Naturen, hvor som helst

Af Sebastian Jonshøj, formand i DN Aarhus

I DN Aarhus har vi mestendels fokus rettet mod naturen inden for kommunegrænsen. Der er nok at gøre med at standse tabet af biodiversitet og begrænse reduktionen af grønne områder, både i byen og på landet. Men nogle gange kan det være tiltrængt og stærkt inspirerende, at løfte blikket lidt og anskue tingene i et større perspektiv. På den måde kalibreres natursynet og man finder nye, velegnede argumenter for en bevarelsen og styrkelse af den natur, som samfundsudviklingen til stadighed udfordrer, fortrænger og forringer.

Lad mig derfor dele nogle betragtninger med jer, gjort fra distancen.

Jeg er for ikke så længe siden, vendt hjem fra en tre ugers vandretur i svensk Lapland. I ved, helt deroppe nord for Polarcirklen, hvor den menneskelige tilstedeværelse – det vi med et sært tryghedsskabende begreb kalder civilisationen – endnu eksisterer på naturens præmisser. Her findes stadig relativt uberørt natur med alt, hvad det indebærer af forstligt upåvirkede skove, utæmmede vandløb, et rigt og naturligt dyreliv og milevide udsigter, der ikke har forandret sig synderligt i tusinder af år. Her er noget – ja, rigeligt – for både sjælen og intellektet, for naturromantikeren og for videnskabsmanden. Og sådan har det vist altid været, hvor som helst i grænselandet mellem vildmarken og kulturlandskabet, der, hvor mennesket mister – eller blot endnu ikke har vundet – herredømmet; der, hvor vi alene er sekundære statister i en mægtig og endeløs forestilling, uden nævneværdig indflydelse på manuskriptet.

Her skiftevis lamslås vi af afmagt og medrives i ekstase, eller pirres af nysgerrighed og udforskningstrang, og helt grundlæggende stimuleres vores virkelyst. Historisk, gennem et ønske om at betvinge, udnytte og underlægge os naturen og landskabet, og konvertere det store ukendte til det nære kendte. Men i dag til, i stigende grad, at kæmpe for en beskyttelse og bevarelse af det, som noget ”unyttigt” med en uerstattelig herlighedsværdi og en egen ret. Som om vi instinktivt fornemmer, at der ikke er så frygtelig meget tilbage derude, og at vi ved at miste det, risikerer at miste os selv.

Når man således sidder i et minutiøst og udsat telt i et tilsyneladende endeløst landskab, uden mobildækning og med adskillige dagsvandringer til nærmeste beboelse, da er man nok bevidst om, hvor afgørende civilisationens trygge rammer er for det moderne menneskes trivsel og overlevelse. Men samtidig lades man ikke et øjeblik i tvivl om vores fundamentale tilknytning til omgivelserne, i det store som i det små. Da bliver det indlysende, at vi er en del af naturen, og at den – uanset hvor krampagtigt vi forsøger at støde den fra os – er en del af os. For mig bliver et ophold i ødemarken således en kilde til fornyet håb og tro på, at naturen er værd at kæmpe for, om ikke andet, så for vores egen skyld. Her finder jeg den referenceramme, som giver mening med livet og perspektiv på tilværelsen. Intet mindre.

Nu kan det være vanskeligt – for ikke at sige meningsløst – at drage paralleller mellem den nordsvenske ødemark og det danske kulturlandskab. Først og fremmest er der størrelsen til forskel. Alene det sammenhængende, beskyttede område som jeg færdedes i, udgør et areal svarende til mere end 1/5 af Danmarks samlede landareal – og er alt sammen i offentlig eje! Og Sverige, i lighed med de fleste andre lande med større, uberørte naturområder, er begunstiget af nogle geografiske, geomorfologiske og demografiske forhold, som i hvert fald i udgangspunktet ikke fordrer – ja, måske ligefrem forhindrer - den samme intensive arealanvendelse som i Danmark.

Men det er dog tankevækkende, at man med Allemandsretten har skabt en friluftskultur, som selv i beboede områder og på privat ejendom legitimerer offentlighedens ret til, og mulighed for, at røre sig næsten vilkårligt i den svenske natur. Herhjemme må vi som bekendt forlade os på private lodsejeres velvilje, eller i særlige tilfælde forsøge os med, gennem fredninger, at sikre befolkningens ret til at færdes på den jord, som dybest set er vores allesammens. Sådan, i eksistentiel forstand, i hvert fald.

Når der i disse år i stigende grad tales om og tages initiativer til visse steder at genskabe betingelserne for en vildere og mere såkaldt selvforvaltende natur, så skyldes det i nogen grad behovet for at finde alternative og gerne billigere forvaltningsformer end de klassiske, ressourcekrævende naturplejemetoder. Men det er nok så meget begrundet i erkendelsen af, at vild natur simpelthen bare er mere befordrende for livet; vores, såvel som i dets bredest tænkelige forstand.

Jeg tror, at stadig flere mennesker inderst inde føler en længsel efter noget autentisk og uspoleret. At vi for at opretholde vores virkelyst og livsmod, i stigende grad opsøger det oprindelige, i en søgen efter en samhørighed med vores eksistensgrundlag. Ja, om vi så pinedød skal genskabe det ”oprindelige” – hvilket jo ganske ofte kan være nødvendigt, idet vi efterhånden har modificeret landskabet til ukendelighed. Det er ikke nødvendigvis en erkendelse, som flertallet kan formulere, endsige er sig bevidst, men måske snarere en snigende fornemmelse af, at der mangler noget væsentligt i tilværelsen og måske en oplevelse af, at naturen imødekommer dette savn?

Så, alt imens videnskaben leverer argumentationen for de første spæde bestræbelser på at fremme en vildere og mere levende natur, så kan vi glæde os til, at det med tiden bliver et kollektivt folkekrav fra en befolkning, som i fællesskab vil vinde det mistede tilbage. Tænk, hvis vi kan nå til en udbredt, fælles accept af en ubetvungen naturs fortsatte berettigelse, bare visse steder. Hvis det kan lade sig gøre i Danmark, skulle det vel være muligt, hvor som helst.

Alt, hvad jeg med en håndfuld løsrevne betragtninger prøver at sige er, at opholdet i naturen – det være sig i en svensk ødemark eller i en østjysk løvskov, kort- eller langvarigt – sætter os i stand til at identificere forhold og misforhold i tilværelsen, og tilvejebringer den større sammenhæng, som giver livet mening. Uden naturen var vi ikke blot berøvet et udgangspunkt og et ophav, men også et mål og en fremtid.

Og, hvad skulle der dog så blive af os?