På et nyligt, offentligt møde med Fredningsnævnet, forelagde Aarhus Kommune det fredningsforslag, som de har rejst på baggrund af et politisk ønske om at fælde den eksisterende allé og plante en ny. Her havde de fremmødte lejlighed til at præsentere deres holdning til sagen overfor nævnet, som forventes at træffe en afgørelse senere på året.

DN Aarhus har fulgt sagen hele vejen og har oprindeligt haft den holdning, at alléen burde bevares og fredningen opretholdes. En række alternative scenarier til en fældning blev således belyst i en VVM-undersøgelse i 2017, men politikerne holdt fast i ønsket om en fuldstændig retablering af alléen. Siden dengang er træerne blevet stadigt mere svækkede og adskillige er væltet i de seneste års vinterstorme. Resten er stort set alle uden undtagelse inficeret af svampe eller beskadigede af trafikpåkørsler, og de vurderes maksimalt at have 10-20 år tilbage at leve i. Derefter vil de givetvis blive fældet som risikotræer.

Det efterlader en allé, der i dag fremstår meget uensartet, asymmetrisk og forfalden. Mens nogle finder dét smukt og bevaringsværdigt i sig selv, er der næppe nogen tvivl om, at det i hvert fald ikke opfylder den eksisterende frednings oprindelige formål. Den skønhedsværdi, som man med fredningen ønskede at bevare for knapt 100 år siden, handlede helt givet om arkitektonisk stringens i et menneskeskabt kulturelement, snarere end om biodiversitet og forfaldets æstetik i en stadigt foranderlig bevoksning af træer.

Det er baggrunden for, at DN Aarhus i dag har slækket på sin hidtidige modstand mod en retablering af alléen, og i stedet har overladt det til fredningsnævnet at finde den ideelle løsning, også selvom det måtte indebære en fældning. Under forudsætning af, at undersøgelser ikke påviser tilstedeværelsen af truede arter i tilknytning til træerne, og at kommunen i øvrigt gennemfører de kompenserende tiltag som beskrives i fredningsforslaget, er det ikke DN's opfattelse at konkrete naturværdier er på spil. 

Tilbage står så det mere principielle spørgsmål om meningen med at fjerne eksisterende natur og erstatte den med ny? Det er jo en velkendt problemstilling i forbindelse med byudvikling og anlægsprojekter generelt, og her vil DN Aarhus sædvanligvis altid forfægte bevarings- og biodiversitetsværdien af det bestående. Men netop på dette område adskiller sagen - og alléen - sig fra så mange andre, idet alléens formål aldrig var at tilgodese biodiversitet, men helt specifikt at danne et varigt indtryk af menneskeskabt stringens og regelmæssighed. Og det lader sig bare vanskeligt gøre med anvendelsen af levende træer, som nu engang ændrer udtryk i takt med at de ældes. Således rummer fredningen af en allé grundlæggende et paradoks, som før eller siden aftvinger et valg mellem at forfølge det oprindelige formål, eller at lade stå til. Stillet overfor dette valg, har DN Aarhus undtagelsesvis valgt at lade kulturpræmissen veje tungest, ikke mindst siden det konkrete biodiversitetstab øjensynligt er såre begrænset.