Af Søren Højager, bestyrelsesmedlem DN Aarhus

Hver vinter gæstes Danmark af tusindvis af sangsvaner, der fra det nordlige Rusland og Skandinavien søger mod syd. De første ankommer gerne i oktober, og de sidste forlader landet i marts/april. Omkring halvdelen af den samlede nordiske bestand har specifikt valgt Danmark som overvintringsområde, og vi har derfor et særligt stort ansvar for forvaltningen af denne svaneart.

Gode lokaliteter i Østjylland for overvintrende sangsvaner er marker med vintersæd eller raps bl.a. ved Mariager Fjord, ved Randers Fjord og ved Horsens Fjord specielt på nordsiden mellem Gylling Næs og Lerdrup. Alle disse steder ses ofte et trecifret antal sangsvaner. I noget mindre målestok kan sangsvanen også ses regelmæssigt ved mere bynære lokaliteter som f.eks. Årslev Engsø og Egå Engsø.

Sangsvanen har et meget tydeligt gult næb, som adskiller den fra vores nationalfugl, knopsvanen, der har et rødt næb. Ses fuglene i flugt, er det karakteristisk, at knopsvanens vinger afgiver en høj susende lyd modsat sangsvanes vinger, der er næsten lydefri. Det er fuglen til gengæld ikke. Sangsvanen lever fuldt ud op til sit navn, idet den ofte udstøder nogle kraftige trompeterende og klangfulde lyde. Måske ikke, hvad man forstår ved egentlig sang, men under alle omstændigheder en smuk lydkulisse, når man spejder ud over en flok sangsvaner en kold vinterdag.

Gennem længere tid har sangsvanen udvidet sit yngleområde mod syd i Skandinavien, og siden 2002 har enkelte par ynglet i Danmark.