Grønne og blå visioner for Aarhus Ø
Næste etape af udviklingen på Aarhus Ø forestår. DN Aarhus har kommenteret på kommunens visionsplan og ønsker kort sagt mere plads til lys, luft og livets mangfoldighed på Øen.Meget kan man sige om den hidtidige udvikling af de bynære havnearealer på Aarhus Ø, men megen plads til grønne byrum og biodiversitet er det ikke blevet til. De tidlige forhåbninger om at skabe plads til og fremhæve den naturlige overgang mellem land og vand, mellem det blå og det grønne, svandt hurtigt ind til realiseringen af en naturfattig frontlinje mellem blåt og gråt. Det forkølede grønne bånd i Ø-linjen kompenserer således ikke nævneværdigt for fraværet af egentlige grønne opholdsrum og levesteder.
Med en ny visionsplan, der netop har været i offentlig høring, ønsker Aarhus Kommune tilsyneladende at drage på disse erfaringer og lære af fejlene, når den resterende etape af udviklingen skal realiseres over de kommende år og bindes sammen med den eksisterende bydel. Her lægges i højere grad op til den omtalte sammenhæng mellem grønt og blåt, til forbindelser mellem adskilte områder, til opholdsplads og armbevægelser - og til natur og biodiversitet, dér, hvor potentialerne ligger lige for.
Nu vil det imidlertid nok være naivt at tro, at man vil prioritere bynatur højere end realiseringen af den finansielle værdi, der er bundet i de dyrebare kvadratmeter på Aarhus Ø. Kommunen har budgetteret med indtægterne fra byggelodder, og bebyggelsesprocenter og udviklernes regnestykke er i sidste ende afgørende for den endelige udformning af arealerne. Men i visionsplanen italesættes dog nogle hensyn og tiltag, som signalerer en større forståelse for det grønnes værdi og berettigelse i byrummet. DN Aarhus kvitterer for dette og peger på måder, hvorpå intentionerne kan styrkes og bringes til virkelighed.
I vores høringssvar fremhæves bl.a. en række planlægningsmæssige greb, hvormed man helt konkret kan skabe mikrohabitater i det urbane miljø og dermed tilgodese arter af planter og dyr. Det handler f.eks. om færre befæstede områder og flere blomsterbede og træer; om begrønning af facader og tagflader og om en målrettet forvaltning af de mange, grønne frimærker, der fremfor alt tager udgangspunkt i deres naturpotentiale. Og i forhold til de marine virkemidler på den våde side af kajkanten understreger vi vigtigheden af fortsat, at have fokus stift rettet på en forbedring af vandmiljøtilstanden, som en forudsætning for at de mange andre gode tiltag vil gøre en forskel.
Afslutningsvis knytter DN Aarhus en klima-appel til planlægningen og opfordrer til at man indtænker bæredygtighedshensyn i udviklingen af Aarhus Ø, således at der stilles krav til hele værdikæden ifm. de konkrete bygge- og anlægsaktiviteter. Det kan måske synes perifert eller ligefrem irrelevant, men DN Aarhus insisterer på at sådanne hensyn og konsekvensvurderinger bør være fast integrerede elementer i planlægning og udførelse af fremtidens udvikling af Aarhus Kommune.
Læs høringsmaterialet på kommunen hjemmeside, og DN Aarhus' høringssvar her.