Gå til indhold

DN Aarhus støtter protest imod fortsat muslingeskrab i Aarhus Bugt

DN Aarhus støtter protest imod fortsat muslingeskrab i Aarhus Bugt
  • 23. januar 2020

I DN Aarhus vil vi gerne øge fokus på vores lokale havmiljø og livet under overfladen. Derfor bakker vi sammen med en lang række andre interessenter op om en skrivelse til Fiskeriministeren, hvori der gøres opmærksom på problemet med bundskrabende fiskeredskaber, som ødelægger livet på havbunden i bl.a. Kalø Vig.

Af Sebastian Jonshøj, formand i DN Aarhus


Livet under havoverfladen i Aarhus Bugt er ikke, hvad det var engang. Gennem årtier har overfiskeri, ødelæggelse af stenrev, udledning af spildevand fra byerne og næringsstoffer fra landbruget påvirket det marine miljø og forringet eller ligefrem ødelagt levesteder for flora og fauna. Spildevandet tog vi hånd om for efterhånden mange år siden med etablering af rensningsanlæg, og kvælstofudledningen fra markerne via vores vandløb arbejdes der stadig på at nedbringe gennem de såkaldte Vandplaner.

Men det tager lang tid at retablere de naturlige forhold og gøre skaden god igen. Og det hjælper ikke på indsatsen, at der fortsat fiskes efter muslinger med bundskrabende redskaber på smult vande i de tilstødende vige langs Djurslands kyster. Det har bl.a. en altødelæggende effekt på havbundens bevoksninger af ålegræs, der udgør levested og vigtig fødekilde for fisk og fugle. 

Derfor har DN Aarhus valgt at støtte en henvendelse til den ansvarlige minister, hvori han opfordres til at sætte en stopper for det lokale muslingefiskeri. Med et forbud vil man kunne sikre vigene ved Aarhus Bugt som gyde- og opvækstområde for fisk, og som raste- og fourageringsområde for havfugle og helt generelt tilgodese den trængte - og oversete - biodiversitet under overfladen.