holdning til, hvor tekniske installationer bør placeres, så de ikke ødelægger naturværdier eller bevaringsværdige landskaber, og vi anbefaler fortsat, at vindenergi så vidt muligt genereres af vindmølleparker, langt til havs. Men, vi er samtidig meget opmærksomme på den nye virkelighed, der på mange måder er i fuld gang med at ændre præmissen for, hvordan vi bør indrette vores samfund. Herunder for, hvordan vi tilrettelægger vores energiforsyning så den bliver reelt bæredygtig og CO2-neutral.

En helt afgørende forudsætning for at imødegå de menneskeskabte klimaforandringer og standse den globale opvarmning er et fuldstændigt og meget snarligt ophør med afbrænding af fossile brændsler som kul, olie og gas, og en gradvis udfasning af biomasse i kraftvarmeproduktionen. Og et helt centralt virkemiddel i disse bestræbelser er en ligeså snarlig overgang til sol og vind, som vores primære og mest omkostningseffektive energikilde. 

Derfor er vi alle sammen nødt til at lempe på hidtidige, faste forestillinger om, hvordan den gode udsigt ser ud. De kritiske røster må revurdere deres syn på vindmøller som skæmmende, og i stedet lære at se dem som positive vidnesbyrd om en grøn omstilling i bevægelse; som et udtryk for vellykkede bestræbelser på at nå de mål vi som samfund, i fællesskab, har sat os. Vi skal intuitivt forbinde vindmøller og solcelleanlæg med noget positivt, fordi de gør det muligt at opretholde, om ikke det liv vi kender, så dog en fortsat god, tryg og fremtidssikret tilværelse. 

Tag nu etableringen af en ny motorvej, f.eks. Hvis man ser bort fra de personligt berørte, som måske eksproprieres eller må leve med ulemperne tæt på deres ejendom og derfor nærer en åbenlyst begrundet uvilje mod projektet, så er der – desværre, kunne man fristes til at sige – ikke mange danskere der stiller spørgsmålstegn ved nødvendigheden af motorveje. Mange oplever et konkret og personlig udbytte ved øget fremkommelighed i hverdagen, og resten betragter dem formentlig bare som en integreret del – i værste fald et nødvendigt onde – af det vi sædvanligvis kalder samfundet. 

Lidt på samme måde bør vi lære at betragte VE-anlæg som en indlysende nødvendig og helt naturlig forudsætning for noget så basalt og selvfølgeligt som strøm i stikkontakten. Som noget, vi alle drager umiddelbar nytte af hele tiden og som – i modsætning til motorvejene – ikke forurener miljøet og belaster klimaet.

I den ideelle verden var der ingen negative konsekvenser af vores menneskelige behov og aktiviteter. Så kunne vi undvære både vindmøller, solceller, højspændingsmaster – og motorveje – og glæde os over grænseløse udsigter over jomfruelige landskaber. Men sådan hænger det jo ikke sammen i det moderne, urbane samfund. Her må vi leve med det næstbedste, nemlig at acceptere de installationer som bidrager positivt til en bæredygtig energiforsyning, og i øvrigt søge at reducere ulemperne mest muligt. Således skal VE-anlæggene naturligvis placeres med omtanke for mennesker, natur og miljø, og med udgangspunkt i gældende lovgivning om afstandskrav og behørige kompensationer til de, som vitterlig lider tab. 

Mange fluer kunne slås med ét smæk, hvis energibehovet kunne dækkes af solceller på facader og hustage og vindmøller på havet, men en række omstændigheder vanskeliggør eller forhindrer disse løsninger alene. Derfor anerkender Danmarks Naturfredningsforening nødvendigheden af landbaserede møller og solceller i det åbne land, og peger faktisk i sit høringssvar til temaplanen på behovet for en endnu mere ambitiøs planlægning end den, kommunen lægger op til. 

Og derfor skal der lyde en indtrængende appel til vore lokalpolitikere, om ikke at ryste på hånden, men stå ved deres visioner. Hvis VE-planerne udvandes eller ligefrem forkastes nu på grund af nogle relativt få protester og en ubegrundet frygt for vælgerlussinger, så sættes udviklingen ikke bare i stå, men tilbage, og Aarhus Kommune kan glemme alt om at opnå CO2-neutralitet i 2030, eller for den sags skyld i en overskuelig fremtid. Det er værd at huske på, at de negative høringssvar ikke nødvendigvis er repræsentative for det tavse flertal, som erkender behovet for en grøn omstilling og som ved, at det indebærer visse forandringer. Forandringer, som dog for langt de fleste borgere mestendels er af kosmetisk og psykologisk karakter og som måske nok udfordrer vores landskabsopfattelse og natursyn, men som ikke forringer vores tilværelse. Jeg vil faktisk sige tværtimod.

Vi skal så vidt muligt forsøge at motivere hinanden og begejstres over fremtidens udfordringer og muligheder, fremfor at bruge katastrofetermer og skitsere dommedagsscenarier. Men et blik på verden omkring os bekræfter, at situationen faktisk er særdeles alvorlig og kalder på konkrete og øjeblikkelige løsninger, som vi kender og har til rådighed. Hvem ved, måske kan vi med tiden ligefrem komme til at holde af solceller og vindmøller, fordi de gør det muligt fortsat at leve det gode liv, uden samtidig at sætte vores eksistensgrundlag på spil.

Spørgsmålet er vel i virkeligheden, om vi overhovedet har noget valg?

Bragt som kronik i JP Aarhus d. 26. januar 2020