Gå til indhold

Forår ved Brabrand Sø

Forår ved Brabrand Sø
  • 13. marts 2017

Sidder du derhjemme og venter utålmodigt på forårets komme, så tag en tur ud til Brabrand Sø!

Af Christian Munk, bestyrelsesmedlem i DN Aarhus

Dyre- og plantelivet ved søen er ganske varieret året igennem, der er derfor mulighed for gode naturoplevelser hele tiden. Lige nu er der f.eks. flere tegn på at foråret er lige om hjørnet.

Hvis man er heldig (og opmærksom!) kan man f.eks. ofte opleve havørnene fra Egå Engsø, besøge Brabrand sø. De fouragerer tit i området og kan ses cirklende rundt, højt oppe over søen. Når de bevæger sig nedad for at finde et egnet byttedyr, bliver de ofte forfulgt af ihærdige måger og kragefugle, som gør alt for at forstyrre og genere dem i deres forehavende.

I den vestlige ende af søen holder Rørhøgen til, den er på størrelse med en Musvåge, men kan være vanskelig at opdage og cykler eller løber du forbi, ser du den nok ikke. Så stå stille lidt og har du først set den, så genkendes den let på de løftede vinger, når den glider lavt hen over tagrørene for at finde føde.

Om foråret står vandet rundt om søen mange steder højere end normalt, det giver rigtigt gode muligheder for at se nærmere på de mange gæs og andefugle som raster ved søen og nyder godt af det lave vand.

Og i skovene på sydsiden af søen, sætter anemonen tidligt på foråret kulør på skovbunden. Den er ikke så glad for skygge, så den har derfor lidt travlt og skal helst nå at blomstre inden træernes blade springer ud og kaster skygge senere på foråret.

I løbet af foråret bliver der desuden, flere steder rundt om Brabrand sø sat kreaturer på græs. De er med til at pleje og vedligeholde de mange engarealer i området, øge biodiversiteten og er samtidigt et flot syn når man bevæger sig rundt om søen.

Brabrand sø er fredet område og blev fredet allerede i 1959. I fredningen står det bl.a. at udsynet over søen og ådalen skal friholdes og at der derfor ikke må hverken bygges eller beplantes rundt om søen.

Det skal vi være glade for i dag!

Der gratis adgang året rundt, så der er masser af muligheder for at følge naturens gang ved Brabrand sø. Og tager du en kikkert med, bliver oplevelsen endnu større!